Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Når man arbejder meget med ord, kan man godt føle trang til at efterprøve, om der er substans bag de fine formuleringer, eller det bare er varm luft, man sender ud i æteren. Især når man som jeg skriver for hjælpeorganisationer, er det nu godt som journalist selv at tjekke fakta og interviewe modtagere ude i marken, så læserne får et troværdigt og nuanceret billede af hjælpearbejdet.
Det gælder også konferencer med foredrag og flotte power points. Jeg var med, da Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) 27 april. inviterede til en dag om kirkens diakoni, læs omsorgsarbejde. En snes kirkelige hjælpeorganisationer var repræsenterede og modtog inspiration og delte erfaringer i kirkelig samfundsforandring. En af organisationerne var Brødremenighedens Danske Mission (BDM), hvis diakoni jeg i juni fik anledning til at gå efter i sømmene.
Her er de teoretiske pointer fra konferencen sammenlignet med, hvad der rent faktisk sker nede på jorden i Ramallah og omegn i det palæstinensiske selvstyreområde.
1. Kirkens værdier bør præge udviklingsarbejdet. ”Vi henter inspiration fra Kristus, der lod sig inkarnere som menneske og samtidig beholdt sin guddommelige natur,” sagde Petter Jakobsson, Svensk Missionsråds rådgiver i mission, religion og udvikling, på konferencen. ”Troen bidrager med varme og passion i udviklingssektoren,” pointerede han.
Og det måtte jeg sandelig sande efter at have krydset grænsen til den såkaldte Vestbredden, set soldater kropsvisitere især unge palæstinensiske mænd og videre skuet ud over landskabet, hvor israelske bosættelser med nye huse omkranset af høje mure står i skærende kontrast til palæstinensiske boliger præget af tidens tand.
På Stjernebjerget Rehabiliteringscenter udenfor Ramallah blev jeg mødt af glæde både hos de 30 medarbejdere og de 90 børn med fysiske og psykiske handicap. ”Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder”, står der fra Bibelen hen over centerleder Ranya Karams kontor.
Efter at have interviewet syv mødre til børn med handicap, måtte jeg sande, at her fik de lettet deres arbejdsbyrde og hjælp til at øjne håb for deres børn med handicap, der modtager taleterapi, fysioterapi og jobtræning, så de kan klare sig bedst muligt ude i samfundet som voksne.
Brødremenigheden har arbejdet i 150 år i Det Hellige Land, først med spedalskhedshospital, og da spedalskhed kunne stoppes, behandles og forebygges med hjælp til de mest udsatte og sårbare i det palæstinensiske samfund: Børn og unge, især piger, med handicap.
2. Kirkens mission er at genoprette alle relationer. ”Diakoni er kernen i Guds mission, proklamerede Dr. Sas Conradie fra britiske Tearfund på forårets CKU-konference. ”Vi vil genoprette brudte relationer på alle planer: til Gud, til én selv, til medmennesket og til skaberværket,” tilføjede han.
Med denne brede missionsforståelse om total samfundsforandring står opgaverne i kø. Det handler om at løfte hele samfund ud af fattigdom og forarmelse.
I det palæstinensiske samfund er det en stor skam at få et barn med handicap. Jeg mødte en mor, som blev forladt af sin mand og bagtalt af sin familie, da hun fik en pige med udviklingshæmning. Jeg fik forklaret, at børnene gemmes væk, fordi man frygter, at deres søskende ikke kan blive gift af frygt for at handicappet går i arv til næste generation.
Men jeg så også det imponerende arbejde, der gøres for at bryde dette tabu, få forældre til at sende deres børn med handicap i skole og inkludere børnene i de almindelige skoleklasser. På et skilt udenfor et klasseværelse på Stjernebjerget læste jeg: ”Disability is part of human diversity in life”, og jeg hørte lærere pointere, at børnene ikke er ”disabled”, men ”differently abled”, altså ikke underdrejede, men blot anderledes udrustet.
3. Kirken bør inddrage alle gode kræfter i samfundsforandringen. ”Alle kan bidrage med noget – også de ikke-kristne,” sagde David Musumba, stedfortrædende generalsekretær for Pinsekirkerne i Kenya på CKU-konferencen i april. ”Vi samarbejder også med muslimer, som ønsker at udvikle lokalsamfundet, og deres ledere deltager ind imellem i vores gudstjenester,” fortsatte han.
På Stjernebjerget i Ramallah oplevede jeg det helt ukompliceret at de fleste medarbejdere er muslimer. Jeg spurgte en medarbejder: ”Are you Moravian?” (Tilhører du Brødremenigheden?) Ja, svarede hun med et grin over hele femøren: ”I am a Moravian muslim!”
Jeg ved ikke, hvordan den klares rent teologisk, men forholdet viser de muligheder, der åbner sig for bredt samarbejde, når missionsarbejde bliver praktisk i konkret omsorgsarbejde for de mest sårbare. Man fristes til at gentage Frans af Assisis velkendte ord: ”Forkynd evangeliet; om nødvendigt brug ord.”
Samarbejdet med både den sekulære udviklingssektor og de religiøse muslimer viser, at kirkens mission ikke er vores mission som kristne, men deltagelse i Guds mission i hele verden, der handler om at genoprette alle brudte relationer, også til skaberværket, som Dr. Sas Conradie fra Tearfund pointerede på omtalte konference i Danmark.
Derfor var det interessant at høre Stjernebjergets visioner for fremtiden. Ranya Karam brænder for at udvide rehabiliteringsarbejdet til også at lære børn i skoler om ansvarligt medborgerskab og at invitere unge til miljøaktiviteter ud fra Stjernebjerget.
