Ghana blev som den første europæiske koloni i Afrika et selvstændigt land. I sin doktordisputats har Whitfield undersøgt, hvorfor skiftende ghanesiske regeringer ikke er lykkedes med at transformere den økonomi, som landet overtog, efter det havde opnået selvstændighed i 1957.
Det korte svar er blandt andet, at landets kapitalister ikke har været stærke nok til at gennemtrumfe en vækstpolitik i samarbejde med politikerne.
Industripolitik
Ifølge Lindsay Whitfields forskning er det nødvendigt at gennemføre en industripolitik for at omlægge kolonitidens økonomi, så landet kan øge produktiviteten i landbruget og opbygge virksomheder, der er konkurrencedygtige i en liberaliseret national markedsøkonomi.
Det er ikke lykkedes i Ghana, konkluderer hun i sin doktordisputats, der er udgivet som bog med titlen Economies after Colonialism: Ghana and the struggle for power på forlaget Cambridge University Press.
Professor Lindsay Whitfield
Løsnings skal skræddersys hvert land
Alle industripolitikker er vanskelige at gennemføre, for de er i sagens natur politiske, siger forskeren. Men i nogle lande er det vanskeligere end i andre på grund af magtfordelingen i samfundet. ‘Hvad der virker’ kan ikke generaliseres, men i højere grad skal rådgivning om industripolitikker skræddersys til hvert enkelt land, hvor man tager højde for magtfordelingen og dens implikationer,” forklarer RUC-forskeren.
Årsagen til, at skiftende regeringer i Ghana ikke har været villige til eller i stand til at gennemføre industripolitikker er dels svage nationale kapitalister, dels kompetitiv klientelisme, fastslår Lindsay Whitfield.
Svage kapitalister
Svage nationale kapitalister, som typisk findes inden for landbrug og industri, er kendetegnet ved at være svage på to områder. Dels er deres produktion og organisation ikke i stand til at præstere på et internationalt niveau, hvad angår effektivitet og kvalitet, og dels har de begrænset politisk indflydelse.
Det sidste betyder, at de ikke har været stærke nok til at påvirke magthaverne til at skabe tilstrækkelige synergier mellem stat og privat kapital.
Kompetitive klientelisme
Samtidig har de politiske eliter har både fragmenteret og polariseret på grund af sociale kløfter, som fandtes allerede inden selvstændigheden, men som er blevet yderligere politiseret under afkoloniseringen.
Det har gjort det umuligt at samle de politiske eliter, og samtidig har de skiftende grupperinger, som fik regeringsmagten, altid stået over for stærke politiske grupperinger uden for regeringen. Det har gjort enhver regerende elite sårbar over for at blive fjernet fra magten. Dermed blev de afhængige af de samfundsgrupper, de har baseret deres magt på.
Denne konstellation af fragmenterede interesser og eliter har medført, at stat og privat kapital har haft svært ved at finde fælles interesser, som kunne danne grundlag for en vellykket industripolitik.
Kapital og stat skal have fælles mål
Frem for en adskillelse af stat og privat kapital er fælles interesser mellem den herskende politiske elite og kapitalistiske virksomheder en forudsætning, hvis regeringer skal kunne forfølge og implementere industripolitikker i Ghana, lyder en af konklusionerne.
Når ghanesiske regeringer har forsøgt at gennemføre en industripolitik, har forsøgene typisk været præget af statsstyrede investeringer i produktionen frem for statslig støtte til private virksomheder, og derfor har man ikke været i stand til at opnå fælles interesser. En primært statsdomineret industripolitik kan være succesfuld, men ikke hvis den er præget af kompetitiv klientelisme, som i Ghanas tilfælde. Det kan medføre dårlig ledelse af statsejede virksomheder og landbrug.
Rødt og blåt har ført samme politik
Tendenserne i den økonomiske politik i Ghana har været de samme, uanset om det har været et liberalt, markedsorienteret parti eller et socialdemokratisk, statsorienteret parti, der har haft regeringsmagten, viser Lindsay Whitfields forskning.
Professor (mso) Lindsay Whitfield forsvarer sin doktordisputats på Roskilde Universitet, Store Auditorium, building 00, den 24. maj kl. 12.
Bedømmelseudvalget består af professor emeritus, Laurids Sandager Lauridsen, RUC (formand), professor Nic Cheeseman, University of Birmingham (førsteopponent) og professor Lise Rakner, Bergens universitet (andenopponent). Forsvaret ledes af institutleder, cand.scient. & ph.d. Peter Kragelund, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv.
