Det danske krigsskib Esbern Snare har forladt Guineabugten ved Afrikas vestkyst for at styrke Danmarks beredskab i Østersøen i den aktuelle, usikre situation, hvor Rusland har invaderet Ukraine. Men Guineabugten er det sted i verden, hvor der sker flest piratangreb, og det påvirker både den internationale handel og de lokale landes økonomi. Derfor er der stadig brug for en stærk indsats for at bekæmpe piraterne i området.
Tidligere hørte vi en del om piraterne ved Afrikas Horn, men her er det lykkedes verdenssamfundet at bekæmpe problemet, fordi strækningen gennem Suezkanalen er verdens maritime hovedvej, og behovet for at komme pirateriet til livs derfor fik sat gang i store internationale aktioner, hvor Danmark også var meget aktiv. Pirateriet opstod oprindelig af nød blandt somaliske fiskere, der på grund af fremmede trawleres overfiskning i de lokale farvande havde mistet deres livsgrundlag.
Men i dag er de værste piratproblemer altså i farvandet ud for Vest- og Centralafrikas kyst, som strækker sig over små 6.000 kilometer og involverer 19 lande fra Angola i syd til Kap Verde i nord. Skibe sejler reelt kun denne vej, hvis de har et ærinde i en havn i regionen, og det er på den måde ikke en hovedvej, som ruten forbi Afrikas Horn er det.
Professionelle kriminelle netværk
Langt størstedelen af de pirater, der opererer her, er nigerianere fra Nigerdeltaet. Det drejer sig om professionelle kriminelle netværk, der råder over højt avanceret specialudstyr til operationerne. Angrebene fokuserer i højere og højere grad på kidnapning, og piraterne har indrettet flere opbevaringssteder i land til ofrene, mens forhandlinger om løsepenge pågår.
I 2020 gennemførte pirater i Guineabugten cirka 80 angreb med 130 kidnapninger. Det skønnes, at piraterne har en årlig samlet indtjening på mellem 27 og 35 millioner kroner.
Soldater i de nationale søværn i regionen, herunder kystvagterne, frygter piraternes brutalitet, og det er blandt andet derfor, at der relativt sjældent bliver taget pirater til fange. Piraternes indtægter styrker den lokale økonomi og velfærd, og de nyder ligeledes en vis politisk beskyttelse i deres lokalmiljø langs Nigerdeltaet. De er derfor også svære at få ram på gennem det retslige system.
Piratvirksomheden påvirker de handels-, fiskeri- og oliefartøjer, der sejler gennem bugten, men piraternes angreb går også i meget høj grad ud over landene langs kysten, hvor langsomtgående fiskefartøjers besætning er blevet attraktive ofre for kidnapninger.
Togos kystbevogtning – en sjældenhed i området
Togo på Vestafrikas kyst er knap halvanden gang større end Danmark og har meget få naturressourcer. 95 procent af landets skatteindtægter stammer fra aktiviteter forbundet med havet, dels fra dybvandshavnen i Lomé, som udgør en af de største indskibningshavne for varer til Sahel-landene, dels fra eksporten af fosfat, landets eneste væsentlige råvare. Lomés havn, der er blevet udbygget med tre store kajer gennem de sidste 10-15 år, er indtil videre den eneste naturlige dybvandshavn i Vestafrika. Togo har derfor en klar interesse i at sikre deres eget farvand mod pirater.
Som følge af utallige piratangreb i slutningen af 00’erne oprettede Togo i begyndelsen af 2010’erne som et af få lande i bugten en forstærket kystbevogtning, der gør det muligt for skibe, der afventer havneplads i Lomé, Lagos i Nigeria eller Cotonou i Benin, at ligge på reden nogle kilometer ude.
Kysten patruljeres af militære fartøjer fra Togos marine med støtte fra Frankrig og Tyskland. Rederierne betaler en afgift til den togolesiske stat eller rettere til det maritime amt (préfecture), som staten har oprettet for at styrke landets maritime interesser. Det togolesiske marineministerium estimerer, at skatteindtægterne uden kystbevogtningen ville falde med 30-50 procent.
Af hensyn til den maritime sikkerhed har Togo ligeledes vedtaget en internationalt anerkendt lov med henblik på at stille pirater for retten og dømme dem med mulighed for at lade dem afsone deres straf i Togo. Strafferammen indebærer ikke dødsstraf.
I 2019 blev ni pirater anholdt i togolesisk farvand og idømt mellem 12 og 20 års fængsel i henhold til denne lov. På linje med Togo har Nigeria ligeledes vedtaget en lov med henblik på at retsforfølge pirater, og i 2021 investerede landet et beløb svarende til 190 millioner dollars til beskyttelse af eget farvand.
Masser af patruljer men ingen pirater i nettet
EU har – med deltagelse af især Frankrig, Spanien, Portugal og Italien, der både har handels- og olieinteresser i området – længe patruljeret med krigsskibe i bugten.
Det har formodentlig haft en vis afskrækkende virkning, men de mange patruljeringer har gennem årene ikke ført til, at der er blevet fanget pirater.
Anderledes med den danske fregat Esbern Snare, der efter kun få uger i bugten i november 2021 faktisk indkredsede en piratbåd med det resultat, vi kender (fire tilfangetagne, fire døde og en pirat, der formodes druknet).
Ingen lande har udleveringsaftaler med piraternes hjemlande, og det skabte konkrete problemer, da mandskabet på det danske skib rent faktisk fangede nogle af piraterne. For de kunne ikke bare sådan lige sættes af i hjemlandene, og desuden anser man ikke forholdene i de vestafrikanske fængsler for at leve op til internationale humanitære standarder.
Mandskabet måtte derfor tænke kreativt og forsøge at tage hensyn til både de danske normer for behandling af fanger og retssystemets krav til retssager og straf.
Alt i alt var det begrænset, hvilke muligheder mandskabet på skibet havde for at håndtere problemet på en passende og fornuftig måde
Esbern Snare var ikke udsendt i samarbejde med andre lande, men udsendelse var kommunikeret ud til andre internationale aktører i området, ligesom fregatten under missionen deltog i internationale træningsmissioner lokalt.
Den danske aktion er et wake up call for alle aktører, der intervenerer i Guineabugten, idet den især har afdækket behovet for klare udleveringsaftaler mellem de forskellige internationale aktører og kystlandene.
Danmark deltager også med lokal tilstedeværelse i visse kystlande med henblik på at bekæmpe pirateri og anden kriminalitet som illegalt fiskeri. Der er ligeledes afsat 175 millioner kroner over de kommende fem år til bilaterale aftaler, herunder til træning af soldater i flere af kystlandene.
Med henblik på lokal retsforfølgelse er Danmark, eventuelt i samarbejde med andre internationale aktører, i færd med at afklare muligheden for at etablere et ”piratfængsel” i Nigeria efter europæiske standarder og med specialuddannet personale. Endnu er ingen beslutninger taget, men spørgsmålet er, om ikke et sådant initiativ vil komplicere forholdene lokalt, når vestlige standarder på den måde møder afrikanske realiteter.
Meget af kritikken af Esbern Snare-aktionen gik på, at den var uforholdsmæssigt dyr. Pirataktiviteterne i Guineabugten er generelt ikke et særlig kendt fænomen i den danske offentlighed, hvorfor man måske ikke har set operationen i det store perspektiv. Især har der ikke været fokuseret nok på, hvor meget piraternes aktioner både skader den internationale søfart og ikke mindst negativt påvirker den sociale og økonomiske udvikling i Vest- og Centralafrikas kystlande, hvor 242 millioner mennesker lever under FN’s minimumsgrænse for ekstrem fattigdom. Kystlandene anslås at miste cirka 14 milliarder kroner årligt på grund af piraternes hærgen.
De mange internationale tiltag fra blandt andet EU’s og FN’s side sammen med lokale Vest- og Centralafrikanske initiativer vidner om problemets alvor. I 2014 oprettede kystlandene en organisation for at koordinere implementeringen af den såkaldte Yaoundé-aftale fra 2013, der handler om at bremse kriminalitet til søs.
Thomas Raahauge Norup fra den danske ambassade i Accra fremhæver de mange fine intentioner, herunder retningslinjer for at forfølge og arrestere pirater over søgrænsen til andre lande, samt mere generelt muligheden for samarbejde omkring informationsdeling og fælles efterretningsindhentning. Aftalen, der involverer en lang række internationale og nationale organisationer, har imidlertid potentiale til at koordinere i endnu højere grad end det sker i dag og dermed sikre en mere effektiv udnyttelse af Yaoundé-aftalen.
Selv om dansk opererede handelsfartøjers aktiviteter i bugten indbringer syv-ni milliarder kroner årligt er patruljeringen af Guineabugtens farvande altså ikke alene et spørgsmål om at beskytte danske og internationale handelsinteresser, men også i høj grad en aktivitet, der tjener kystlandenes skrøbelige økonomier.
Ingrid Nyström er cand.mag. Har arbejdet for humanitære organisationer i Vest- og Centralafrika i 15 år, heraf næsten 10 år i Togo.
