Gadesælgeren på martyrpladsen i det centrale Tripoli sælger frihedsarmbånd, der er lavet i Kina, mens børn løber ind og ud mellem boderne. En mand fortæller, at han har lagt sine tre AK-47 derhjemme, at fremtiden er lys, og at han er stor fan af fodboldklubben Juventus.
Af Jakob Øster og Niels Tanderup Kristensen
Stemningen er god denne eftermiddag i Tripoli, men meget ulmer under overfladen, siden Gadaffis fald den 20. oktober sidste år.
Allerede om bord på flyet mod Tripoli fornemmer man, at det ikke er et hvilket som helst land man er på vej imod. Passagererne ser forsigtigt hinanden an som om vi alle tænker ”hvad mon de skal i Libyen”?
Det er egentlig ikke fordi passagererne i flyet ved første øjekast adskiller sig synderligt fra andre flyvninger, men man fornemmer alligevel, at folk må have en eller anden spændende historie om hvorfor netop de sidder i et fly på vej til Libyen.
Lige fra de to uledsagede børn, til damen fra FN med de mange papirer, hun forsøger at holde skjult fra nysgerrige øjne, og til de mange forretningsmænd af både arabisk og vestligt udseende.
For det er et anderledes Libyen – det fornemmer man allerede så snart man er trådt af flyet og bliver mødt med det nye trefarvede flag med en lille arabisk halvmåne i midten, frem for Gaddafis enkle i rent grønt.
Det ny Libyen er ligesom det nye flag noget mere og noget helt andet end det gamle Libyen – og ligesom flaget er det nye Libyen på mange måder mere komplekst end det gamle.
Under Gadaffi vidste folk hvem der bestemte, de vidste hvad de måtte og måske især hvad de ikke måtte. Nu er tavlen visket delvis ren og mulighederne, ligesom udfordringerne, er lige foran. Det er nu op til Libyerne selv hvad de vil med deres land.
Mere åben privat sektor
Den private sektor i Libyen er ingen undtagelse.
Rammevilkårene for den private sektor – herunder både nationale og udenlandske virksomheder – var under det gamle regime defineret af en smal elite af Gaddafis familie og støtter. I dag er der, i princippet, en mere åben og fri konkurrence for virksomheder, om end det hjælper ikke at have været for dybt infiltreret i det gamle regime.
Omvendt fylder den private sektor meget lidt i den Libyske økonomi hvis man undtager olieindustrien, hvorfor der er et stort behov for investeringer i alle typer af brancher. Kombineret med en ung befolkning og en meget stor offentlig sektor, er der således et stort behov for en øget diversificering af økonomien.
Men som en tidligere statsansat i oliesektoren sagde ”vi var alle en del af regimet, men så længe man ikke deltog i korruption eller bidrog til at slå folk ihjel, er man velkommen i det nye i Libyen til at lave forretning”.
Udfordrende sikkerhedssituation
Selv om der uden tvivl er store muligheder for vestlige virksomheder i Libyen, repræsenterer sikkerhedssituation en stor udfordring sammen med problematikken om at finde frem til de ”rigtige personer”.
At sikkerhedssituation er usikker oplevede man i starten af sidste uge da det amerikanske konsulat blev angrebet i Benghazi og for 3 uger siden da en stor moske for moderate muslimer foran Radisson hotellet i Tripoli, uden varsel blev jævnet med jorden af Salafisternes bulldozere, vel at mærke uden at ordensmagten – der primært består af mere eller mindre regeringstro militser – gjorde noget for at stoppe nedrivningen.
I en erklæring fra det nationale råd, fordømmes angrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi og mordet på den amerikanske ambassadør Christopher Stephens: ”Det var en terrorhandling, der ikke har nogen forbindelse til byen Benghazi og dens borgere, og at dem der står bag ikke ønsker at Libyen bliver genopbygget, og at deres mål er at miskreditere deltagerne fra den libyske revolution”, hed det.
Udover disse åbenlyse sikkerhedstrusler er der geografiske spændinger om magten samt en stor opgave med at få afvæbnet både militserne og almindelige borgere.
Dog er de mange våben mindre synlige end i januar i år eller under det seneste danske erhvervsfremstød i maj.
På lidt længere sigt er de fleste vi talte med enige om, at et mere demokratisk styre vil tage form, inspireret mere af Tyrkiet end Iran, og alle gentager, at det kun er et lille mindretal af libyerne der ikke vil demokratiet og endnu færre der tyer til ekstreme og voldelige metoder.
Ny regering med offentlige udbud
Direktøren for Libyan Businessmen Coucil Hr. Isa Babaa, ser fortrøstningsfuldt på fremtiden for både lokale og internationale virksomheder i Libyen.
Han siger, at ”hvor Gaddafi mere eller mindre forbød private virksomheder gennem sin vanvittige jamahiriya-ideologi, så er der nu grobund for langt mere åben og fri handel og konkurrence i det nye Libyen”.
Netop nu er Libyen ved at gennemgå skiftet fra en overgangsregering uden folkeligt mandat til et egentligt demokrati.
Når den nye premierminister, Mustafa Abu Shagour, er kommet på plads og får sammensat den nye regering giver det mulighed for at træffe de mange nødvendige beslutninger der kræver det folkelige mandat som alle er meget fokuseret på skal være til stede.
Særligt interessant set fra den private sektor er de mange offentlige udbud som er blevet sat på standby efter revolutionen.
Selv om den nye regering vil opretholde mange af de kontrakter der blev underskrevet under Gaddafi, så vil flere blive sat i udbud på ny ligesom der vil være nye udbud efter over et års pause i offentlige investeringer.
Regeringens udfordringer
Den nye regering og den nyvalgte nationale kongres (hvoraf 20 procent er kvinder) står også overfor stigende arbejdsløshed og en overdimensioneret offentlig sektor, hvis kompetencer dels skal styrkes, dels skal omskoles til jobs i den private sektor.
Traditionelt har libyerne som i mange golflande importeret manuel arbejdskraft og skønt man er bevidst om at libyere skal bygge landet, er det de færreste der ønsker at tage et manuelt arbejde.
På lidt længere sigt er forventningen, at den nye regering og kongres får udarbejdet en ny demokratisk forfatning, der bliver sendt til folkeafstemning indenfor et år.
I den mellemliggende periode bliver en af de store skillelinjer hvor decentralt magten skal være fra Tripoli og hvilke politiske og religiøse grupperinger der dannes i kongressen. Indtil videre peger meget på en fortsat centraliseret magtstruktur baseret på en sekulær forfatning.
Vanskelig forsoning
Krigen åbnede op for mange af de frustrationer det libyske folk havde bygget op igennem 42 år under Gaddafi. Især spændinger mellem de favoriserede og forfordelte etniske grupper blev udløst under og umiddelbart efter krigen.
De mange afrikanere, der var blevet brugt af Gaddafi til både manuelt arbejde og lejesoldater, blev lagt for had og fordrevet, og libyere der havde været lidt for tætte med det gamle regime flygtede til nabolande, herunder specielt Tunesien hvor 600.000 libyere i dag opholder sig.
Arbejdet med ”truth and reconcilliation” (sandhed og forsoning) efter så mange år med så meget uretfærdighed er uden tvivl endnu en kæmpe udfordring for det nye Libyen.
Haves: investeringsmidler – Ønskes: danske virksomheder
Der er allerede en del danskere til stede i Tripoli, som man oplever det på Radisson Hotellet, hvor også udenrigsministeriet har indrettet konsulat.
Dette afspejler på mange måder Isa Babaas råd til danske virksomheder om at timingen for forretninger i Libyen er efter den nye regering er kommet på plads (dvs. i efteråret 2012), men at man allerede nu skal være aktiv for at få de rigtige kontakter på plads til når økonomien for alvor får vokseværk inden for kort tid.
Og Libyerne har midlerne til at investere. Olieproduktionen er oppe i samme gear som før krigen og den store oliehavn i Ras Lanuf er netop genåbnet.
Der bliver dog kamp om investeringer, og især briter, franskmænd, italienere og tyskere er stærkt repræsenteret og var tidligere inde i Libyen end Danmark. Eksempelvis har briterne gunstige støtteordninger til virksomheder, der ønsker at gøre forretning i Libyen.
DI i Mellemøsten
Dansk Industri (DI) har siden 2005 været engageret i MENA-regionen (Middle East and North Africa), gennem både et regionalt netværk af erhvervsorganisationer og bilaterale projekter med enkelte landes erhvervsorganisationer.
Dette arbejde er finansieret af den danske regerings ”Arabiske Initiativ”. De mellemøstlige erhvervsorganisationer spiller alle en central rolle i arbejdet med at skabe bedre rammevilkår for lokale såvel som internationale virksomheder.
Efter det arabiske forår er særligt dialogen mellem den offentlige og private sektor og mellem arbejdsmarkedets parter et centralt omdrej-ningspunkt og en del af de enkelte landes demokratiseringsproces.
På samme tid er partnerskaberne med til at styrke de enkelte organisationers kapacitet og demokratiske governance strukturer samt dialogen og forståelsen mellem Danmark og den arabiske verden, samt opbygge netværk til gavn for arabiske og danske virksomheder.
Jakob Øster er konsulent i Dansk Industri og Niels Tanderup Kristensen manager i samme organisation.
Artiklen er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk
