Julia Raavad er analysechef i Læger uden Grænser. Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
COVID-19 anses ikke længere for at være en global sundhedskrise. Pandemien er netop blevet erklæret officielt ovre af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
Men man skal se langt efter andre positive tegn i den globale sundhedstilstand. For nu betaler vi prisen for, at andre sundhedsudfordringer er blevet overset undervejs i pandemien. Sundhedskrise på sundhedskrise er eksploderet i verden.
Men det står der desværre ikke meget om i udenrigsministeriets nye redegørelse for det danske udviklingssamarbejde i 2022.
Pandemiens ulærte lektie
Antallet af tuberkulose- og hiv-patienter er steget, og vi så 33 procent flere tuberkulosedødsfald i 2021 sammenlignet med 2019. Flere end 30 lande oplever koleraudbrud – langt flere end vi har set i årevis. 67 millioner af børn har i 2019-2021 misset deres rutinemæssige børnevacciner og risikerer derfor at dø af sygdomme, som vi nemt kan forebygge.
Det er bare få af mange eksempler. Og det har enorme konsekvenser, som vi i Læger uden Grænser ser hver dag i vores arbejde rundt om i verden.
Verdenssamfundet fejlede simpelthen i at levere en retfærdig og solidarisk respons til COVID-19. Højindkomstlande hamstrede og senere kasserede vacciner, mens lavindkomstlande kæmpede om adgang til medicin, vacciner og diagnoseudstyr. I dag er 80 procent i højindkomstlande vaccinerede mindst én gang. I lavindkomstlande er det 29 procent. Det har sat udfordringerne på spidsen i mange af de lande, som i forvejen har hårdt pressede sundhedssystemer.
Og selv om alle vedkender sig denne katastrofale ulighed, så lader det – til vores store undren – ikke til, at fokus på at rette op på verdens sundhedstilstand er lige så tilstedeværende i vores danske politikeres bevidsthed, som problemet er stort. Udenrigsministeriet har netop udgivet den udviklingspolitiske redegørelse, som giver et indblik i, hvordan Danmark har prioriteret det danske udviklingssamarbejde i 2022. I den er fokus på den globale sundhed så godt som forsvundet.
Redegørelsen tager udgangspunkt i den udviklingspolitiske strategi, Fælles om verden, som blev til under pandemien i 2021, hvor vi alle kunne mærke konsekvenserne af en virus, der ikke kender landegrænser. Derfor stod behovet for politisk handling i forhold til global sundhed trods alt mere klart. Men det er som om – nu hvor vi i Danmark har været på den anden side af pandemien i noget tid – at netop indsatsen for den globale sundhed er glemt.
Global sundhed skal tilbage på agendaen
Det er helt afgørende, at global sundhed kommer tilbage på agendaen. Både fordi Danmark må og skal handle mere solidarisk og hjælpe med behovene under sundhedskriser, som der kun bliver flere af. Men også fordi vi skal stå stærkere som verdenssamfund, når en ny pandemi rammer før eller siden.
Lige nu forhandler verdens lande en ny pandemi-aftale, og sundhedsarkitekturen globalt nytænkes. Her skal Danmark være med i front og turde indtage modige positioner. Der bør være klar politisk opbakning til en bindende aftale, som sikrer en retfærdig global indsats under kommende pandemier – og til ambitiøse politiske mål, når FN mødes om tuberkulose, universel sundhedsdækning og pandemiberedskab i september.
Danmark bør også fortsætte og øge støtten til globale sundhedsprogrammer i kampen imod blandt andet tuberkulose, hiv og malaria samt initiativer for at forbedre mental sundhed og seksuel og reproduktiv sundhed. Endelig bør der prioriteres støtte til forskning og udvikling af nye behandlinger og vacciner, og vi skal fra dansk side også sikre, at ny medicinsk teknologi og viden bliver delt til alles gavn.
Med det fokus vil Danmark kunne sætte streg under, at vi tager den globale sundhedstilstand alvorligt, og at vi gør vores til, at den skal se bedre ud i fremtiden – både for danskere og andre borgere i verden.
