Den muslimske højtid Eid ul-Adha faldt i år i de sidste dage af juni. For indbyggerne i Sudans hovedstad, Khartoum, ligner højtiden i år ingen af de tidligere, for byen er et af de hårdest ramte områder i den krig, som landets officielle militær siden 15. april har udkæmpet med den paramilitære styrke Rapid Support Forces (RSF).
De to hære havde ellers begge lovet at holde våbenhvile i forbindelse med højtiden, men skudsalverne lyder stadig, og militæret har bombarderet RSF med både artilleri og fly, rapporterede flere medier onsdag.
Det anslås, at mindst 1,3 millioner af indbyggerne har forladt byen for at komme i sikkerhed. Der er ingen valide oplysninger, om hvor mange der normalt bor i stor-Khartoum. Tallene varierer fra seks til ni millioner.
De tilbageblevne lever i en storby, hvor det, der var af offentlig infrastruktur, er mere eller mindre ødelagt eller brudt sammen. Hospitalerne har meget svært ved at få forsyninger af medicin og basale ting til operationer, behandlinger og pleje. El- og vand-forsyningerne virker nogen gange, men er meget ustabile. Forretningerne kan ikke få nye varer, og indbyggerne har meget svært ved at få fat i penge, så de kan købe nogle af de varer, som rent faktisk er at finde i byen.
Sudan har oplevet mange væbnede konflikter, men hovedstaden har hidtil været et forholdsvist fredelig helle i det ofte kaotiske land.
Flygter til fattige og konfliktramte lande
FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, har tidligere anslået, at omkring én million mennesker vil flygte fra Sudan på grund af krigen. Indtil videre er omkring 600.000 flygtet til nabolandene Egypten, Tchad, Sydsudan og den Centralafrikanske Republik. Men krigens omfang i især Darfur-provinsen gør, at UNHCR nu regner med, at flere end én million vil flygte.
Organisationen vurderer, at op mod 2,5 millioner mennesker er blevet fordrevet siden krigen brød ud i april. Tallet inkluderer både dem, der er flygtet over landegrænser og dem, der er flygtet til andre steder inden for Sudans grænser. De to typer af fordrevne betegnes som henholdsvis flygtninge og internt fordrevne. Tallene er langt hen ad vejen baseret på gætværk, fordi hverken FN-organisationerne eller andre har mulighed for at komme rundt i landet for at få overblik.
Flere af nabolandene er selv fattige og konfliktramte, og derfor er de mange flygtninge en stor belastning for dem. Det samme gælder de områder i Sudan, hvor de internt fordrevne tager ophold i.
Der vil dø flere af følgesygdomme og andre indirekte konsekvenser af krigen, end der vil dø folk af at blive dræbt, vurderer Nils Carstensen.
Der er heller ikke nogen, som ved, hvor mange der er blevet dræbt i krigens knap to og en halv måned. Der verserer et tal på 2.000 døde, men det er også meget usikkert. Dertil kommer de sårede, som er i store mængder.
Fra OCHA, FN’s kontor for koordinering af humanitær bistand, lyder det, at næsten 25 millioner ud af landets 46 millioner indbyggere har brug for humanitær hjælp, og det anslås, at der er brug for 2,6 milliarder dollars (eller knap 18 milliarder kroner) til at betale for indsatsen i 2023. Indtil videre er der kommet lidt under 450 millioner dollars ind. Det svarer til 17 procent af behovet.
Flere kriser på vej
Den humanitære krise i Sudan er en af de værste humanitære kriser for tiden, mener Nils Carstensen, der er humanitær rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp. Han har besøgt og beskæftiget sig med Sudan i 30 år.
Nils Carstensen advarer om, at der venter en sundhedskrise forude, for der er mange sudanesere, som ikke kan få den medicin og behandling, de har brug for og indtil nu har været vant til. Det drejer sig for eksempel om folk med diabetes, nyre- og hjertesygdomme og andre kroniske sygdomme. Mange af dem vil få det meget værre og en del vil dø, siger han.
Der vil dø flere af følgesygdomme og andre indirekte konsekvenser af krigen, end der vil dø folk af at blive dræbt, vurderer han.
Et andet aspekt af den humanitære krise er fødevaresituationen. En stor del af landets industrialiserede fødevareproduktion ligger i og omkring Khartoum og er blevet ødelagt eller beskadiget af kamphandlingerne.
Læg dertil at landet i forvejen var afhængig af importerede fødevarer, og at det er svært og farligt for bønderne at transportere deres varer ind til byerne. Mangel på fødevarer udgør derfor også en stor udfordring, forklarer Nils Carstensen til Globalnyt.
Etnisk udrensning i ly af krigen
Krigen har to store epicentre. Udover hovedstaden Khartoum er det Darfur i den vestligste del af landet. Her har krigen også fået en etnisk dimension, og meget tyder på, at der foregår etniske udrensninger – altså hvor der er målrettede angreb mod særlige befolkningsgrupper – og det er den del af befolkningen, som er af mere afrikansk end arabisk udseende, det går ud over.
Det er problematisk at dele folk op i skarpe etniske grupper, men for klarhedens skyld tales der i denne artikel om folk af henholdsvis afrikanske og arabisk afstamning. Virkeligheden er langt mere nuanceret end det, men sikkert er det, at en af linjerne i Sudans konflikter går mellem dem, der er mere lyse i huden og dem, der er mere mørke i huden.
En væsentlig årsag til konflikterne er, at der er tørke, og det udpiner jorden så nomadiske kvægholdere og fastboende bønder må kæmpe om jorden.
At krigen kunne tage en etnisk drejning er der blevet advaret mod i ugevis. I Globalnyts podcast Højtryk, fortalte phd-studerende og Sudan-kender Mathilde Kaalund-Jørgensen, at hun frygtede, at krigen vil rive landet i stykker via etniske linjer, og at konflikten kan blive meget voldsommere end det var tilfældet i begyndelsen af juni, da hun var gæst i Globalnyts studie.
Den 14. juni blev guvernøren i delstaten Vestdarfur kidnappet og dræbt blot timer efter at han på TV havde anklaget RSF og dets allierede militser for at begå folkemord i området. En udvikling, der vækker mindelser om folkedrabet i 2003, hvor der blev begået massakrer mod landets ikke-arabiske befolkning. Drabet på guvernøren skal angiveligt have sat gang i en decideret masseflugt fra byen El Geneina, der er delstatens hovedstad.
Herfra fortæller civile til nyhedsbureauet Reuters, at de er blevet direkte beskudt af militssoldater. De fortæller også om drab, voldtægter og forsvindinger på ruten ud af El Geneina. Ifølge et øjenvidne ligger der døde mennesker langs vejene fra El Geneina. Hjælpeorganisationen Læger uden Grænser rapporterer også om mange civile, der er blevet beskudt og dræbt i området.
Tre lande har mulighed for at stoppe konflikten
Hverken Nils Carstensen eller andre, som følger situationen i Sudan, kan se tegn på, at parterne for alvor vil forsøge at forhandle sig til rette.
Det er begrænset hvad omverdenen kan gøre, for at tvinge parterne til at lægge våbnene og forhandle. Landets størrelse gør, at en eventuel militær indgriben for at stoppe krigen er urealistisk. Og sanktioner og fordømmelser fra Vesten har ingen virkning, mener Nils Carstensen.
De eneste, som for alvor kan presse de stridende parter til forhandlingsbordet er den nordlige nabo Egypten og de to arabiske lande Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, siger han.
Det skyldes, at de økonomiske strømme ind og ud af Sudan går via banker i disse lande. Men der er ikke noget, der tyder på, at de tre lande har i sinde at lukke for pengestrømmene, fortæller han.
Der er også et mæglingsforsøg fra den regionale samarbejdsorganisation IGAD med Kenyas præsident William Ruto i spidsen. Det kan måske føre til et eller andet, vurderer Nils Carstensen, men peger på det problem, at de afrikanske lande ikke har noget at presse på med.
De virkelige helte
Selvom der ikke er meget håb for fred at spore hos Nils Carstensen eller i dækningen af begivenhederne i Sudan generelt, afslører konflikten en lille solstråle i mørket, påpeger han.
Det er de virkelige helte. Vores største rolle som eksterne humanitære aktører er lige nu at finde kreative måder at støtte op om det arbejde, de lokale laver
Nils Carstensen, humanitær rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp
Det er de mange, mange frivillige, der transportere syge og sårede, mad og vand samt andre forsyninger rundt i landet. Den slags arbejde, som humanitære organisationer ofte udfører i krise- og krigssituationer.
Det er også frivillige, der står for at lappe anlæggene, der giver drikkevand og elektricitet – ofte med livet som indsats. Andre frivillige sørger for mad og vand til teknikerne, så de kan holde sig i gang i den stærke varme.
”Det er de virkelige helte. Vores største rolle som eksterne humanitære aktører er lige nu at finde kreative måder at støtte op om det arbejde, de lokale laver,” lyder det fra Nils Carstensen.
De frivillige er ofte utroligt godt organiseret. De arbejder i mindre decentrale grupper, som er udløbere af de ikke-voldlige modstandskomiteer, der opstod under de omfattende protester mod Omar al-Bashir, og som fortsatte under militærstyret, der sidenhen overtog magten.
”Vi har en situation, hvor der stort set ikke kommer noget ind, og det der kommer ind, kan du ikke uden stor risiko flytte i større mængder i for eksempel lastbil-konvojer. Så vi ser nu en nødhjælpsoperation, som primært bliver udført af frivillige.”
”Jeg har aldrig set noget i den størrelsesorden før. Det må ikke misforstås som et forsøg på at sige, at det her er nok, eller at det er godt nok, for det er det overhovedet ikke. Men det er meget imponerende.”
