Ingen dialog i konflikten i Cabo Delgado

globalnyt_-_690x390
Biskop Luiz Fernandez Lisboa.
Foto: Agenzia Fides/CC BY-SA 4.0
Gerd Kieffer-Døssing

18. februar 2021

Nik Bredholt

Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam). 

Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.

Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.

Tidligere blogindlæg fra Nik Bredholt

Biskop Luiz Fernando Lisboa fra bispedømmet Pemba i Cabo Delgado-provinsen i det nordlige Mozambique har været en vigtig røst fra civilsamfundet omkring konflikten med den islamiske væbnede gruppe, der siden 2017 har skabt kaos i området tæt på grænsen til Tanzania.

Men nu er Lisboa på vej videre og skal tilbage til sit fødeland Brasilien, hvor han skal lede et andet bispedømme.

Biskoppen har været brugt som talerør i flere sammenhænge – også i de danske medier, hvor blandt andet Danmarks Radio har refereret til ham og ringet til ham for at få indsigt i situationen i Cabo Delgado.

Konflikten har medført, at mere end 500.000 mennesker er blevet fordrevet, og tusindvis har mistet livet. Ifølge UNHCR udvikler situationen sig dagligt til det værre.

Historisk fredsformidler
I sine bemærkninger til konflikten har biskoppen peget på den årelange marginalisering af befolkningen som en af grundene til oprøret, og han har være kritisk over for den måde gasforekomsterne i området udnyttes på. Historisk har den katolske kirke i Mozambique ageret formidler i fredsprocesser, og biskoppens forsøg på at skabe forståelse kan ses i det lys: At en dialog på den ene eller anden måde er nødvendig.

Regeringen i Mozambique har været meget skeptisk over for biskoppens kommentarer til situationen og har forsøgt at miskreditere ham i offentligheden. Den væbnede gruppe er i regeringens kommunikation blevet omtalt som udlændinge, der bruger radikale islamiserede unge til at gå imod naturgasprojektet, ligesom myndighederne har knyttet oprøret til udlændinges udnyttelse af lokale, som arbejder i rubinminerne. I det hele taget er området rigt på ressourcer, men desværre samtidig et af de fattigste i landet.

Regeringen har indtil nu fulgt en strategi om at nedkæmpe oprøret militært, hvilket ikke har vist sig muligt. Der er desværre adskillige rapporter om grusomheder begået af militæret i deres søgen efter medlemmer af den militante gruppe.

Biskoppen har i forbindelse med sin afgang sagt, at en væsentlig udfordring for at finde en fredelig vej frem er, at den væbnede gruppe ikke har en struktur med en egentlig ledelse, som kan indgå i en dialog.

Så er dialog overhovedet mulig, hvis regeringen insisterer på, at gruppen er udenlandske terrorister, og hvis der ikke er nogen troværdig modpart? Andre steder i Afrika har modvilje mod at indgå i dialog med grupper, som kaldes terrorister, til gengæld tidligere forhindret, at der fandtes fredelige løsninger.

Biskoppens afgang kan vise sig umiddelbart at gøre det endnu vanskeligere at føre dialog, men en ny person på posten kan samtidig give regeringen mulighed for at bedre relationen til en mulig mediator.