Venezuela var engang Latinamerikas rigeste land. Det var det op til midten af 1980erne – ikke mindst takket være de store forekomster af olie – de største i regionen. Fordelingen af rigdommen var meget ulige. Utilfredsheden med det var en væsentlig grund til, at Hugo Chávez overtog magten i 1999. I dag er Venezuela blandt de fattigste lande i Latinamerika, og blot i de sidste ti år er produktionen faldet til en fjerdedel. Ikke mindre end 76 procent af befolkning lever nu i fattigdom.
I 2021-22 var der en vis, om end begrænset, vækst i økonomien takket være stigende oliepriser og overførsler fra venezuelanere i udlandet. Men det ser nu ud til at økonomien på ny fortsætter nedad.
Og over en fjerdedel af befolkningen, cirka 7,7 millioner, er flygtet ud af landet, næsten halvdelen til nabolandet Colombia. Før i tiden – tilbage i 90erne og starten af århundredet – var det Venezuela, der modtog flere millioner flygtninge fra Colombia grundet den voldsomme borgerkrig i nabolandet.
Resten af de venezuelanske flygtninge er spredt ud over landene i Sydamerika. Ofte lever de under kummerlige forhold uden legal flygtningestatus og i flere lande i Sydamerika ser man negativt på de mange flygtninge fra Venezuela. En relativ mindre om end stigende del søger at komme til USA, men det er ofte forbundet med store vanskeligheder og farer, ikke mindst at krydse Daríen junglen mellem Colombia og Panama.
Læs også artiklen Alene i mørket, uden ben med døden ved hendes side om den farefuld rejse mange migranter tager mod USA
Politisk fastfrossen situation
Siden præsident Nicolás Maduro kom til magten i 2013 efter Hugo Chávez død, er det gået hurtigt ned ad bakke. Den autoritære udvikling, allerede udtalt under Chávez, er blevet klart forværret med udelukkelse af oppositionspartierne fra den politiske scene.
Det seneste præsidentvalg fandt sted i 2018, og Maduro vandt en overvældende sejr, men valget blev underkendt af de fleste uafhængige observatører, der påpegede stor valgsvindel.
Efter det stærkt uregelmæssige valg i 2018 søgte man fra USA´s side at presse Maduro-regimet med en række sanktioner, der omfattede stop for eksporten af olie til USA og indefrysning af store summer fra oliesalget, som var deponeret i banker i USA. Ligeledes støttede man oppositionen i Venezuela ved at anerkende Juan Guaidó som interim præsident og leder af en foreløbig regering. Over 50 lande, herunder Danmark, anerkendte Guaidó som præsident og var overbeviste om, at Maduro vil falde i løbet af de første måneder af 2019. Det blev ikke tilfældet og i starten af 2023 opløstes Guaidó’s interim-regering. Også fordi han ikke havde den øvrige oppositions opbakning. Et klart nederlag for strategien om maksimum pres fra USA’s side mod Maduro.
I de senere år er der sket en yderligere politisk stramning – det vurderes, at der nu sidder op mod 300 politiske modstandere i fængsel. Mange oppositionsfigurer er fængslet under meget dårlige forhold, og de bliver ofte udsat for tortur. Flere menneskeretsorganisationer og FN har jævnligt kritiseret regeringen for disse brud på menneskerettigerne.
Oppositionen i Venezuela har langtfra altid stået sammen og været enige om hvilken politik, de skal føre over for Maduro-regimet. Flere af dem er blevet forbudt at have politiske aktiviteter. Nu har oppositionen dannet en enhedsplatform, hvor alle de forskellige tendenser er samlet.
Forhandlinger strandet i lang tid
Allerede i 2021 startede de første forhandlinger mellem regeringen og oppositionen, dog uden de store resultater. Den seneste runde fandt sted i Mexico i slutningen af 2022 med Norge som den vigtigste mægler og facilitator. Den resulterede i en foreløbig, generel aftale, der blandt andet indeholdt en vis lettelse af presset på oppositionen mod til gengæld at få frigjort en del af de midler, der er fastfrosset i USA fra salg af olie fra Venezuela. Der skete dog ingen fremskridt i gennemførelsen af det aftalte fra Mexico.
Nabolandene til Venezuela, især Colombia og Brasilien, har søgt at fremme en mere konstruktiv holdning til regimet i Venezuela, men har ikke opnået konkrete resultater. Fra flere sider har man fremført, at de mange nye reformregeringer i Latinamerika må være mere aktive i at fremme en aftale mellem opposition og regeringen i Venezuela.
Siden denne aftale har forhandlingerne været strandet – indtil for nylig.
Ny aftale, nye muligheder
Den 17. oktober blev der indgået en aftale mellem regeringen og oppositionen, der mødtes i Barbados. Aftalen handler i hovedsagen om lige betingelse ved det kommende præsidentvalg, som man blev enige om at afholde i andet halvdel af 2024. Ifølge aftalen kan alle politiske partier deltage i valget. Valgregisteret skal opdateres så det inkluderer alle de mange venezuelanere, der befinder sig i udlandet, og de flere millioner af især unge venezuelanere, der har haft vanskeligheder med at registrere sig. Og man blev enige om at give adgang til udenlandske valgobservatører fra for eksempel EU. Et hovedspørgsmål er dog stadig udestående, nemlig rehabiliteringen af de mange oppositionsmedlemmer, som regeringen har erklæret inhabile og forbudt at stille op ved valg i mange år fremover.
Dagen efter aftalen blev indgået, reagerede USA ved at åbne op for olieimport fra Venezuela, der har været forbudt siden Trump. Dette skal nok også ses i lyset af olie- og gasmarkedernes bevægelser på grund af krigen i Ukraine. Under alle omstændigheder åbner det for stærkt stigende indtægter til Venezuela, midler, der op til valget kan anvendes til at forbedre for eksempel det meget trængende sundheds- og uddannelsesvæsen. Og dermed måske være med til at vinde nogle stemmer til Maduro og hans parti.
USA har gjort det klart at tilladelsen til eksport af olie og gas kun gælder for seks måneder, hvorefter man vil overveje en forlængelse i lyset af de fremskridt, man i Venezuela har gjort i demokratisk retning.
Samtidig er USA begyndt at sende venezuelanske migranter i USA tilbage til Venezuela.
Svære valg forude for Maduro
I forbindelse med forberedelserne til præsidentvalget i 2024 organiserede oppositionen et primærvalg i slutningen af oktober i år, hvor de valgte en enhedskandidat. Valget blev vundet af den mest populære oppositionsfigur María Corina Machado (der betragtes som stærkt højreorienteret), der fik over 90 procent af stemmerne. Maduro-regimet har imidlertid frataget Machado retten til at deltage i valg i 15 år.
Et helt afgørende punkt bliver, hvorvidt regeringen i Venezuela vil rehabilitere de mange oppositionskandidater, der er forbudt at stille op. Det er klart at Maduro-regimet er meget forbeholden, da Machado utvivlsomt er en farlig modkandidat for Maduro.
Endelig er der også spørgsmålet om de mange politiske fanger, som aftalen med oppositionen ikke nævner.
Kort efter aftalen med blev underskrevet, udsendte Anthony Blinken, den amerikanske udenrigsminister, en pressemeddelelse, hvor han meddelte, at USA forventede, at de politiske fanger ville blive frigivet, og oppositionsmedlemmers forbud mod at stille op ophævet.
Det bliver ikke på nogen måde en lineær eller nem proces de kommende måneder op til valget. På den ene side er det nødvendigt for Nicolás Maduro at opnå de store indtægter fra olieeksporten til USA, men på de anden side ønsker han ikke at åbne så meget op for det politiske system, så han risikerer at miste magten. Ingen tvivl om at Maduro-regimet vil gøre alt for, at Machado ikke bliver præsidentkandidat.
Og eftersom det kommende præsidentvalg i USA nærmer sig, har Biden utvivlsomt en interesse i at føre en hård linje over for totalitære regimer i Latinamerika, såsom i Venezuela, for at vinde større tilslutning blandt vælgere af latinamerikansk herkomst. Det kan føre til en ganske hård linje fra USA’s side, hvis Venezuela ikke gør nævneværdige fremskridt på det demokratiske område.
Mogens Pedersen har blandt andet været Danmarks ambassadør i Bolivia og Colombia, og han skriver løbende analyser af politiske begivenheder og trends i Latinamerika for Globalnyt.
