Kina og USA – hvor står kampen om verdensherredømmet i dag?

Jesper Hallas Jessen

8. december 2022

Læsetid: 5 min

Kampen om verdensmagten mellem Kina og USA spænder over flere områder.

Striden om Taiwan i Det Sydkinesiske Hav er for alvor blusset op, efter at landet fik besøg af formanden for Repræsentanternes hus i USA, Nancy Pelosi. Samtidig med at advarsler og trusler flyver frem og tilbage, anerkender de to supermagter deres afhængighed af hinanden, alt i mens en diplomatisk kamp om Afrika udvikler sig.

En ting er sikkert. Et stabilt diplomatisk forhold mellem verdens to supermagter er afgørende for fred og sammenhængskraft i en tid, hvor den ene krise afløser den anden.

Nyt spændingspunkt i Taiwan

Kampen om indflydelse i Indo-Stillehavs-regionen står forsat som det største spændingspunkt mellem de to supermagter.

USA’s præsident, Joe Biden, vurderer, at hans lands omkostninger ved at lade Kina blive den stærkeste i regionen vejer tungere end risikoen for konfrontation mellem de to lande.

USA har etableret og genoplivet alliancer og partnerskaber i Asien og gjort Taiwans sikkerhed til et endnu højere interesseområde for USA. Fra Washington lyder stærke udtalelser om støtte til sydøstasiatiske lande, som føler sig truet af Kina i Det Sydkinesiske Hav.

Alt imens ser Kina sin dominans af området omkring den kæde af øer, som strækker sig fra Japan i nord til Indonesien i syd og som indrammer det strategisk vigtige Sydkinesiske Hav, som afgørende for vækst, sikkerhed og ambitionen om at blive en global flådemagt, skrev Crisis Group.

Ydermere skrev tænketanken, at der ville være forhøjet risiko for militært sammenstød mellem Kina og USA. Deres kampfly kommer foruroligende tæt på hinanden ved Taiwan og deres krigsskibe i Det Sydkinesiske Hav. En sådan konfrontation er dog ikke forekommet endnu.

Crisis Groups mareridtsscenarie er, at Kina forsøger at invadere Taiwan, og at USA derfor ville føle sig nødsaget til at forsvare republikken. Scenariet blev set som usandsynligt på daværende tidspunkt.

Men USA har siden Crisis Groups analyse, pustet endnu mere til konflikten ved at insistere på at gå imod ‘Et Kina-politikken’.

Verden holdt vejret, da formand for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, på trods af advarsler fra Kina besøgte Taiwan i begyndelsen af august. Hun er den mest højtstående amerikanske politiker, der havde besøgt republikken i 25 år. Pelosi kaldte det et tegn på USA’s “urokkelig forpligtelse til at støtte Taiwans pulserende demokrati.”

Besøget blev af Kina set som en voldsom provokation og som endnu et led i USA’s underminering af ‘Et Kina-politikken’.

At amerikanerne blæste på Kinas advarsel, førte til, at Beijing skruede op for det militære modsvar med øvelser nærmest hele vejen rundt om Taiwan i et hidtil uset omfang, hvor ballistiske og hypersoniske missiler blev testet i farvandet rundt om ø-staten.

Besøget har forværret forholdet mellem de to lande yderligere, og begge sider forbereder sig nu på at håndtere det værst tænkelige. Hvilket set fra USA er det, at Kina gennemtvinger foreningen med Taiwan militært. Set fra Beijing er det omvendt, at USA formelt anerkender Taiwan som en selvstændig stat.

Der er ingen dialog mellem de to landes militærtopfolk og der er derfor en stor risiko for misforståelser og overreaktioner, som hurtigt vil kunne eskalere, skriver Forsvarsakademiet i en analyse.

Chefen for den amerikanske flåde, Mike Gilday har advaret om, at det amerikanske militær skal være forberedt på muligheden for en kinesisk invasion af Taiwan inden 2024, skriver Financial Times.

Herudover har den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken sagt, at Beijing ønsker en meget hurtigere forening med Taiwan end tidligere antaget, og at den kinesiske præsident leder landet i en mere aggressiv retning, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Joe Biden har fire gange som præsident advaret Kina om, at USA ville gribe ind for at forsvare Taiwan mod et uprovokeret angreb.

G20-topmødet minder om fælles afhængighed

Crisis Group skrev, at USA og Kinas kappestrid er ødelæggende for det globale samarbejde for eksempel når det kommer til klimakrisen.

G20-topmødet på Bali den 15.-16. november gav dog et signal om afspænding i det diplomatiske samarbejde mellem Kina og USA, skriver DIIS i et debatindlæg.

Kinas præsident Xi Jiping og Joe Biden afholdt et mere end tre timer langt møde, som førte til løfter om samarbejde på områder som klima, global økonomisk stabilitet, sundhed og fødevaresikkerhed. Mødet vidner om, at landene anerkender den indbyrdes afhængighed de har af hinanden.

De sammenfiltrede interesser mellem Kina og Vesten og deres indlejring i den globale økonomi gør det meget vanskeligt og dyrt for begge sider at afkoble deres økonomier fra hinanden. skriver DIIS.

Et eksempel er USA’s afhængighed af Kina for levering af sjældne jordarter, batterier og andre komponenter til højteknologisk produktion. Produktionen af ​​batterier til elektriske køretøjer og grøn energilagring er helt domineret af kinesiske virksomheder.

Samtidig har Kina et problem med overkapacitet i produktion af solpaneler, vindmøller og elbiler. Uden vestlige markeder vil Kinas vækst og beskæftigelse blive påvirket, hvilket vil bringe den sociale stabilitet i landet i fare, siger seniorforsker hos DIIS, Yang Jiang.

Kampen om Afrika og international indflydelse

Den geopolitiske kamp om indflydelse strækker sig fra Det sydkinesiske hav til Afrika.

I de senere år har Kina i høj grad udvidet sit økonomiske og diplomatiske fodaftryk i Afrika. Kinesiske investeringer i afrikanske infrastrukturprojekter nåede 23 milliarder dollars mellem 2007 og 2020 – mere end de næste otte udlånere af penge til udvikling tilsammen, skriver Foreign Policy.

Kina har projekter i alle afrikanske lande med undtagelse af det lille land Eswatini. Projekterne vedrører transport, energi og boligområder. Landet har sågar betalt for og designet Den afrikanske unions hovedkvarter samt parlamentsbygninger rundt omkring på kontinentet.

Beijing fortæller, at formålet er at skulle ”løse afrikanske problemer på den afrikansk måde” som Xi Jinping sagde i en tale tilbage i 2018.

Washington derimod kalder Kinas massive investeringer i Afrika en del af et såkaldt gældsfælde-diplomati. Et internationalt, finansielt forhold, hvor et kreditorland sætter låntagere i en gældsklemme, som udlåneren kan udnytte til at fremme egne interesser og indflydelse med i det pågældende land.

En strategi i tråd med USA’s tidligere præsident John Adams, som sagde:

“Der er to måder at erobre og slavebinde et land på. Den ene er med sværdet. Den anden er med gæld.”

Amerikanerne er nu også for alvor gået ind i kampen om Afrika.

Den 13. til 15. december er omkring 50 statsoverhoveder og 1.000 afrikanske embedsmænd, inviteret til Washington til topmøde, i et forsøg på at imødegå kinesisk indflydelse på kontinentet i kampen for verdensmagten.

Et udkast til dagsorden for topmødet viser en bred vifte af emner, som sundhed, klimaforandringer, landbrug og handelsforbindelserne mellem USA og Afrika. Kina er ikke nævnt én gang i det 34 sider lange udkast til dagsorden, skriver Foreign Policy.

Washingtons interesse i Afrika taler ind i Bidens nationale sikkerhedsstrategi, udgivet i år. En af sikkerhedsstrategiens presserende prioriterer, er at konkurrere med Kina rundt om i verden. Rapporten gør det klart, at ”de næste ti år bliver det afgørende årti” i USA’s konkurrence med Kina om den internationale orden.