Klimaændringer giver mere pirateri i Bangladesh’s UNESCO-perle

new_sundarbans_image
Thomas Jazrawi

Det er ikke kun naturlivet, der blomstrer, i Bangladesh’s Sundarbans. I floderne og vildnisset foregår der en del lyssky aktiviteter.

Her i verdens største sammenhængende mangroveskov er det nemt at gemme sig for politi og myndigheder. Derfor trives piraterne i det store naturområde, som står på UNESCO’s liste over verdensarv.

Denne udfordring bliver endnu større af klimaændringer, skriver The Center for Climate and Security i et opslag.

Klimaforandringer er allerede en enorm plage for Bangladesh. Det salte vand fra oceanerne æder sig ind på landbrugsmarkerne. Når høsten er ødelagt, kan det være fristende for bønder at søge hurtige gevinster andre steder.

Stigning i rekrutter

Der er en stigning i nye rekrutter for piraterne, fortæller tidligere medlemmer af banderne, ifølge artiklen. Derudover er der flere, der forsøger at udnytte naturressourcerne i Sundarbans.

Dermed er der også mere bytte for piraterne, som kidnapper lokale for at få en løsesum. Til gengæld får akademikere og udlændinge lov til at værre i fred. så der ikke kommer for meget opmærksomhed på de lyssky aktiviteter.

Udover at være verdens største sammenhængende mangroveskov er Sundarbans rigt på dyr og fuglearter. Den truede bengalske tiger lever bl.a. her.

Læs hele artiklen på hjemmesiden for The Center for Climate and Security og læs mere om Sundarbans på UNESCOs hjemmeside.