Irakisk naturforening bygger vandhøstende dam til dyrene i mulig fredspark

leopard-1851398_960_720
Thomas Jazrawi

Leoparder, geder og mange andre dyr har haft vanskeligt ved at finde vand i et område i den kurdiske del af Irak. 

Nu skal en lille dam spare dyrene for at vandre langt for at lindre halsen i det tørre terræn. Det er en konstruktion, der skal høste regnvand, så det er tilgængeligt for dyrene. 

Det er miljøorganisationen Nature Iraq, som er en del af miljønetværket Birdlife International, der har stået for den tiltrængte hjælp til dyrelivet. 

Det fremgår af et opslag på organisationens hjemmeside. 

Nature Iraq forventer, at det vil få bl.a. planter, padder, reptiler og guldsmede til at trives i området. . 

Området er beliggende lidt syd for den kurdiske by Sulaimani, og i det, der er foreslået som fredspark, hvor den persiske leopard skal beskyttes, skriver den irakiske miljøorganisation på sin hjemmeside. 

Fredsparker er et begreb, der henviser til naturområder, som kan skabe fordragelighed mellem individer, regioner og stater. 

Læs mere om dem på hjemmesiden for FN’s Konvention om biodiversitet: 

https://www.cbd.int/peace/about/peace-parks/default.shtml