Hvorfor får Mellemfolkeligt Samvirke eksempelvis 109 millioner kroner, mens Folkekirkens Nødhjælp får 93,5 millioner over finansloven?
”Det gør de, fordi det er historisk betinget,” svarer udenrigsminister Kristian Jensen (V) på sit eget spørgsmål overfor websitet altinget onsdag.
Posen på p.t. ca. 740 millioner kroner til de danske u-lands NGOer skal rystes og gentænkes, mener udenrigsministeren. Dermed kan nogle kan se frem til flere penge fra staten, mens andre risikerer helt at miste deres faste finanslovsbevilling.
Diverse borgerlige regeringer har foranstaltet effektivitetsundersøgelser af Mellemfolkeligt Samvirke, men hver gang er den mere end 70 år gamle organisation kommet rimeligt pænt ud af det.
Samtidig er MS meget sårbar overfor at miste statsstøtte, da langt størsteparten af organisationens midler stammer fra staten.
Det har dog ikke forhindret MS i at erhverve sit hovedsæde på Nørrebro i København for to år siden – læs mere her
I 2013 var det 50 år siden, Mellemfolkeligt Samvirke med en bevilling på 1,3 millioner statslige kroner i ryggen kunne sende de første ni danske u-landsfrivillige i felten.
Mellemfolkeligt Samvirke har siden 2010 været medlem af den internationale sammenslutning ActionAid, der bekæmper fattigdom i 45 lande.
Nye partnerskabsaftaler
17 danske NGOer får i 2016 en såkaldt rammebevilling, som i mange år har ligget relativt fast på finansloven, men som Venstre-regeringen har skåret voldsomt ned over en bred kam.
De aftaler skal udfases i 2017 og i 2018 erstattes af nye partnerskabsaftaler, forklarer ministeren, som vil indgå i en dialog om hvordan de skal se ud fra 2018.
”Vi skal i højere grad kigge på, hvordan NGOerne spiller sammen med Danmarks overordnede udviklingspolitik, når vi aftaler nye partnerskabsaftaler – som naturligvis skal være i respekt for, at deres drivkraft er at lave noget, de interesserer sig for,” siger han til Altinget.
Ifølge seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Lars Engberg-Pedersen, ser det ud til, at regeringen vil "skrue op for yderligere ensretning og kontrollen med alle andre tanker end dens egne”.
Derfor frygter han, at organisationerne bliver mindre innovative, fordi det generelt har været NGOerne, der har stået for en anden måde at arbejde på end Danida.
Se meget mere om bistanden til NGOerne her