Det er blevet rutine i nødhjælpsbranchen. Når for eksempel mennesker på flugt skal have hjælp, bliver de blandt andet bedt om lige at aflevere fingeraftryk, eller at få foretaget en irisscanning – biometrisk data, der i princippet gør det muligt at skelne mellem dem og alle andre mennesker.
Det gør hjælpeorganisationer typisk for at forhindre snyd med nødhjælp. Det er let og effektivt at kontrollere, hvem der allerede har modtaget en hjælpepakke. Risikoen for at nogen uretmæssigt får to pakker bliver minimeret. Og organisationerne kan lettere dokumentere over for donorerne, at hjælpen havner der, hvor den skal, lyder argumentationen.
“Der er en transparens overfor donorer, som også gerne vil sikre sig, hvor nødhjælpen går hen. Og især, at den ikke går til aktører, som de ikke har lyst til at hjælpe – altså terrorister for eksempel,” siger Katja Lindskov Jacobsen, der er seniorforsker ved Militære Studier ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
Men en gang imellem ryger oplysningerne i de forkerte hænder, som når Taliban i Afghanistan får fat i USA’s registre over alle, der har arbejdet for den tidligere regering eller for USA. Eller når UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation udleverer data på flygtninge i Bangladesh til Myanmar. Eller når samme organisation afleverer masser af data på mennesker, der eventuelt skal accepteres som kvoteflygtninge til USA. De efterhånden gigantiske databaser bliver også hacket fra tid til anden. Databaserne er rigtig dyre at sikre, det koster mange penge, som donorer hellere ser brugt på hjælp til nødstedte.
Foto: Laurits Holdt
De største nødhjælpsorganisationer, FN-organisationerne, er ikke forpligtet til at følge datalovgivningen i et givet land – og der er ofte ingen effektiv lovgivning i de lande, organisationerne opererer i, og det siges at være let at få tilsagn fra mennesker i nød. En nødhjælpspakke for et fingeraftryk.
“Det er ret svært at sige nej til at give sit fingeraftryk, hvis det ligesom bliver præsenteret som præmissen for at du kan modtage nødhjælp,” siger Katja Lindskov Jacobsen
Det er personfølsomme data, der måske aldrig bliver slettet, men som kan blive delt med andre.
I denne uges udgave af Højtryk, Globalnyts podcast, har vi besøg af Katja Lindskov Jacobsen. Hun har i årevis forsket i den humanitære sektors håndtering af biometrisk data, som netop fingeraftryk og irisscaninger. Og for nyligt udgivet en artikel om netop det emne i samarbejde med Belkis Wille fra menneskeretsorganisationen Human Rights Watch “The data of the most vulnerable people is the least protected.”
