EU’s globale kompas svinger mod pragmatisme

Formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, og formand for Det Europæiske Råd, Charles Michel, har haft svært ved at finde fælles fodslag på EU’s udenrigspolitik.


Foto: Pier Marco Tacca/Getty Images
Morten Scriver Andersen

23. februar 2024

Et muligt amerikansk genvalg af Donald Trump, en vaklende sammenhængskraft i NATO, en udmagrende krig i Ukraine, og et stadig større modspil fra det globale syd. Man kan roligt sige, at udfordringerne for EU står i kø op til Europa-Parlamentsvalget i juni, hvor også en ny kommission skal udpeges. 

Serie: EU’s globale skæbneår

Splid i USA, konflikt i Ukraine og Mellemøsten, klimakrise, et opstigende Kina og et langt større modspil fra Det globale syd.

Mens de udenrigspolitiske udfordringer står i kø, og et EU-parlamentsvalg 6.-9. juni lurer i horisonten, prøver EU at finde sin rolle i verden.

I denne serie, som er støttet af Europa-Nævnet, undersøger Globalnyt unionens fremtid på den globale scene.

Alle seriens artikler

Flere og flere, herunder Danmark, kigger mod EU som global aktør, når kriser, krige og pandemier rammer. Og stadig flere forventer, at EU kan agere strategisk, selvstændigt og handlekraftigt på de globale udfordringer.

Samtidig skal EU holde balancen mellem varm idealisme og kold pragmatisme. En balance, der for alvor blev udfordret af Ruslands invasion af Ukraine. Pludselig blev gasafhængighed, forsyningskæder og kritiske råstoffer en hovedpine. Siden har EU, der før invasionen var afhængig af olie og gas fra Rusland, indgået energipartnerskaber med stater, som Egypten, Qatar og Saudi-Arabien, der ikke ligefrem scorer højt på diverse demokrati- og menneskerettighedsbarometre. 

”Hvis EU´s udenrigspolitik er en kompasnål, der svinger mellem pragmatisk og idealistisk, så er vi altså over i, ’jamen vi skal jo have den energi’, og så bliver man mere pragmatisk,” siger Rasmus Nørlem, der er chefanalytiker i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO). 

En anden afgørende faktor for EU’s ageren i verden er sikkerhedspolitiske spørgsmål omkring unionens nærområder. EU bruger store ressourcer på kystvagter og på sikkerhed og stabilitet, særligt i Nordafrika og Sahel-regionen. Ultimativt for at forhindre flygtningestrømme ind i Europa.

Det fokus understreges i EU’s nylige migrationspagt. Pagten, som er blevet kritiseret for at sylte flygtninges rettigheder, er endnu et eksempel på, at EU sætter kikkerten for det pragmatiske øje, når fremtidens udenrigspolitiske kurs skal sættes, vurderer Rasmus Nørlem.

Bedrevidende europæere og samarbejdet med det Globale Syd

Grundet geopolitiske forskydninger har EU altså på det seneste ført en mere pragmatisk udenrigspolitik.

Tidligere forsøg på en mere idealistisk tilgang har da heller ikke altid haft de forventede resultater. Menneskerettigheder, retsstatsprincipper og demokrati er centrale værdier. De står indskrevet i en række EU-traktater, og unionen er forpligtet til at fremme og støtte disse værdier på tværs af sin udenrigs,- sikkerheds,- handels,- og udviklingspolitik. Men det er mange lande og samarbejdspartnere trætte af. 

De opfatter EU som en bedrevidende aktør, der ankommer med en løftet pegefinger. Derfor har flere afrikanske lande valgt vestlige partnere fra til fordel for Kina – og i sikkerhedsspørgsmål Rusland.

Europæerne har altså mistet goodwill fra potentielle samarbejdspartnere i det globale syd og tabt terræn til globale konkurrenter som Kina, fordi man har ville blande sig for meget. For eksempel når det kommer til samfundsindretning, minoritetsrettigheder og naturbeskyttelse.

”Problemet er jo, at vi i Europa har en klassisk forestilling om, at vi gør så meget godt for resten af verden. Men hvis man hører på, hvad det globale syd siger, så er de jo trætte af, at der kommer en løftet pegefinger,” siger Anders Overvad, der er chefanalytiker i Tænketanken Europa.

Grøn omstilling kan genstarte relation

Længe har det været sådan, at for afrikanske ledere var det mere oplagt at gå til kineserne, der uden krav og formaninger har udstedt kæmpe lån, frem for at skulle høre på bedrevidende europæere, forklarer Anders Overvad. Men det er ved at ændre sig. 

Det skyldes blandt andet, at Kina er ved at omlægge sin strategi for engagement i Afrika, og fordi at afrikanske stater også begynder at mærke de negative konsekvenser ved at samarbejde med kineserne, der spiller efter “uigennemsigtige regler.”

Derfor ser Anders Overvad ”spændende perspektiver” i en EU-tilgang til partnerskaber i Syd, der er mindre løftet pegefinger og har mere fokus på strategiske investeringer i fælles interesser, herunder teknologier til at støtte den grønne omstilling og klimatilpasning.

Rasmus Nørlem er enig i, at klimapolitik har potentiale til at fodre mere ligeværdige partnerskaber mellem EU og det globale syd. EU har forpligtet sig på en ambitiøs grøn klimadagsorden og høje mål for nedskæringer i udledninger.

For at indfri målsætningerne har EU brug for partnere, og det kan give lande i det globale syd bedre og flere kort på hånden, når partnerskaberne skal indgås. 

Rasmus Nørlem understreger dog, at de sidste mange år har budt på masser af eksempler på, at EU i deres udenrigspolitik har været langt mere fokuseret på sikkerhed og økonomiske interesser end på frihed og menneskerettigheder. For at handle og lave økonomiske partnerskaber, er stabilitet nødvendigt. Derfor har man også set EU understøtte sin handels- og udenrigspolitik med militære operationer. 

Et eksempel, mener Rasmus Nørlem, er EU’s bidrag til en militær operation omkring det gas- og olierige område i det nordlige Mozambique, hvor franske og italienske olie- og gasvirksomheder har store interesser.

Krigen i Gaza udstiller mudret europæisk udenrigspolitik

Hvor tung en global spiller EU kan blive, afhænger ifølge Rasmus Nørlem og Anders Overvad ikke kun af, om unionen kan finde en balance mellem en pragmatisk og idealistisk udenrigspolitik. Men også om medlemsstaterne kan blive enige om at stille sig det samme sted i geopolitiske spørgsmål. Det har ofte vist sig svært. Senest i forbindelse med krigen i Gaza. 

Rasmus Nørlem kalder det ”bizart”, at EU, på trods af et stort økonomisk og politisk engagement både i Palæstina og Israel, som potentielt kunne give unionen gennemslagskraft, ikke har kunnet nå til enighed om en fælles tilgang til krigen i Gaza.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen placerede efter Hamas ́ angreb et stort israelsk flag på kommissionsbygningen i Bruxelles. På den anden side af vejen satte rådsformand Charles Michel et stor hvidt flag op i sympati med alle de civile ofre.

”Det er ikke en klar udenrigspolitik. Det er en meget mudret udenrigspolitik,” siger Rasmus Nørlem.

Anders Overvad er enig. Han betegner samarbejdet mellem Charles Michel og von der Leyen som ”fuldstændigt katastrofalt”, og mener, at EU har brug for en udenrigschef, der bedre kan fremme diplomatiet, markere sig tydeligt og finde et samlet ståsted for EU.

Rasmus Nørlem mener, at EU står ved en skillevej – eller et mudret vadested om man vil. EU-Parlamentsvalget til juni bliver for ham en god indikation på, hvad vej EU vil gå. Sat på spidsen kan EU gå to veje. Mod et ”Europas forenede stater” med en EU-hær og en mere markant fælles udenrigspolitik. Eller tilbage til at være et handelssamarbejde, hvor de enkelte medlemslande fører egen udenrigspolitik. 

Der er mere end nogensinde behov for et EU, der kan bidrage til at håndtere tidens globale kriser og konflikter. Om det vil ske afhænger i høj grad af, om EU evner at træde tydeligt frem på den internationale scene.