Israels bosættere er på mission

Israelske bosættere i Hebron på den besatte Vestbred. Billedet er fra 2016.


Foto: Ryan Ashcroft/SOPA Images/LightRocket via Getty Images
Kirsten Larsen

29. februar 2024

Bosætterbevægelsen og dens støtter i den israelske regering nøjes ikke med at henvise til Guds ord og den amerikanske erobring af det Vilde Vesten. De argumenterer for deres sag med deres egen fortolkning af resolution 242, som FN’s Sikkerhedsråd vedtog efter seksdageskrigen i 1967.

Det er en af de få sikkerhedsresolutioner om forholdet mellem Israel og palæstinenserne, som rådets medlemmer har været enige om, og de kræver, at Israel rømmer besatte områder.

Men der er et punkt, som Israel har bidt sig fast i, som argumentation for at resolutionen ikke er klar, fortæller seniorforsker Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier.

Globalnyts podcast Højtryk fokuserer på de israelske bosættere på den besatte Vestbred, hvor bosætterne under krigen i Gaza har optrappet deres angreb på palæstinenserne. Vi ser på, hvem bosætterne er – både i de regeringsanerkendte bosættelser og de ikke helt så officielle outposts. På hvorfor den amerikanske drøm og de europæisk fødte pionerer i USA fylder så meget i bosættelsesbevægelsen. Og hvad bosætterne synes, de palæstinensiske beboere skal gøre.