De vil have forandring, de borgere i fem vestafrikanske lande, der siger, at de foretrækker militærstyre frem for demokrati, eller bare vurderer, at det ene er lige så godt eller skidt som det andet. De udgør et mindretal, men et stort mindretal, dem, der accepterer eller støtter kupmagerne. Og der er klart flere af dem i lande, hvor magten for nyligt er blevet overtaget af militæret, end i lande, der er inde i en eller anden form for demokratisk udvikling.
Fra støtterne af militærkup lyder det blandt andet, at de er skuffede over demokratiet, de siger, at det er blevet misbrugt, fortæller Henrik Fredborg Larsen, der er direktør for UNDP’s nordiske kontor i København. Hør hvad borgerne i de kuppede vestafrikanske lande ellers har at sige om deres situation i Globalnyts podcast, Højtryk. Og hør om de bemærkelsesværdige forskelle og ligheder i kvinder og mænds holdninger.