Hvem er Saad Hariri?
Han er født i 1970 i Saudi-Arabien ind i Libanons sunnimuslimske sekt.
I Libanon er landets topposter og offentlige stillinger fordelt efter religiøse tilhørsforhold. Den sekteriske magtdeling blev indført ved afslutning af borgerkrigen i 1990.
Saad Hariri er søn af forretningsmand og politiker Rafik Hariri, der sad som libanesisk premierminister fra 1992-1998 og fra 2000-2004.
Da Rafik dør i et omdiskuteret bombeattentat i 2005, overtager Saad farens politiske rolle og meget af farens forretningsimperium, som faren opbyggede gennem årtiers arbejde i byggebranchen i Saudi-Arabien.
Saad er den uofficielle politiske leder af den sunnimuslimske blok i det libanesiske parlament og formand for det største sunni-parti, Fremtidsbevægelsen.
Han har været premierminister tidligere fra 2009-2011 og fra 2016-2019.
Forbes vurderede Saad til at besidde en formue på 1,5 milliarder dollars i 2018.
Saad Hariri har libanesisk, fransk og saudisk statsborgerskab.
Han er gift med Lara Bashir og har tre børn.
”Jeg kan ikke skjule det for jer. Jeg er nået en blindgyde,” siger den libanesiske premierminister Saad Hariri 29. oktober 2019 og indleverer sin afskedsbegæring.
På det tidspunkt er Hariri under massivt pres fra hundredtusindvis af demonstranter, der har paralyseret hele landet gennem næsten to ugers demonstrationer. De kræver, at alle landets sekteriske politikere fra parlamentsformanden til præsidenten til premierministeren skal trække sig. Nu har premierministeren trukket sig, men demonstranterne vil af med hele den gamle garde.
I de efterfølgende måneder fortsætter demonstrationerne, coronakrisen forværrer Libanons krise og en kæmpe eksplosion smadrer hovedstaden Beirut, dræber over 200 mennesker og efterlader mere end 300.000 hjemløse. Alligevel er der ingen andre af de etablerede politikere, der lytter til demonstranternes krav.
21. oktober i år ankommer en gruppe Hariri-støtter til Martyrpladsen i det centrale Beirut, som ved flere lejligheder har udgjort midtpunktet for protestbevægelsen. Her kæmper de sig vej til Revolutionsnæven, som er en flere meter høj udskæring af en løftet knytnæve, der er et af symbolerne på protestbevægelsen. De sætter ild til udskæringen, der brænder natten over.
Næste dag annoncerer Saad Hariri, at han er tilbage som premierminister efter at have modtaget tilstrækkelig opbakning ved en afstemning i det libanesiske parlament.
Tilbage ved begyndelsen
”Det er et sygt cirkus,” fortæller 25-årige Ahmed Faour, der til dagligt arbejder som maskiningeniør, men i øjeblikket er hjemsendt på grund af corona.
”Vi var på gaden i månedsvis for at demonstrere og vise vores utilfredshed med tingenes tilstand. Det var ikke fordi, det rykkede ved ret meget, men nu med Hariri på posten igen, er vi i hvert fald helt tilbage, hvor vi startede.”
Faour fortæller opgivende, at det er et eksempel på, at det er umuligt for folkets vilje at trænge igennem i Libanons nuværende politiske system.
”I stedet sidder vi fast med de samme gamle kriminelle politikere.”
Faours indstilling går igen hos Hassan Safsouf. Han var ligesom Faour på gaden sidste år for at demonstrere mod de sekteriske politikere, men da Hariri holdt sin indsættelsestale, havde Safsouf ikke travlt med at komme på gaden for at demonstrere igen. I stedet var han ved at færdiggøre en engelsk eksamen, der er en del af processen for, at han kan emigrere til Canada.
”Befolkningen har ingen indflydelse på de politiske beslutninger. Det har kun de korrupte ledere,” siger Safsouf til Foreign Policy, mens han går igennem Gemmayze-nabolaget, der var et af de områder, som blev hårdest ramt af eksplosionen ved havnen i august. Mange forretninger er fortsat lukket i området, og mange vinduer mangler stadig glas.
”Jeg støtter faktisk Saad Hariri som premierminister,” siger 20-årige Hussein Youssef på trods af, at han selv var på gaden for at demonstrere både sidste år og de sidste par uger.
”Han elsker sit land og har sagt, at han vil danne en regering, der består af uvildige eksperter (og ikke af sekteriske politikere, red.)”.
Youssef fortæller, at problemet i Libanon ikke er Hariri, men derimod at de andre sekteriske politikere ikke vil lade ham gennemføre de nødvendige reformer. Derudover priser Youssef også Hariris gode udenlandske forbindelser, som han er overbevist om, at Hariri kan trække på for at samle økonomisk støtte til Libanon.
Hariri og de udenlandske forbindelser
Hariris udenlandske forbindelser er især at finde i Saudi-Arabien, hvor det meste af Hariri-familiens forretningsrige er at finde. Dette er takket være Hariris far, Rafik Hariris, årtiers slid med at bryde igennem i den saudiske byggebranche og efterfølgende opbygge og konsolidere personlige forbindelser dybt ind i den saudiske kongefamilie. Det har betydet, at Libanon gennem Hariri-familien i årtier har kunne regne med saudiske investeringer, tilskud og lån.
Men i takt med at den libanesiske gæld er eksploderet over årene og de økonomiske reformer er udeblevet, har penge fra hele verden inklusive fra Saudi-Arabien vist sig sværere at tiltrække.
Derudover blev det positive ved Saad Hariris forbindelser til Saudi-Arabien pludselig vendt på hovedet i november 2017, da Hariri ved et besøg i Saudi-Arabien pludselig annoncerer sin aftrædelse som premierminister i et meget bizart træk.
Da Hariri 12 dage senere er tilbage i Libanon udskyder han sin aftrædelse og trækker den senere helt tilbage.
Ifølge Foreign Policys David Kenner var hele affæren et saudisk forsøg på at underminere den iranske indflydelse i Libanon ved at lægge pres på landet gennem Hariris aftrædelse. Saudiske kronprins Mohammad Bin Salman tvang således Hariri til at træde tilbage i håbet om, at det ville kaste Libanon ud i en krise, som ville svække den iransk-støttede Hizbollah-bevægelse.
Hele hændelsen ender i højere grad med at samle Libanon mod en opfattet saudisk aggression. Samtidig sætter affæren også spørgsmålstegn ved strukturen af Hariri-familiens forbindelser til Saudi-Arabien, og i hvor høj grad Hariri blot er en brik i Saudi-Arabiens geopolitiske spil.
Hariri og en regering af teknokrater
Som Youssef nævner, har Hariri talt om at danne en regering bestående af teknokrater uden tilknytning til de politiske partier.
Det giver Faour dog ikke meget for.
”Det har vi hørt før.”
Ifølge ham er det set tidligere, at magthaverne har lovet at støtte op om en regering bestående af teknokrater og eksperter. I stedet ender det med at nogle teknokrater træder ind på nogle ubetydelige poster, mens de tunge ministerier stadig er forbeholdt de sekteriske partier.
Hariris forgænger Mustapha Adib måtte i september netop træde tilbage, da han ikke kunne få opbakning fra parlamentet til sin regeringsdannelse. Her var det blandt andet de shiitiske partier Amal og Hizbollah, der ikke ville give afkald på deres ret til finansministerposten.
”Hariri har også været premierminister før. Hvis han inderligt ønsker at danne en regering af teknokrater, hvorfor gjorde han det så ikke tidligere? Hvorfor skulle det denne gang være anderledes, når det stadig er de samme politikere, der trækker i trådene?” spørger Faour lettere retorisk.
Hariris tilbagekomst er ikke protestbevægelsens fald
Det var under Hariris tidligere regering, at et forslag om en skat på opkald på populære kommunikationstjenester som WhatsApp, blev gnisten, der satte gang i en kæmpe protestbevægelse.
Her gik hundredtusindvis på gaden over hele landet under blandt andet sloganet ”dem alle, betyder dem alle”, som var en henvisning til at hele det politiske system er råddent, og at alle politikerne derfor bør træde tilbage.
Regeringen forsvarede skatten som et nødvendigt tiltag for at få styr på landets knusende gæld og skrantende økonomi.
Demonstranterne nægtede at betale en sådan skat, da de mente, at den økonomiske situation skyldtes korruption og misvedligeholdelse af landet begået af de sekteriske politikere herunder Saad Hariri.
Demonstranternes korruptionsanklager var ikke ubegrundede. Korruption og klientelisme gennemsyrer landet i en sådan grad, at Libanon lå nummer 139 ud af 180 lande på Transparency Internationals korruptionsindeks fra 2019, – altså blandt verdens mest korrupte lande.
Regeringen droppede skatten, men demonstrationerne fortsatte. Men de førte ikke til det sekteriske systems fald eller til andre etablerede politikeres afgang ud over Hariris. Med Hariris genkomst er det svært at få øje på konkrete politiske indrømmelser opstået som resultat af protestbevægelsen.
Men ifølge professor i Globale Studier ved Roskilde Universitet Sune Haugbølle viste protestbevægelsen, at det er muligt at samle libaneserne på tværs af sekteriske, politiske og sociale lag i et land, der ellers er bygget op om en sekterisk opdeling af befolkningen.
”Der har de seneste år været flere protestbevægelser, men de er aldrig rigtig nået ud over aktivistmiljøet i Beirut. Denne gang manifesterede det sig tværsekterisk og tværpolitisk. Det er ikke set før, og det gjorde folk optimistiske.”
”Vi viste, at de eneste der går op i sekterisme i dag er magthaverne. Det gør de udelukkende, så de kan blive ved magten, for libaneserne er mere enige end nogensinde før,” siger Faour.
