Næsten en million indbyggere i Libanons næststørste by, Tripoli, så i slutningen af 90’erne frem til at få forbedret deres livskvalitet gennem store investeringer i landets infrastruktur. Med et lån fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB) skulle et avanceret rensningsanlæg opføres for at reducere det nordlige Libanons voldsomme vandforurening.
To årtier, et væld af forhindringer og et kolera-udbrud senere er projektet dog stadigt langt fra at sikre bedre kloakering og sanitet for indbyggerne i Middelhavets fattigste storby. I Abu Ali-floden, der flyder ned til rensningsanlægget, fisker unge syriske immigranter efter ting, de kan sælge, i de store mængder affald.
Et af de store problemer har været, at der ikke er tilstrækkelig kloakering i området, og derfor modtager rensningsanlægget ikke spildevand nok til at fungere optimalt. Den Europæiske Investeringsbank og Libanons regering indgik derfor en ny låneaftale i 2019, der skulle sørge for at få udvidet kloaknettet.
Men projektet Greater Tripoli Basin WasteWater Networks har været ramt af både store samfundskriser og dårlig ledelse, særligt i valget af flere entreprenører med blakkede ry og undervældende porteføljer.
EU-milliard skulle sikre sanitet i Tripoli
Kloak-projektet er primært finansieret med et lån på 74 millioner euro (godt og vel 550 millioner kroner, red.) fra Den Europæiske Investeringsbank. Derudover har banken givet et tilskud på 18,3 millioner euro (næsten 140 millioner kroner, red.) gennem Economic Resilience Initiative Fund, der med donationer fra otte lande, herunder Italien, Polen og Kroatien, arbejder på at skabe økonomisk udvikling hos EU’s naboer mod syd og øst. Tilskuddet kommer med et beløb til teknisk assistance på yderligere 4 millioner euro. Den libanesiske regering har selv postet 10,7 millioner euro i projektets budget på i alt 107 millioner euro.
Tripoli Wastewater Treatment Plant
I 1997 godkendte EIB et projekt til at bygge rensningsanlægget i Tripoli med et havudløb 1,6 kilometer ud i Middelhavet. Det franske selskab Suez Group startede byggeriet i 2003, og anlægget stod færdigt i 2009.
Butec, et datterselskab af Suez Group, vandt opgaven med at bygge et havudløb.
Byggeriets budget beløb sig til 94,6 millioner dollar (godt og vel 640 millioner kroner i 1997-priser, red.), hvoraf 77,4 millioner dollar kom fra EIB, og 17,2 millioner dollar stammede fra et tidligere EIB-lån til Libanons Råd for Udvikling og Genopbygning (CDR).
Men kort efter libaneserne og Banken i oktober 2019 var blevet enige om lånets vilkår, opstod første store forhindring for projeket. Den 17. oktober 2019 udbrød Libanons politiske krise, da parlamentet ikke kunne vælge en præsident, og hurtigt spredte krisen sig til landets finansielle og økonomiske markeder. Det fik Investeringsbanken til at suspendere den halve milliard kroner, der stadig ikke er udbetalt til det kriseramte land, som nu også er truet af en regional krig med Israel.
Bevillingen fra Economic Resilience Initiative Fund er dog stadig gældende, skriver EIB i en mail.
Selvom forsinkelser har plaget projektet, er rensningsanlægget ifølge eksperter stadig et af de mest avancerede af sin slags langs Middelhavet. Det kan rense op til 135.000 m³ spildevand om dagen, også fra industri, så det lever op til EU’s krav for vandkvalitet, samtidig med at anlægget selv kan generere strøm til processen.
På trods af de forholdsvist imponerende tekniske specifikationer er anlæggets faktiske driftskapacitet stadig minimal, og det renser kun spildevandet på det mest fundamentale niveau. Begrænsningen skyldes, at anlægget kræver mindst 60.000 m³ spildevand for at fungere optimalt, men på grund af millionbyens mangelfulde kloaknet modtager det ifølge myndighederne kun omkring 45.000 m³ spildevand om dagen. Meget af spildevandet bliver i stedet ledt ud i Middelhavet og Tripolis Abu Ali-flod.
Selvom Libanons politiske krise bærer en del af skylden for projektets forsinkelse, spiller dårlig ledelse og planlægning også en stor rolle, mener adjunkt i miljøplanlægning ved University of Balamand, Dr. Yasmin Jabali:
”I Libanon gør vi tingene bagvendt. I stedet for at starte med infrastrukturen og arbejde parallelt med at bygge rensningsanlægget og de nødvendige forbindelser, byggede vi først anlægget og så kloaknettet,” påpeger miljøforskeren. Hun beskriver i dag anlægget som et fuglereservat.
Dr. Monzer Hamze, professor i bakteriologi ved Lebanese University, ytrede samme kritik og satte spørgsmålstegn ved logikken i at drive et dyrt rensningsanlæg, mens kysten og Abu Ali-floden fortsat lider under forurening. ”Det er ikke acceptabelt at vente i årevis på kloakrør,” pointerer han.
Både ifølge Den Europæiske Investeringsbank og Rådet for Udvikling og Genopbygning (CDR), den ansvarlige libanesiske myndighed, vil de nye kloakrør i Koura- og Qalamoun-regionerne sikre, at anlægget modtager den påkrævede mængde spildevand dagligt.
Sanktioneret forretningsmand ender med opgaven
Oprindeligt vandt det italienske firma Opere Pubbliche opgaven med at udvide kloaknettet i Koura-regionen, lige syd for Tripoli. Men CDR udtaler, at det blev nødt til at opsige kontrakten på grund af økonomiske udfordringer hos det italienske firma. I stedet overgik opgaven til Khoury Contracting Company, fortæller en talsperson fra CDR.
Kontrakten mellem CDR og Khoury Contracting stipulerer, at firmaets opgave er at nedlægge og forbinde kloak-rør, der skal transportere spildevand fra omkring 300.000 mennesker i Tripoli til rensningsanlægget. Ifølge udbudsmaterialet vil det sikre yderligere 39.000 m³ spildevand om dagen til Tripoli-anlægget.
EIB’s talsperson skriver i en e-mail til Daraj, at EU – udenom Investeringsbanken – har givet et supplerende tilskud til konstruktion af Koura-regionens kloaknet, som skal forbindes til rensningsanlægget i Tripoli. Det er på baggrund af denne bevilling, CDR i 2018 underskrev kontrakten med Khoury Contracting, som ifølge EIB’s talsperson stadig er aktiv.
Forskning: Gode forbindelser sikrer større kontrakter
I to undersøgelser har The Policy Initiative kulegravet 394 offentlige kontrakter på libanesisk infrastruktur, som CDR har udbudt mellem 2008 og 2018.
Resultaterne viser, at entreprenører med forbindelser til politikere fik kontrakter, der var cirka 34 procent højere end gennemsnittet for andre kontrakter på sammenlignelige opgaver. De oppustede kontrakter beløber sig til omkring 160 millioner dollar (godt og vel en milliard kroner i 2018-priser, red.) i løbet af det undersøgte årti.
Kontrakternes værdi steg, så snart udbyderen eller rådgiveren på udbudsmaterialet havde politiske forbindelser. Men de blev prissat særligt højt, når både udbyderen og entreprenøren havde forbindelse til indflydelsesrige eliter, konkluderer rapporten.
Khoury Contracting er ejet af Dany Khoury, der siden oktober 2021 har været sanktioneret af USA ”for at bidrage til nedbrydningen af Libanons retsstat”. Khoury har ifølge USA’s finansministerium tætte forbindelser til partilederen af Frie Patriotiske Bevægelse, Gibran Bassil. Politikeren er flere gange blevet mistænkt for korruption og nepotisme, ligesom han ofte kaldes “den mest hadede mand i Libanon” på grund af sine kontroversielle og, ifølge hans kritikere, racistiske udtalelser. Bassil står på det amerikanske finansministeriums sanktionsliste under mistanke for “systematisk korruption”.
Ifølge amerikanerne har forretningsforholdet mellem Khoury og Bassil betydet, at Dany Khoury har ”modtaget store offentlige kontrakter, der har indbragt ham millioner af dollars, mens han ikke har opfyldt kontrakternes betingelser på en meningsfuld måde”. Finansministeriet anklager også Khoury og hans firma for at dumpe giftigt affald i Middelhavet, forgifte fiskebestanden og forurene Libanons strande med det affald, han var hyret til at håndtere på en forsvarlig måde.
Læs også: Libanon er i frit fald, men ”der er altid muligheder i kriser”
Efter de amerikanske sanktioner mod Khoury trådte i kraft, igangsatte EU’s kontor i Libanon i december 2021 en undersøgelse af Khoury Contracting hos EU’s anti-korruptionsmyndighed OLAF. Kontrakten blev suspenderet fra december 2021 til februar 2022, men “efter at have udført alle due diligence checks” godkendte OLAF firmaet og lod projektet fortsætte.
Khoury Contracting Company har ikke svaret på anmodninger om at stille op til interviews eller kommentere på sagen.
Miljøminister: Libanon “mangler ordentlig ledelse”
Det er ikke kun på rensningsanlægget i Tripoli, at EU-midler og lån fra den Europæiske Investeringsbank forsvinder ned i Libanons (manglende) kloakker. Også ved Al Ghadir-floden i Beirut hober skraldet sig op, og indbyggerne flygter fra stanken, selvom EIB i samarbejde med den Internationale Udviklingsbank (IDB) godkendte et samlet lån på godt og vel 138 millioner euro (1,03 milliarder kroner, red.) til netop at rydde op i en af Libanons mest forurenede vandveje. EIB’s andel på 510 millioner kroner skulle primært gå til at udvide Beiruts kloaksystem. Projektet skulle ifølge låneaftalen stå færdigt i 2024, men i 2021, da Daraj undersøgte sagen, var arbejdet endnu ikke påbegyndt.
På et affaldsanlæg i Miniyeh i det nordlige Libanon var kompostbeholderne, som en libanesiske entreprenør havde installeret, angiveligt ikke andet end tomme tønder. En lokalpolitiker forsøgte efter eget udsagn at advare EU-delegationen – dengang under ledelse af den danske diplomat Christina Lassen – om, at beholderne manglede den tekniske indmad, der skulle lave affaldet til kompost.
Ikke kun EIB har problemer med at få implementeret sine finansierede projekter i Libanon. Langs Litani-floden i Bekaa-dalen har et millionlån fra Verdensbanken ikke mundet ud i det rensningsanlæg, det skulle finansiere, mens befolkningen fortæller om en stor stigning i antallet af kræfttilfælde langs den stærkt forurenede flod.
Libanons miljøminister Dr. Nasser Yassin anerkender, at Libanon har et problem med misbrug af offentlige midler i infrastruktur-sektoren. Han ser “med bekymring” på de “betydelige investeringer” fra bistand, lån eller nationale midler, der uanset årsagerne “bliver underudnyttet”, fortæller han i et interview med Daraj.
Han understreger også, at opførelsen af anlægget burde være sket samtidig med udvidelsen af kloaknettet:
“Det tyder på dårlig planlægning og koordinering,” siger ministeren. Yassin tiltrådte ministerposten i 2021 og har primært fungeret som rådgiver på sanitetsprojekternes miljøpåvirkning, mens CDR har stået for udbud, implementering og drift.
Dr. Yassin mener, problemet er, at Libanon ikke har en myndighed med ansvar for spildevand og sanitet. Det er ellers vigtigt for både folkesundhed og sikkerhed, siger han med henvisning til koleraudbruddet i sommeren 2022, der ifølge FN’s Humanitære Koordinationskontor, OCHA, ramte næsten 4.000 mennesker og kostede mindst 20 livet.
“Det, vi mangler i Libanon, er ordentlig ledelse, især inden for spildevandsstyring. Ikke viden eller teknologi,” understreger ministeren.
Rådet for Udvikling og Genopbygning henviser tværtimod til en rapport fra det internationale revisionsfirma Bureau Veritas om rensningsanlæg i Libanon, herunder Tripoli. Med kun mindre anmærkninger konkluderer rapporten, at de er tilfredsstillende. En talsperson fra CDR fremhæver også rensningsanlæggets værdi under netop sidste års koleraudbrud. Hvis ikke anlægget havde været i drift, kunne det være gået meget værre og have udviklet sig til “en potentiel katastrofe”, siger han til Daraj.
Både Dr. Yassin og CDR bekræfter, at EU og EIB er blevet gjort opmærksomme på den aktuelle situation, og hvad anlægget fortsat mangler for at fungere optimalt.
I en mail til Globalnyt understreger den Europæiske Investeringsbank, at lånene til rensningsanlægget i Tripoli og kloakering i Beirut stadig ikke er udbetalt – og ikke bliver det, før de libanesiske myndigheder lever op til kravene for projektets implementering, hvilket er svært under landets “nuværende krise-situation”.
I en tidligere mail til Daraj gør EIB opmærksom på, at banken i sommeren 2023 har doneret næsten 30 millioner euro (223 millioner kroner, red.) til drift og vedligehold i to år af 11 rensningsanlæg, der hidtil ikke har været i drift. UNICEF skal stå for at implementere projektet, og EIB-talspersonen skriver, at “denne model er blevet afprøvet med succes” på et andet rensningsanlæg, hvor et andet FN-agentur har stået for at implementere projektet.
Historien er bragt efter aftale med skribenten og oversat samt redigeret af Søren Steensig.
Undersøgelsen blev udført med støtte fra Journalismfund Europe.
