Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Mens det franske militær er ved at trappe ned i Sahel efter mange års kamp mod islamisk inspirerede voldelige grupper, så bygges der en militær indsats op i Cabo Delgado i det nordlige Mozambique. Her skal der også kæmpes mod en islamisk oprørsgruppe kaldet Al-Shabaab.
I Cabo Delgado er der tale om en international indsats med soldater fra Sydafrika, Rwanda og Botswana. Der er i forvejen udenlandske bevæbnede grupper i Cabo Delgado, som er engageret af private firmaer til at beskytte udlændinge og værdifuld infrastruktur.
Den katolske bispekonference for det sydlige Afrika advarer mod at åbne en ny cyklus i krigen med et stort rykind af udenlandske soldater.
Biskopperne advarer om, at det er umuligt at sige, hvad resultatet af den militære indsats vil være. Det i sig selv burde mane til eftertanke. Dertil kommer, at kirken stiller sig kritisk over for den prioritering som den militære oprustning er udtryk for. I det mozambikanske statsbudget, er der afsat tre gange så meget til militæret, som der samlet er afsat til vandforsyning, sundhed og social hjælp. Den forskel i fordelingen viser med al tydelighed, at Mozambique for indeværende har valgt at løse konflikten med militære midler. Spørgsmålet er, om et militært fokus kan løse konflikten overhovedet?
Da det franske militære engagement i Mali og hele Sahel blev udvidet i 2013 var soldaterne i stand til at stoppe de militantes fremmarch, men de har ikke, i årene der er gået, været i stand til reelt at mindske de væbnede gruppers tilstedeværelse, og situationen i dag efter 18 års krig er på mange måder værre, da flere lande nu er direkte berørt af volden. Franskmændene trækker sig netop fordi situationen er udsigtsløs. Den lære som franskmændene tager konsekvensen af, er ikke væsentlig forskellig fra amerikanernes exit fra Afghanistan. Disse konflikter har kostet enorme summer og påført millioner af mennesker skader men har ikke løst problemet. Situationen kunne havde set meget anderledes ud, om der var brugt samme midler på udvikling af basale levevilkår for befolkningerne.
Et yderligere problem med den seneste udvikling i Cabo Delgado er den manglende gennemskuelighed omkring finansieringen af de udenlandske soldaters tilstedeværelse. Det er meget dyrt at sende soldater og udstyr og hverken Rwanda, Sydafrika eller Botswana har råd til den form for operationer.
Det er nærliggende at spekulere, om der er indgået aftaler om, at disse lande skal have del i fremtidige indtægter fra gasprojekter eller andet. Det vil kun gøre situationen mere vanskelig på sigt, for måske er det ikke ved udnyttelse af gas og mineraler, at Cabo Delgado kommer på fode og fri af de voldelige gruppers hærgen, men ved udvikling af et samfund, som sikrer rent drikkevand, skole og sundhed til de lokale.
