Kendt politiker rykker fra Christiansborg til Dansk Industri

Sofie Carsten Nielsen sammen med administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen
Foto: Dansk Industri
Thomas Jazrawi

17. april 2023

Tidligere politisk leder af Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, skifter 1. maj Folketinget ud med en nyoprettet position som EU Bio Project Director i Dansk Industri. Her får hun ansvaret for at opbygge en ny og handlekraftig koalition for bioteknologiske løsninger i EU (biosolutions), skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.

Det er et samarbejde mellem Novo Nordisk Fonden og DI, som står bag planerne. Koalitionens opgave bliver at styrke EU-politikernes bevidsthed om det store grønne potentiale i biosolutions og at for at forbedre EU’s regulatoriske rammer for biosolutions-sektoren. Målet er, at flere biologiske løsninger hurtigt kan komme på markedet og bidrage til Europas bæredygtige udvikling.

“Biosolutions kommer i de kommende år til at spille en afgørende rolle for både samfund, sundhed og klima. Derfor er det vigtigt og glædeligt, at vi i denne stilling kan ansætte en så stærk og erfaren kapacitet som Sofie Carsten Nielsen, der har stor viden og indsigt, og som er vant til at navigere i komplekse dagsordener”, siger adm. direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen.

“Et perfekt match”

Sofie Carsten Nielsen har udover sin baggrund som blandt andet forskningsminister været formand for Radikale Venstres EU-udvalg og næstformand for Nyt Europa, ligesom hun var De Radikales spidskandidat til EU-Parlamentsvalget 2009 og har arbejdet som politisk konsulent i Europa-Parlamentet. Hun var indtil i dag Radikale Venstres Europaordfører.

Koalitionens fundament bliver DI’s tætte relationer til andre europæiske erhvervsorganisationer samt DI’s EU-kontor i Bruxelles. Ligeledes vil DI’s netop lancerede biosolutions-politik være et afsæt for arbejdet. Sofie Carsten Nielsen får arbejdsplads i Industriens Hus på Rådhuspladsen med hyppige ture til Bruxelles og andre EU-lande.

“Jeg glæder mig til at begynde arbejdet for at få biosolutions højere op på den europæiske dagsorden. Biosolutions kan blive en kæmpe gevinst for klimaet og den grønne omstilling. Og det haster for EU med at få tidssvarende regler og godkendelsesprocedurer. Biosolution-løsninger – naturens egne metoder kombineret med fremragende forskning – er simpelthen geniale. Og at arbejde med det på den europæiske dagsorden er et perfekt match for mig”, siger Sofie Carsten Nielsen.

Danske virksomheder er verdensførende

Danske virksomheder er verdensførende inden for biosolutions. Problemet i dag er, at EU-regler er blevet en obstruktion for, at danske og andre EU-virksomheder kan bevare og udvide positionen som globale storspillere på bio-området. Især de meget lange godkendelsesprocedurer og stramme restriktioner på nye bioteknologier er problematisk for virksomhederne og den grønne omstilling.

Biosolutions dækker over løsninger, der udnytter naturens egne mikroorganismer – såsom enzymer, bakterier, gærceller og naturlig plantebeskyttelse – igennem fermentering og bioraffinering. Potentialet er enormt. Eksempelvis vurderer en nylig rapport fra Copenhagen Economics mulighed for globale CO2-reduktioner fra biosolutions på 4.300 mio. tons i 2030. Det svarer til otte procent af verdens samlede udledninger.

Læs også: Danmark mister job, skattepenge, forskning og viden på grund af EU’s regler