De har kastet med sten mod israelske soldater, skrevet modstandsdigte på Facebook og saboteret militærkøretøjer. Nogle af dem har endda – tja, intet gjort. Fælles for dem er, at de er besatte palæstinensere i et israelsk fængsel.
Den 15. april får danskerne mulighed for at høre deres rå fortællinger om livet i en israelsk fængselscelle, når teaterstykket ‘Besættelsens Fanger’ har premiere på Teater FÅR302 i Nyhavn. Stykket, som tidligere er blevet opført i Oslo, Tokyo og Tel Aviv, er skrevet af den jødiske, israelske instruktør og skuespiller Einat Weizman og bygger på fortællinger fra virkeligheden.
Modstand
I en kronologisk bevægelse fra anholdelse til celle tager Einat publikum med på en rejse, der byder på kummerlige forhold, brud på basale menneskerettigheder og forskelsbehandling, som kun palæstinensere oplever i israelske fængsler.
En replik lyder: ‘en dag kommer vi ud af jeres fængsel’. Det refererer ikke bare til et fængsel i ordets konkrete forstand.
Jacques Lauritsen
Fangerne besvimer under tortur, og forhørslederen truer med at voldtage deres koner. Men stykket vil ikke bare være en offerfortælling. Det handler i den grad også om, hvordan mennesker, der er isolerede fra omverden, forsøger at holde fast i sig selv og hinanden. Det mener instruktør Jacques Lauritsen, der står for opsætningen af ‘Besættelsens Fanger’ i Nyhavn:
“Der er undertrykkelsen og brutaliteten på den ene side, men der er også modstandskraften på den anden. Altså fangernes naturlige viden om, at hvis ikke de virkelig holder sammen og organiserer sig, så har de andre (israelerne, red.) frit spil. Så stykket er lige så meget om tryk og modtryk, om undertrykkelse kontra modstand og håb,” fortæller Jacques Lauritsen.
En af de oftest benyttede modstandsformer er sultestrejkerne. Det er gennem dem, at fangerne formår at opnå en række forbedringer gennem årene –en madras at sove på, familiebesøg og livsvigtig medicin. Indimellem får fangerne frataget nogle rettigheder, og også her bruger de sultestrejker som et middel til at få dem tilbage.
“Det er et væsentligt våben for dem. Derfor forsøger den nye israelske regering også at ændre i lovgivningen, så fangerne eksempelvis kun må sidde tre måneder i samme celle eller et halvt år i samme fængsel. Simpelthen for at forhindre den der organisering, som er både udbredt og velfungerende,” fortæller Jacques Lauritsen.
Det store fængsel
Stykket er helt konkret en historie om fanger i et fængsel. Men for Jacques Lauritsen spejler stykket det større fængsel, som palæstinensere hver dag befinder sig i under Israels besættelse.
“I en eller anden forstand er den israelske besættelse af Palæstina komprimeret i denne her forestilling. En replik lyder: ‘en dag kommer vi ud af jeres fængsel’. Det refererer jo ikke bare til et fængsel i ordets konkrete forstand,” mener Jacques Lauritsen.
Fortællingen om både det lille og det store fængsel er ifølge Lauritsen vigtig at fortælle danskerne, der ikke altid bliver præsenteret for den fulde sandhed om forholdene i Israel og Palæstina.
“Stykket formidler nogle stemmer og fortæller om nogle vilkår, som er horrible. Det kan man sige om mange ting, men her foregår det et sted, hvor mange mennesker tror, det er anderledes,” lyder det fra tovholderen på den danske opsætning.
Syv år i isolationsfængsel
Teaterstykket er skabt i et samarbejde mellem Einat Weizman og en håndfuld eksfanger, som instruktøren har interviewet over en længere periode. Weizman kan ikke tale med nuværende indsatte, for der er absolut ingen adgang for udefrakommende.
Da Jacques Lauritsen i november besøgte Einat Weizman i Tel Aviv, fik han mulighed for at møde inspirationskilden til en af stykkets hovedpersoner. Den palæstinensiske eksfange var i 1987 med til at angribe en bus med israelske soldater på vej til Vestbredden. Det mislykkedes, og han fik 40 års fængsel, hvoraf syv foregik i isolation.
“Jeg kan huske, at jeg blev meget overrasket over, hvor mild han var. Det havde jeg ikke forventet af et menneske, der har siddet så længe i fængsel og endda syv år – syv år! – i isolation,” fortæller Lauritsen.
I fængslet var den indsatte fangernes talsmand, og over årene tog han del i hele ti sultestrejker. Som led i en fangeudveksling blev han løsladt før tid i 2012. Men fordi hans egentlige dom først udløber i 2027, må han ikke forlade landet indtil da.
Fra glamourøs filmstjerne til forhadt aktivist
Samarbejdet mellem Einat Weizman og de palæstinensiske eksfanger var en af grundene til, at Jacques Lauritsen fik lyst til at opsætte stykket i Danmark. Han havde i mange år ledt efter fortællinger som denne.
“Jeg savner i det danske teaterlandskab, at flere forestillinger er skrevet eller skabt af dem, det handler om,” fortæller Lauritsen.
Det sker ikke særlig ofte, at en jødisk israeler laver et stykke om og med palæstinensiske fanger. Og det lå måske heller ikke i kortene, at Einat Weizman skulle ende med at lave det stykke.
(Foto: Dominique Charriau/WireImage)
Tilbage i 00’erne spillede hun med i en række israelske komedier og romantiske dramaer. Hun befandt sig oftere på røde løbere end i selskab med palæstinensere, og i hendes arbejde var der langt til nogen former for aktivisme. Men det skulle ændre sig.
“På et tidspunkt i sit liv møder hun nogle palæstinensere. De fortæller hende om, hvordan Israel behandler palæstinensere – i hendes egen baghave! Og der går det op for Einat, at der er en helt anden virkelighed, hun ikke kendte til,” genfortæller Jacques Lauritsen sin kollegas historie.
Det bliver et skelsættende møde for Weizman, og fra det øjeblik beslutter hun sig for at ændre kurs. Hun vælger at fokusere på teaterforestillinger, der skildrer konsekvenserne af den israelske besættelse, og i dag står der på hendes hjemmeside:
“Jeg er skuespiller, teaterinstruktør og dramatiker med base i Tel Aviv. Jeg er også palæstinensisk menneskerettighedsaktivist.
Alle mine forestillinger er politisk dokumentarteater, der har til formål at kaste lys over de blinde pletter af den israelske virkelighed.”
Spyttet på
Kursændringen har overraskende nok ikke været populær i hjemlandet. ‘Besættelsens Fanger’ blev forbudt af den israelske kulturminister forud for en planlagt premiere på en velrenommeret teaterfestival. Begrundelsen lød, at stykket var med til at glorificere terrorisme. I protest lukkede hele festivalen, da andre teatergrupper ikke ville spille under utilsløret censur.
Men balladen gjorde det i flere år umuligt at finde et hjem til stykket. Først i 2019 gik et lille teater i Tel Aviv med til at lægge hus til – efter teateret havde ansat en advokat til at tage sig af potentielle retssager. Men modstanden havde kun gjort Einat Weizman mere stålsat i sin aktivisme.
“Fra den dag hun iførte sig en t-shirt med ordene ‘Free Palestine’, begyndte hademails og dødstrusler at tikke ind,” fortæller Jacques Lauritsen, og fortsætter:
”Hun blev spyttet efter på gaden. Hun blev blacklistet af det statsligt-kulturelle establissement, og i dag vil ingen teatre eller filmproducenter ansætte hende, enhver statsstøtte er udelukket, og hun kan ikke leje offentlige lokaler.”
For Jacques Lauritsen tjener kollegaens opofrelse for den politiske kunst til en påmindelse om, hvor gode kår kunsten har i Danmark.
“Vi glemmer nogle gange, hvor privilegerede vi er som kunstnere og scenekunstnere i Danmark,” påpeger han.
