Af Niels Tanderup Kristensen, Dansk Industri
Der blæser nye vinde i Libyen, men der må også pustes nyt liv i det private initiativ, hvis landet ikke skal falde tilbage i politisk turbulens. Det er konklusionen efter at Dansk Industri (DI) var på en assessment tur til landet i begyndelsen af 2012.
Det ældre Air Italia fly lægger an til landing i Tripolis lufthavn. De godt 200 passager har det seneste kvarter stirret intenst ud af vinduerne og man fornemmer at alle tænker på hvad der mon er dernede.
Dernede hvor Muammar Gadaffi regerede i 42 år, inden han mistede livet i oktober i fjor. Svaret er, her et lille år efter opgøret mod Gadaffis Jamahiriyya startede, en umiddelbar normalitet og dermed en kontrast til det mediebillede af kaos der oftest tegnes af Libyen efter Gadaffis fald.
På vej fra lufthavnen ind mod byen synes den sikkerhedsmæssige situation under kontrol og vores chauffør fortæller frejdigt, at hvis bare Libyen får tilstrækkelig med cement, vand og cigaretter, så skal de nok klare sig.
På turen ind til centrum skinner solen og Tripoli fremstår som enhver anden større Nordafrikansk by med enkelte glasindrammede moderne højhuse omgivet af lav traditionel bebyggelse.
Børn leger på byens pladser, og der er liv i bybilledet. Hver anden mur er præget af slagord for revolutionen og farverig graffiti af Gadaffi, der bliver sparket ud af landet som en anden hund.
Eneste synlige brud på det fredelige billede er enkelte kontrolposter i vejkanten, hvor en pick-up parkeret bag et træ har fastmonteret et antiluftværnsgevær på ladet, og flankeres af enkelte militsfolk med en AK47 over skulderen.
Den umiddelbare normalitet dækker ikke desto mindre over en række dybereliggende potentielle brudflader af social, økonomisk og politisk karakter.
Der er ingen nemme løsninger på rejsen fra et autoritært styre til et demokrati. Kan man bryde med de normer, der har holdt landet i en ekstrem topstyring gennem flere årtier og ligger så dybt indprentet i befolkning som det normale?
Kan man rette op på de store udviklingsforskelle mellem land og by, kvinder og mænd, sekulære og islamister, unge og gamle, familie og klanmønstre, arbejdstager og arbejdsgiver mv. Listen over udfordringer er ligeså lang som den over muligheder.
I første omgang har overgangsrådet indsat en teknokratregering, der har mange nye og uprøvede personer i topstillinger i forskellige ministerier, med baggrund i oprørsstyrkerne eller nyligt vendt tilbage fra eksil i udlandet.
Regeringen er udsat for et stort forventningspres. Dels ønsker folket reformer og synlige ændringer her og nu, dels kritiseres regeringen for manglende legitimitet til at træffe beslutninger om de reformer, der er vigtige for fremtiden.
Større reformer forventes derfor først at finde sted efter valget, der skal holdes inden den 23. juni 2012. Dannelsen af politiske partier er derimod allerede begyndt efter den midlertidige regering den 4. januar i år ophævede Gadaffis forbud mod politiske partier. En øget decentralisering af magten er ligeledes påbegyndt.
Den midlertidige regering er også udfordret på andre fronter.
Det anslås at den libyske økonomi er skrumpet med 27,6 procent i 2011 som følge af et brat fald i olieproduktionen og eksporten. Kombineret med at mange midler fortsat er indefrosset og at den offentlige forvaltning er ekstremt svag, er det økonomiske handlingsrum for regeringen begrænset.
Det er dog vurderingen, at den økonomiske vækst vil komme sig hurtigt, gennemsnitligt 11,5 procent om året i perioden 2012-16, og olieproduktionen er allerede ved at nærme sig niveauet fra før revolutionen. Libyen kan dog ikke sætte hele sin lid til optøede likvide midler og oliepenge.
Dels er oliesektoren domineret af udenlandske selskaber og ikke særlig arbejdskraftintensiv, dels har man ikke den administrative kapacitet til at igangsætte større udbudsrunder indenfor offentlige investeringer på kort sigt.
Derudover er de fleste arbejdstagere i Libyen forsat ansat i den offentlige sektor (op til 60 procent af arbejdsstyrken), hvilket var en bevidst strategi fra det gamle regime for at skabe en afhængighed af statens indtægter og undgå oprør. Derudover havde Libyen, som mange af golflandene, en stor gruppe af immigrantarbejdere, op mod 2 mio. personer, som forestod meget af det manuelle arbejde i byggebranchen.
Men dette er ikke nogen holdbar løsning fremadrettet. Ikke mindst fordi Libyen har stor ungdomsarbejdsløshed, og en befolkning hvor halvdelen er under 30 år.
Der skal således gøres meget for at øge arbejdsudbuddet og det kan kun komme fra øget privat initiativ, da den offentlige sektor ikke kan absorbere de mange arbejdsløse og de mange mennesker der pt. er på en form for passiv overførsel fra det offentlige og skal omskoles til det private erhvervsliv.
Dette kræver et stærkt fokus på udvikling af private virksomheder og et sundt investeringsklima.
Den private sektor havde en hård tid under Gadaffi og den industrielle sektor repræsenterer kun 0,4 procent af BNP, hvis man ikke medtager olie og gas.
Det store behov for genopbygning efter revolutionen kan skabe nye arbejdspladser. Men meget afhænger af om Libyerne ønsker at tage manuelt arbejde i byggebranchen, som immigrantarbejderne tidligere forestod, og om man får vedtaget en stærk økonomisk plan, der skaber incitamenter for andre sektorer end energi.
Samt får vedtaget nogle rammer der motiverer til entreprenørskab og innovation samt udenlandske investeringer og partnerskaber.
Potentialet er til stede, da Libyen stort set importerer alle forædlede varer i dag og har en ineffektiv landbrugsproduktion. Indenfor en række sektorer som sundhed, kommunikation, transport, fødevarer, turisme osv. er der ligeledes mange lave frugter at plukke.
Investeringer i en diversificering af økonomien tjener et dobbelt formål, dels at styrke det private initiativ, men også bidrage til den politiske stabilitet.
Økonomisk udvikling og politisk stabilitet er to sider af den samme mønt. Den ene kan ikke fungere uden den anden. Og hvis det ikke lykkedes at skabe økonomisk vækst i Libyen, drevet af den private sektor, kan det libyske forår hurtigt blive et mørkt og dystert efterår.
Det er derfor vigtigt at omverdenen engagerer sig i Libyen for at fremme vækst og beskæftigelse og bidrage med projekter, der kan styrke den private sektor.
At Danmark nu har åbnet et repræsentationskontor er et vigtigt skridt i den politiske dialog. Fra DI’s side ønsker vi at styrke landet ved at opbygge den private sektor og fremme beskæftigelse og vækst.
Det første skridt er taget i forbindelse med at afdække mulighederne for den private sektor og de organisationer og institutioner der kan gøre en forskel.
Næste skridt bliver at føre dem ud i livet.
————–
Niels Tanderup Kristensen er chefkonsulent i DI (Dansk Industri)
