De kinesiske havne: Guide til interaktivt kort
Sådan bruger du kortet
Brug din mus til at rykke rundt på kortet, og zoom ind og ud. Hvert rødt punkt repræsenterer en havn med kinesisk indflydelse – klik på de enkelte punkter for mere information.
Kortet virker bedst fra din desktop.
Definitioner
’Operation’ er havne, hvor kinesiske enheder har kontraktligt lov til at operere
’Ownership’ er havne, hvor kinesiske enheder ejer mere end 50 procent.
‘Finansiering/Sponsor’ er havne, der er bygget baseret på kinesiske lån, eller hvor kinesiske enheder ejer en aktieminoritet.
Status på byggeriet opgøres i fem forskellige faser: Annonceret, Under konstruktion, Er på forskellige stadier, Midlertidig på pause, Færdig.
Baggrund
The Center for Strategic and International Studies (CSIS) har indsamlet data fra Financial Times og World Port Index og krydstjekket med tænketankens egen database med information om kinesiske investeringer. CSIS har også brugt data fra lokale medier.
Al data blev kortlagt af tænketanken i 2019, så det vides ikke, hvordan Covid-19 har påvirket havneprojekterne.
Kineserne har længe haft et godt øje til Afrika i deres ambitiøse initiativ om at forbinde tre kontinenter under Silkevejsprojektet.
Udover at investere i jernbaner og udvinding af mineraler, gas og olie i og omkring Afrikas midte, har kineserne haft godt gang i at bygge havne langs kontinentets kyster.
Data fra den amerikanske tænketank The Center for Strategic and International Studies (CSIS) viser, hvilke afrikanske havne Kina, på den ene eller anden måde, er med til at opbygge og renovere.
Kina har med Silkevejsprojektet globalt set investeret stort, og det virker amerikanerne ikke henrykte over. Trump-administrationen gik blandt andet benhårdt efter kinesiske virksomheders initiativer i Afrika ved at sende tidligere udenrigsminister Mike Pompeo på en turné på kontinentet sidste år for at advare mod, hvad han kaldte, ”tomme løfter” fra autoritære regimer. Selvom han altså ikke nævnte Kina direkte, er observatører enige om, at det er Kina, han henviste til. Indtil videre har præsident Biden ikke vist udpræget vilje til at ændre den amerikanske skepsis over for stormagtsrivalen fra øst.
I datasættet fra CSIS fremgår det, at flere af de kinesisk-afrikanske handelshavne er bygget til at kunne modtage militærskibe. Netop Kinas tilstedeværelse i verdenshavene er noget, amerikanerne nøje følger med i. Pentagon udgav sidste år en rapport, der konkluderede, at Kina nu ejer verdens største flåde.
Læs også: Malaysia nægter at blive brik i USA-Kina spil om Det Sydkinesiske Hav
Åben kortet i en større udgave, og gå på opdagelse.
Økonomi over alt andet
Kina er langtfra den eneste nation, der råder over eller investerer i havne langs Afrikas kyster. USA og Frankrig favner også godt om kontinentet, men fokuserer man udelukkende på Østafrika er Kina klart den største investor i regionen, fortæller Jessica Larsen, der forsker i maritim sikkerhed med fokus på Afrikas Horn på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Hun er ikke bekymret over Kinas oprustning i området.
”Efter min vurdering ønsker Kina primært militær tilstedeværelse på grund af sine strategiske økonomiske interesser. I nogle af havnene opererer statsejede kinesiske virksomheder, og der er også store kinesiske fiskeflåder ud for Afrikas kyster. Det er blandt andet for at blive bedre til at beskytte økonomiske interesser, at Kina har opgraderet sit søværn med større skibe og nye våbensystemer de seneste par år,” siger hun til Globalnyt.
International beskyttelse af fragtskibe og deres besætninger med militær tilstedeværelse ved Afrikas Horn er der som sådan ikke noget nyt i. Danmark bidrager selv til den internationale kamp mod pirateri og maritim kriminalitet ved at patruljere omkring områderne og ved at deltage i internationale missioner.
Netop de logistiske udfordringer ved de internationale missioner giver Kina en anden god grund til at investere i havne ved Afrikas Horn. I 2017 oprettede Kina, hvad det kaldte en ”specialbase for logistisk støtte” i det lille land Djibouti – der ligger ud til Det Røde Hav med grænser til Eritrea, Etiopien og Somalia. I dag er der dog totalt adgang forbudt, hvilket kan virke underligt, hvis basen blot tager sig af logisitik. Djibouti er i forvejen kendt for at tjene penge ved at lægge land til andre landes militærbaser, blandt andet flere EU-lande, Japan og USA, hvis største permanente militærbase i Afrika ligger i det lille land.
”Kina har nogle tusinde soldater i Afrika, blandt andet i FN’s fredsbevarende missioner, og har også deltaget i antipirateri ved Somalias kyst ligesom det danske søværn, NATO og EU. Kina har derfor været interesseret i at oprette en militærbase for at gøre logistikken nemmere for det kinesiske militær,” siger Jessica Larsen, der tilføjer, at aftalen med Djibouti netop var et led i dette.
Det er altså ”ikke med et offensivt militært fortegn, når Kinas præsident Xi Jinping vil være ved Afrikas Horn,” siger hun og tilføjer, at Kinas militære tilstedeværelse på nuværende tidspunkt i stedet kan ses som defensivt orienteret.
Erkendelsen kom fra Libyen
Ifølge Camilla Sørensen, som er forsker med særligt fokus på Kina som stormagtsaktør hos Forsvarsakademiet, peger kinesiske forskere tit på kollapset i Libyen i 2011, som en vigtig begrundelse for hvorfor oprustningen til søs er nødvendig.
”Der var over 40.000 kinesiske borgere i Libyen i forbindelse med forskellige kinesiske projekter, og dem skulle Kina pludselig transportere ud. Det var den kinesiske flåde hverken klar eller gearet til at kunne håndtere hurtigt nok,” siger hun til Globalnyt.
Beskyttelsen af civile kinesiske arbejdere er derfor også en årsag til, hvorfor flere af de kinesisk-afrikanske havne kan modtage militærskibe i dag.
”Når du har så mange kinesiske borgere, som bliver sendt ud til projekter eller med private virksomhedsinteresser for øje, så har man også en interesse i at være i stand til at evakuere dem og få dem hjem, når der opstår behov for det,” siger Camilla Sørensen.
Den nye store spiller
Kinesiske patruljer i afrikansk farvand vækker også opsigt hos verdens stormagter, hvilket blot øger Kinas motivation for at være tilstede, fordi landet vil markere sin status i det internationale magtspil. Kina er en relativ ny stormagt, der i disse år fortsætter med at cementere sin position i verden via økonomisk vækst. Det var først sidst i 1990’erne og videre gennem 2000’erne, at Kina for alvor begyndte at satse på at bygge en potent flåde i verdensklasse. Det har øget spændingen til rivalen USA.
”Nærmest alt hvad Kina fortager sig i verden, om det så er i Afrika eller Arktis, ser amerikanerne som en potentiel sikkerhedsrisiko. Amerikanerne betragter Kina som en stormagtsrival, der udfordrer USA og tromler frem forskellige steder i verden. Vi må se, om det ændrer sig under en Biden-administration, men det er der ikke noget, der tyder på. Der har været en tendens til at male det hele meget sort-hvidt op,” siger Camilla Sørensen fra Forsvarsakademiet.
Der er ikke noget nyt i, at Kina har fokus på Afrika, understreger hun, men forholdet til kontinentet har fået en større økonomisk dimension, i takt med at Kinas økonomi er vokset. Lanceringen af Silkevejsprojektet i 2013 er et udtryk for landets interesse i at opbygge en global infrastruktur, der kan holde gang i den kinesiske vækst.
Som enhver anden stormagt med respekt for sig selv har Kina en interesse i at kunne vise konkurrenterne, at man kan tage vare på sig selv. Men selvom Kinas flåde bare bliver større og større i omfang, er der stadigvæk langt op til den amerikanske flåde, hvis man fokuserer på erfaring, slagkraft og det at agere globalt.
”Det har før været sådan, at det var den amerikanske flåde, der sikrede transportruterne [omkring Afrika red.], og det var fint med Kina, for sådan var det bare dengang. I dag har Kina ambitioner om at blive set og respekteret som en stormagt. En del af det er jo at opbygge et stærkt militær, som kan varetage kinesiske interesser rundt omkring verden,” lyder vurderingen fra Camilla Sørensen.
Muligt paradigmeskift til gavn for afrikanerne
Nu må vi ikke glemme Afrika. For når Kina investerer massivt i infrastruktur og sikkerhed i og omkring Afrika, må det vel også komme de lokale til gode, eller hvad?
Det er ingen hemmelighed, at Kina har fået kritik for sine finansieringsudlån til lande i det globale syd. Skrækeksemplet over dem alle har været Hambantota-havnen i Sri Lanka, der først var et prestigeprojekt, men sidenhen gav massivt underskud og nu leases til Kina i de næste 95 år, fordi den srilankanske regering i 2015 ikke kunne betale lånet tilbage.
Desuden har de kinesiske selskaber haft for vane at importere arbejdskraft hjemmefra, hvilket betyder, at der ikke skabes nye arbejdspladser til lokalbefolkningerne. Den metode er dog måske ved at ændre sig.
Læs også: Drømmen om olie truer Tchad-søen
”Jeg er ikke ekspert i Afrika, men efter hvad jeg har læst om Kinas fremgangsmåde, er der ved at ske noget. Kineserne begynder at indse problemerne og svaghederne ved deres hidtidige måde at lave projekter på. Xi Jinping har forsøgt at italesætte det flere gange i en Silkevejskontekst. Projekterne skal være grønnere og sikre, at de ikke styrker korruption – ja, det er jo alle de ord, vi selv kender fra udviklingsområderne. Det er ikke lettere for kineserne end for alle andre,” siger Camilla Sørensen.
Investeringer i infrastruktur er noget, som mange lande i Afrika har måtte se langt efter siden kolonimagternes exit, og det kan være med til at øge landenes vilje til at åbne dørene for kineserne.
”Jeg tror, at landene ved Afrikas Horn ser Kina som en kærkommen mulighed for at udvikle deres økonomi. Med Kina sker der noget efter ganske få år. Frankrig har haft relationer med Djibouti i nogle hundrede år, men der er ekstrem fattigt og dårlige veje uden for byerne. Så kommer Kina og bygger en havn på nogle år – bum,” siger Jessica Larsen fra DIIS.
Havnen, hun henviser til, er Afrikas største og blev bygget samtidig med en jernbane til Etiopien. Efter åbningen har Djibouti oplevet økonomisk vækst, men, siger hun, det er ikke kommet den brede befolkning til gode, da pengene typisk bliver på få hænder.
Det er heller ikke, fordi investeringerne er lig med problemfri udvikling. Kinas projekter ved Afrikas Horn medfører også for eksempel udfordringer i forhold til menneskerettigheder og gennemsigtighed, tilføjer hun, men samtidig er det værd at have in mente, at Kina faktisk har investeret i områder, som Vesten hidtil ikke har villet kaste penge efter.
I 1993 måtte Kina skaffe udenlandske resurser for at holde den positive udvikling kørende. Men flere lande havde allerede etableret sig i det internationale marked. Det var svært for Kina, der dengang var en ny spiller, som ledte efter områder, de kunne sætte sig på.
”Derfor var de risikovillige og gik ind steder, hvor der var ustabilitet, og hvor de selv skulle opbygge industrier fra bunden. Dengang var det vigtigt for kineserne ikke at lægge sig direkte ud med USA og Europa,” siger Camilla Sørensen.
Det altoverskyggende spørgsmål fra Vesten er, hvorvidt Kinas militære tilstedeværelse på og færden omkring Afrikas kyster i sidste ende udgør en decideret trussel om væbnet konflikt. Det afviser Jessica Larsen:
”En decideret militær trussel ser jeg ikke for mig for nuværende, men i en bredere forståelse af vores sikkerhed udgør Kina jo allerede en trussel for eksempel i forhold til kritisk infrastruktur, 5G-netværk, kunstig intelligens og cybersikkerhed. Det ved både EU, NATO og organisationernes medlemslande.”
