Irak får FN-hjælp til at genopbygge Mosul med resterne efter ISIS

Arbejdet med at indsamle og sortere de millionvis af tons murbrokker efter ISIS-konflikten har skabt jobs og forretningsmuligheder i Irak.


Foto: UN Environment
Søren Steensig

29. juli 2022

55 millioner tons murbrokker. Så massive var ødelæggelserne i Mosul ifølge FN efter konflikten med Islamisk Stat (ISIS), der sluttede i 2017.

Iraks andenstørste by Mosul var under de militante islamisters kontrol fra 2014, indtil en koalitionsstyrke med blandt andre irakiske, amerikanske, franske og britiske tropper befriede byen efter ”den hårdeste bykrig udkæmpet siden Anden Verdenskrig.

FNs Miljøprogram (UNEP) og International Organization for Migration (IOM) har siden oprettet et genanvendelsescenter med japansk finansiering, som de irakiske myndigheder nu får ansvaret for at videreføre.

Ødelagt bygning i Mosul efter de voldsomme gadekampe under byens befrielse fra ISIS. (Foto: UN Environment)

Centeret laver murbrokker om til byggematerialer, blandt andet betonblokke og kantsten samt materialer til vejlægning.

På vegne af den irakiske regering udtrykker Miljøministeriet sin taknemlighed overfor Japans regering for at støtte dette vigtige projekt samt til UNEP og IOM for at muliggøre en bæredygtig håndtering af de store mængder konflikt-murbrokker og en miljørigtig genoprettelse af de befriede områder,” udtalte Iraks miljøminister, Dr. Jasim Abdulazeez Humadi, ved overdragelsen af centeret den 28. juli.

Genbrug giver jobs, forretningsmuligheder og grøn omstilling

Før resterne fra de smadrede bygninger kan få nyt liv som kantsten og veje, skal de indsamles og sorteres. Og det arbejde har skabt 240 jobs, som hovedsageligt er gået til unge uden jobmuligheder samt 40 kvinder.

Ved at fjerne affald, stimulere innovation og skabe jobs giver genanvendelsen af murbrokkerne også en vigtig forretningsmulighed,” påpegede Sami Dimassi, UNEPs regionale direktør for Vestasien.

Ifølge FN har flere lokale entreprenører allerede vist interesse i at købe de genanvendte byggematerialer.

Indtil videre er der indsamlet i omegnen af 25.000 tons murbrokker i Mosul, hvoraf halvdelen er genbrugt i nye byggematerialer.

FN og IOM har i samarbejde med de irakiske myndigheder startet lignende genanvendelsescentre i Sinjar, Hamdaniya og Hawija.