HOPAC – Haven of Peace Academy
HOPAC er en kristen international skole i Dar es Salaam i Tanzania, som rækker fra børnehaveklasse til 12. klasse.
Skolen blev oprettet i 1994 af en gruppe missionærfamilier fra forskellige lande for at sikre, at deres egne børn kunne få en god uddannelse på et kristent grundlag.
Siden begyndelsen har skolen haft elever fra tre forskellige kategorier: missionærbørn, lokale tanzaniske børn og børn af expats, det vil sige andre udsendte, der arbejder i Tanzania. Flere af Luthersk Missions udsendtes børn har gået på skolen, og enkelte LM-udsendte har arbejdet som undervisere.
I dag har skolen 350 elever og omkring 40 lærere fra mange forskellige lande. I alt 40 forskellige nationaliteter er repræsenteret på skolen.
Læs mere om skolen på http://www.hopac.net/
”Hvis vi ønsker, at vores elever skal udvikle sig til gode forvaltere og tjenere for det samfund, de er en del af, så må vi også lære dem at gøre det i praksis, mens de er her på skolen.”
Så enkelt udtrykker skoleleder Ben Snyder, hvad der er grundtanken og det unikke ved den kristne internationale skole i Dar es Salaam i Tanzania, hvor flere af Luthersk Missions (LM) udsendtes børn har gået, og hvor LM’s udsendte Lene Malmgaard netop nu arbejder som lærer og administrator.
Ben Snyder er amerikaner og har de seneste fem år været leder af skolen HOPAC – eller Haven of Peace Academy – ”Fredens Havn Akademiet”, som skolen hedder. Her går 350 elever – tanzaniske såvel som udenlandske børn – i alderen 5-18 år.
Tjeneste i praksis
Skolen ligger på en bakketop i det nordlige Dar es Salaam med udsigt over Det Indiske Ocean. Som et fyrtårn, hvis lys skinner ud over området – sådan ser den amerikanske skoleleder skolen.
”Det er vores ønske, at den bibelsk funderede undervisning, eleverne får på skolen, må sætte sit præg på lokalområdet.”Det kommer helt praktisk til udtryk i faget ”Service Learning”, som er et fag på alle klassetrin. Helt fra børnehaveklassen bliver man trænet i det at tjene andre, fortæller Ben Snyder.
”I de yngste klasser er det integreret i de andre fag. Hvis de for eksempel lærer om kost og ernæring, tager de på besøg på et børnehjem, hvor de uddeler mad.”
”Senere tager eleverne ud i grupper til offentlige skoler for at undervise i engelsk eller drama, eller der kommer elever på besøg på HOPAC for at modtage undervisning i vores lokaler.”
Rollemodel i samfundet
I de ældste klasser står eleverne selv for at planlægge og udføre projekter.
”Vores lokale samarbejdspartnere er meget opmuntret over det, de ser vores elever udrette i lokalsamfundet. De ser, at vores elever er anderledes, og de påskønner deres engagement,” fortæller skolelederen.
Han tror også, at en skole som HOPAC spiller en stor rolle ikke bare i lokalsamfundet men i udviklingen i Tanzania som helhed.
”Halvdelen af vores elever er tanzaniske, og mange af dem kommer fra indflydelsesrige familier. Når de vokser op, ender de med at blive ledere i erhvervslivet eller få andre indflydelsesrige stillinger,” siger Ben Snyder.
”Vi håber – og har allerede set det ske – at den uddannelse, de har fået hos os, har været med til at forvandle dem, så de går herfra ud i verden og gør en forskel.”
Det er også hans ønske, at HOPAC må være med til at gøre en forskel i hele undervisningssektoren i Tanzania.
Store forandringer
”Offentlige skoler her i landet har ikke en god standard, og det tror jeg de fleste i regeringen også vil indrømme. Jeg håber, at vi kan blive en slags rollemodel for, hvordan man kan drive skole.”
”Hvis skolerne kan ændres i dette land, så kan der virkelig ske store forandringer,” understreger han.
Om det vil lykkes, er svært at sige, men Ben Snyder nævner en kommentar, han fik fra en tidligere elev, som han mødte for nylig.
”Han sagde: ’Jeg er nødt til at finde på noget ud over at studere. Jeg må finde en måde at bidrage på, en måde at være til gavn for andre på. Tak for det HOPAC!’ Den elev havde i hvert fald lært noget her. Han havde fået et hjerte for andre,” siger HOPAC-skolelederen.