Iraks blodige Oktober-revolution handler om det samme som protesterne i Libanon

BEIRUT, Globalnyt: Unge irakeres drømme om revolution har en høj pris. Siden de gik på gaden i protest mod landets regering den 1. oktober, er mindst 250 demonstranter dræbt og flere end 1000 såret. Oktoberrevolutionen, som irakerne har døbt opstanden, er blodigere end de igangværende demonstrationerne i Hong Kong, Chile, Algeriet og Libanon. Tilsammen.

Men selvom voldsomheden af den irakiske protest er uden sidestykke, trækkes der paralleller til demonstrationerne i Libanons hovedstad, Beirut, cirka 1000 kilometer fra Bagdad i Irak. I begge lande herskes efter en sekterisk styreform – et politisk kvotesystem, hvor magten fordeles mellem nationens religiøse og etniske minoriteter. Udbredt korruption og nepotisme i den politiske og økonomiske magtelite er et andet fællestræk, og ønsket om at rive det hele ned synger både den irakiske og libanesiske protestbevægelse om.

”Det er et opgør med sekterismen. Irakernes og libanesernes demonstrationer er på mange måder identiske,” siger Bassel Salloukh til Globalnyt.

Han er lektor i statskundskab på American University of Beirut og forfatter til bogen The Politics of Sectarianism in Postwar Lebanon. Ifølge ham er det sekteriske system blevet brugt som røgslør. I både Irak og Libanon har politikerne spillet minoriteterne ud mod hinanden, forgyldt sig selv og deres egne cirkler og løst nul af landets problemer.

Resultatet er økonomisk krise og en befolkning på bristepunktet. I Libanon blev forslaget om en afgift på WhatsApp dråben, der fik bægeret til at flyde over og skabte bølger af protester, der blev så høje, at landets premierminister Saad Hariri i sidste uge trak sig.

I Irak startede det hele med ydmygelsen af en krigshelt.

Blodbad og status quo

Generalløjtnant Abdel-Wahab al-Saadi er højt respekteret af både sunni- og shiamuslimer i Irak. Han kæmpede i forreste geled mod jihadisterne fra Islamisk Stat og satte livet på spil for sine landsmænd, hvad enten de var sunnitter, shitter eller kurdere.

Da han fra den ene dag til den anden blev offentligt fyret og degraderet til en ligegyldig kontornusserstilling i forsvarsministeriet, var skriften på væggen klar og tydelig for mange irakere: Generalløjtnanten var blevet smidt under bussen, fordi han havde sagt fra overfor Iraks korrupte og sekteriske magtelite.

Rasende over behandlingen af al-Saadi gik titusinder på gaden i 11 ud af landets 18 provinser. Det var for lidt over en måned siden.

Båret af den irakiske ungdom, som er født under Irakkrigen, opvokset i Islamisk Stats terror og myndiggjort i et land med en ungdomsarbejdsløshed på over 25 procent, er protesterne vokset og vokset. I sidste uge marcherede mere end 200.000 demonstranter igennem Bagdad.

Regeringen har svaret igen med dødbringende vold. Sikkerhedsstyrkernes tåregasgranater har gennemboret demonstranters kranier, og de irakiske myndigheder har gravet alt fra kidnapninger til snigskytter op fra værktøjskassen for at stoppe protesterne. FN har gentagende gange skreget på besindighed – senest i en rapport, der udkom tirsdag i denne uge.

Samme dag affyrede irakiske sikkerhedsstyrker igen deres våben mod demonstranterne – med døden til følge.

Iraks præsident, Barham Salih, lovede allerede i sidste uge, at premierminister Adel Abdul Mahdi fratræder, ligesom det er sket i Libanon. Men for at forhindre et magtvakuum, skal der først findes en afløser – en tidsudtrækningstaktik, der for mange af demonstranterne stinker af status quo.

Arv fra Irakkrigen

Kravene fra den irakiske protestbevægelse er de samme som dem, der råbes ud i Beirut: Regeringen skal træde af, magten skal overtages af en apolitisk, teknokratisk overgangsregering, og et nyt politisk system, renset for korruption og sekterisme, skal blomstre op.

Årsagen til, at korruption og sekterisme ofte nævnes i samme sætning, er simpel: Der er en direkte forbindelse.

Iraks sekterisme er en relativt ny ting. Styreformen erstattede præsident og diktator Saddam Hussein, som blev afsat under USA og dets allieredes invasion af det olierige land i 2003.

Siden da har Iraks politiske partier taget hånd om deres egne sekteriske bagland og foræret jobs til medlemmer og støtter, mere end de har varetaget landets interesser. Det illustreres bedst ved, at den offentlige sektor er vokset fra 850.000 ansatte i 2004 til mellem syv og ni millioner ansatte i 2016.

”Den politiske elite er blevet rig på at været møgkorrupt. Men nu er det ved at eksplodere i ansigterne på dem,” siger Bassel Salloukh, der bakkes op af flere kollegaer.

Ghassan al-Attiyah, irakisk lektor i statskundskab, kalder Oktoberrevolutionen for ”beviset på at landets sekteriske, politiske system har spillet fallit” i et interview med Al-Jazeera.

Renad Mansour, Irakforsker i den britiske tænketank Chatham House, siger til BBC, at de irakiske demonstranter kalder på mere end blot en enkelt leders eller et bestemt politisk partis endeligt.

”De ønsker et helt ny politisk system, fordi de føler, at både de sunnitiske, shiitiske og kurdiske ledere misbruger sekterismen til at forgylde sig selv” siger Mansour.

Det iranske spøgelse

Præcis den frustration har også mødt New York Times-journalister i deres interviews med irakiske demonstranter.

”Der er korruption, og vi har ikke haft ordentlig elektricitet i 14 år. Vi ønsker ikke politiske partier, vi ønsker intet fra dem. Vi vil bare gerne have et land at bo i,” siger demonstranten Mushtaq Radi Salih ifølge den amerikanske avis.

Med livet som indsats forsætter han og mange andre irakere deres protest. Mod regeringen, mod sekterismen. Og mod en fremmed stormagt, der for en gangs skyld ikke er USA.

Oktoberrevolutionen er også et opgør med Irans indblanding i landets affærer. I weekenden blev flere hovedkvarterer for iranske stedfortrædergrupper nedbrændt af demonstranter i sydirakiske byer. Alle sammen politiske partier, som også står bag premierminister Adel Abdul Mahdi.

I forbindelse med nedkæmpelsen af Islamisk Stat har iranerne skaffet sig selv politisk indflydelse i både Syrien og Irak. Det ultrakonservative præstestyre har ifølge Brian Hook, det amerikanske udenrigsministeriums særlige udsending for Iran, investeret 115 milliarder kroner i udviklingen af militsgrupper i Syrien og Irak. Det skriver Politiken.

Udover det er Iran massivt tilstedeværende i Libanon som både politisk parti og militærenhed i form af Hizbullah. Her kæmper de aktivt for at bevare den nuværende sekteriske styreform, ligesom de gør det i Irak. Og begge steder mærker de befolkningens stigende skepsis ånde dem i nakken.

”Teheran plejede at drage fordel af, at rivalerne var korrupte og ineffektive,” siger Emile Hokayem, Mellemøstanalytiker fra International Institute for Strategic Studies, i et interview med New York Times.

”Men i takt med, at Irans partnere og stedfortræderpartier har fået mere magt, kan de ikke se sig fri for et ansvar for landenes ’ildebefindende’.”