Af Christian Jepsen
Medierådgiver hos Norsk Flygtningehjælp i Afghanistan
»Hvad fanden er der galt med sådan nogen som dig?«.
Sådan lød spørgsmålet i en mail fra en god bekendt, da jeg for en måned siden opdaterede ham om min kontraktforlængelse hos Norsk Flygtningehjælp i Afghanistan. Jeg fungerer som medierådgiver og har tidligere haft en tilsvarende stilling i samme land hos den danske organisation DACAAR.
Jeg har desuden i flere perioder opholdt mig i Afghanistan som freelancejournalist og som rejsende (turist lyder næsten for vulgært, når det drejer sig om Afghanistan). Siden 2005 har jeg samlet set tilbragt knap fire år i Afghanistan.
“Hvad driver jer til sindssyge steder som Afghanistan?«, fortsatte min bekendte, lettere harmdirrende, i sin mail. »I kan jo faktisk ikke være det bekendt over for jeres familie og venner«.
For mig var det simpelt. Jeg havde længe drømt om Afghanistan. Mit første besøg, en reportagerejse i 2005, tog mig rundt i det nordlige Afghanistan. I skramlede minibusser og taxier mødte jeg en gæstfri og stolt befolkning, som kæmper for at overleve under massiv fattigdom og ekstreme klimatiske forhold.
Jeg blev samtidig overvældet af mødet med en kultur, som jeg fandt både skræmmende anderledes og voldsomt fascinerende. Jeg var solgt; ’Afghanistan-bacillen’ havde for alvor fået tag i mig.
Da Mellemfolkeligt Samvirke året efter interviewede mig til min første stilling i Afghanistan, blev jeg oplyst om andre muligheder for udstationeringer, hvis jeg ikke blev tilbudt stillingen hos DACAAR i Kabul.
»Det lyder spændende med Nepal og Afrika«, svarede jeg. »Men for mig handler det lige nu kun om Afghanistan – på den ene eller den anden måde«.
Fantastisk tid i gammel rønne
Den første tid i Kabul var fantastisk. Jeg blev indkvarteret i mit eget lille hus i et ganske almindeligt middelklassekvarter midt i Kabul. Det var ikke paladsmodellen, som nogle udsendte får stillet til rådighed i Afrika, men derimod en cirka 20 år gammel rønne, som fulgte årstiderne på den forkerte måde: De tynde mure gjorde huset til en bageovn under de hede somre og til en tindrende kold fryser om vinteren.
Der var også en lille have med roser og vindruer. Efter danske forhold var mit hus helt klart i den nedrivningsmodne kategori, men det var mit hjem i mere end to et halvt år. Jeg elskede det.
Jeg var i det hele taget udstyret med mere ’normalitet’ end de fleste andre udlændinge i Kabul. Jeg var via min kontrakt sikret adgang til en bil, som igen var ovre i den mere afdankede kategori – en udslidt Toyota firehjulstrækker med rigelig patina i form af rust, skrammer og klistermærker.
Efter de første nervepirrende uger med at komme overens med den afghanske trafikkultur begyndte jeg at nyde friheden. Vi havde ingen begrænsninger, så længe vi holdt os inden for Kabuls bygrænse.
Checkpoints og pigtråd
Man vænner sig forbavsende hurtigt til at være i et konfliktland: Checkpoints, vagter og pigtråd og endeløse opdateringer om sikkerhedssituationen bliver en del af hverdagen. Det er lidt værre, at man som udgangspunkt ikke kan gå frit rundt på gaden.
Vi bliver fragtet rundt i firehjulstrækkere, mens vores inaktive kroppe forfalder. Værst er det for kvinderne, der bliver rådet til at bære tørklæde og dække bagen på de stramme jeans med en løs, lang skjorte. En spadseretur i Kabul som kvinde alene er stort set utænkeligt.
Personligt var begrænsningerne til at leve med – i de første år i hvert fald. Jeg susede rundt til de små hyggelige café-oaser, til restauranter med næsten hæderlig mad, til de løsslupne fester i ngo-miljøet og til tømmermandsramt fodbold på det tyske gymnasium om fredagen. Ikke ulig mit københavnerliv. Jeg fandt tilmed en temperamentsfuld spansk kæreste fra en FN-organisation.
Og som en fantastisk bonus kom min mor og mine søskende på besøg i flere omgange. De fik utrolige oplevelser, som er få forundt, i et usædvanligt land, og fik et indblik i mit liv, som har betydet, at de forstår mit valg og min fascination ved landet – og ikke automatisk går i panik, når der springer endnu en bombe i den afghanske hovedstad, selv om det altid opleves værre på afstand.
Kabul – støvet og kaotisk
Kabul er ikke en by for alle. Den påtrængende elendighed nager i baghovedet, og der er langt til ’Centralasiens Paris’, som den afghanske hovedstad blev kaldt i 1960’erne og 1970’erne. 30 års konflikt og krig har gjort en ende på pariserstemningen.
Kabul anno 2010 er støvet og kaotisk – fattig på retfærdighed, men rig på kontraster: Bag høje, lerklinede mure gemmer sig blomstrende haver og smukke gamle huse; andre steder læner svulmende opiumspaladser (huse i pakistansk stil med søjler og gesimser) sig ud over betonafspærringer dekoreret med tætte lag af pigtråd.
Ved siden af den tætpakkede morgentrafik spankulerer småpjattende skolepiger i fnugfri uniformer ubekymrede gennem støv eller mudder, alt efter årstiden – alt imens kvinder i trævlede burkaer rækker krogede, sprukne hænder frem mod forbipasserende konvojer af luksusfirehjulstrækkere.
Mit job gav mig mulighed for at komme omkring. Uden det store besvær har jeg gennem årene kunnet rejse rundt til mange af provinserne i den nordlige del af landet. Det var fantastisk at møde vores folk i felten, som med utilsløret stolthed fremviste brønde, konstrueret af DACAAR for 10-15 år siden, men stadig fuldt funktionsdygtige.
Rent vand, rådgivning og uddannelse til mennesker, som lever på et absolut eksistensminimum i støvede landsbyer, giver god mening. Jeg var stolt over at være en del af DACAAR.
Fremskridt og udvikling – dengang
Det var i 2006 og 2007. Der var masser af bekymringer omkring den overordnede situation i Afghanistan, men også fremskridt og udvikling. Sikkerheden i Kabul var op og ned. Som civile NGO-folk var vi overbeviste om, at vi ikke var et legitimt mål for Taleban og de andre grupper, som bekæmper regeringen og de udenlandske styrker.
Alligevel mærkede jeg en isnende fornemmelse brede sig gennem kroppen, når jeg hørte selvmordsbombere sprænge sig selv, et politisk eller militært mål og en masse uskyldige civile i luften. Jeg gik som regel ud på vores tagterrasse sammen med mine afghanske kollegaer for at se, hvor røgskyen dukkede op. Der var aldrig panik. Kollegaerne gik stille og roligt i gang med at ringe til deres kære i nærheden af røgskyen.
Det lyder barskt, men for afghanerne i hovedstaden er dramatikken i de fleste tilfælde til at overse. I 1990’ernes borgerkrig omkom ofte flere hundrede civile i Kabul om dagen.
Angrebet på Hotel Serena
For os civile udlændinge blev alt ændret med ét slag i 2008. På en kold januardag sprængte et par håndfulde Talebankrigere sig adgang til Kabuls luksushotel, Serena, og myrdede i flæng afghanske ansatte og udenlandske gæster. Bagefter bekendtgjorde de, at de ville fortsætte med at dræbe udlændinge, »hvor de mødes«.
Jeg kendte ikke de dræbte, men jeg kender overlevende, som måtte træde over lig på vej ud af hotellet. Vi var lammede. Stort set alle vestlige restauranter lukkede ned over night, og mange internationale organisationer – FN, NGO’er – holdt deres udsendte inde i deres gæstehuse. Festen var slut, troede vi.
Det var kort efter Serena-angrebet, at jeg blev interviewet til et dansk magasin om ’boiling frog’-syndromet. Forestillingen er, at hvis man smider en frø i kogende vand, får den et chok og springer op – men hvis man varmer den langsomt op, opdager den ikke faren, før det er for sent.
Journalisten var lovlig forelsket i sin vinkel – jeg vil som alle andre få et kæmpechok, hvis jeg på et tidspunkt er tæt på en eksplosion eller andet i den afdeling – men der er nok alligevel noget om den kogende frø. Grænserne for, hvad der er ’normalt’, rykker sig, når man bor i Afghanistan og lignende steder.
Og ideen om, at vi i den humanitære branche ikke udgør et mål for oprørerne, har fået alvorlige skud for boven. I de seneste par år har vi oplevet angreb mod både afghanske og internationale hjælpearbejdere med jævne mellemrum. Vi er stadig ikke prime targets, men vi er blevet mere forsigtige.
Konstruktiv forståelse af Teleban
Situationen er ekstremt kompleks, og hvis man vil bevæge sig rundt og gøre en forskel for mennesker i nød, må man have en dyb forståelse for konfliktniveau og magtbalance i provins for provins og landsby for landsby.
Ignorante vesterlændinge som jeg selv har også måttet erkende, at forståelsen af Taleban (og mange af de andre grupper) som en ond, perverteret terrorbevægelse hverken er holdbar eller konstruktiv. Gråzonerne og forbindelserne til kriminalitet og lokale konflikter er åbenlyse, men det giver som udgangspunkt mening at betragte Taleban som en politisk, religiøs bevægelse, som kæmper for en sag og for magten.
Ideen om Afghanistan som et land, der generelt set bevæger sig i ’den rigtige retning’ – fred, udvikling og demokrati – er også tæt på at være død. Statsledere i Vesten beretter stadig med et fast, indøvet blik, at Afghanistan går i den rigtige retning, samtidig med at deres egne diplomater i Kabul ryster opgivende på hovedet. Fattigdommen og korruptionen har bidt sig fast, og konflikten er ikke længere den ’gode krig’; den virker udsigtsløs.
Magi, støv og forurening
Og sådan er det også på andre niveauer. Noget af den Afghanistan-magi, jeg følte de første år, er forsvundet op i det lag af forurening og støv, som hviler tungt over Kabul. Længere nede har der indfundet sig en ny normalitet med højere betonafspærringer, flere checkpoints og en mere apatisk opgivende stemning blandt både udlændinge og afghanere.
Men – for der er et men – jeg oplever stadig glimt af det Afghanistan, jeg forelskede mig i for en håndfuld år siden. Det kan være et smil fra en kebabsælger, en felttur gennem støvede, nænsomt foldede brune bjerge, fnisende teenagere i en minibus, en ny vittighed om homoseksuelle i Kandahar eller et glas friskpresset granatæblejuice med den dybe syrligtsøde smag, som kun findes i afghanske granatæbler.
Det giver også mening at arbejde for en organisation, som bistår flygtninge og internt fordrevne på baggrund af humanitære principper. Behovene for bistand og udvikling er enorme og vil være det i mange år endnu.
Jeg har endnu ikke fået svaret på min bekendtes mail. Dels fordi jeg blev irriteret over hans utilslørede kritik af mine livsvalg, og dels fordi spørgsmålene stadig rumler i baghovedet. Hvad f….. laver jeg i et fjernt og farligt land?
Er det et ønske om at redde verden, dens flygtninge og udstødte? De skattefri lønninger? Attraktionen i de ekstreme kontraster? Utilpasheden og kedsomheden i en grå, renskuret normaldansk hverdag? Svært at sige – jeg ved det ikke. Måske lidt af det hele.
Hvorom alting er, så føler jeg mig næsten lige så meget hjemme i Kabul som på Nørrebro. Jeg er stadig lige fascineret af landet og ikke mindst befolkningen og mine venskaber, udenlandske og afghanske.
Så ja! – så længe det er fysisk muligt, bliver jeg ved med at komme tilbage til de støvede bjerge kaldet Afghanistan. På den ene eller den anden måde.
Denne artikel blev bragt som kronik i Politiken den 10. december 2010. Den bringes med forfatterens tilladelse og tilladelse fra Politikens redaktion.
