Kvinderne bag
Er det kønsrollestereotypt at skrive om “kvinderne bag mændene”? Måske. Men faktum er, at blot 23 lande i skrivende stund har en kvindelig regeringschef eller kvindeligt statsoverhoved, og 119 lande har aldrig haft en kvindelig leder. Med denne miniserie ønsker vi at sætte fokus på kvinderne bag en række af nutidens mandlige despotiske magthavere og kontroversielle præsidenter frem for – for Gud ved hvilken gang – at sætte fokus på mændene selv.
Hvem er disse kvinder? Hvad driver dem? Og trækker de i politiske tråde og udvirker indflydelse på deres mænd fra kulissen?
Første kapitel: Michelle de Paula Bolsonaro, gift med Jair Bolsonaro, præsident i Brasilien
Andet kapitel: Constancia Mangue Nsue Okomo, gift med Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, præsident i Ækvatorialguinea
Tredje kapitel: Rosario Murillo, gift med Daniel Ortega, præsident i Nicaragua
Fjerde kapitel: Peng Liyuan, gift med Xi Jinping, præsident i Kina
Femte kapitel: Jeannette Kagame, gift med Paul Kagame, præsident i Rwanda
Sjette kapitel: Cielito “Honeylet” Avanceña, samlever med Rodrigo Duterte, Filippinernes præsident – og Elizabeth Zimmerman, katolsk gift med samme
Syvende kapitel: Entissar Amer, gift med Abdel Fattah al-Sisi, præsident i Egypten
Ottende kapitel: Cilia Flores, gift med Nicolás Maduro, præsident i Venezuela
Constancia Mangue Nsue Okomo, førstedame i Ækvatorialguinea, har i sit hjemland fået tilnavnet ”Zé” – panteren. Tilnavnet kommer dels fra hendes evner som forretningskvinde, hvor hun har en finger med i spillet i alt fra entreprenørvirksomheder, ejendomsspekulation og udvinding af naturressourcer, dels fra hendes evne til at spille det politiske spil og bruge sine kontakter til at fremme sine nærmeste.
Den tidligere spanske koloni består af en fastlandsdel, der ligger klemt inde mellem Cameroun mod nord og Gabon mod syd, og af fem øer, hvoraf hovedstaden Malabo, ligger på den største.
I 1995 opdagede man olie i Ækvatorialguinea, og resultatet har været et skoleeksempel på ressourceforbandelsen. Olierigdommene er nemlig ikke kommet befolkningen til gode, men er gået til at forsøde tilværelsen for en lille elite, mens en forarmet befolkning udsættes for massive overgreb og overtrædelser af deres politiske og civile rettigheder.
Øverst på dagsordenen: Videreførelse af Obiang-regimet
Constancia Magues mand, Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, blev præsident for det lille centralafrikanske land i 1979, da han stod i spidsen for et blodigt militærkup. Det gør Obiang, i dag 78, til ikke bare Afrikas, men hele verdens længst siddende præsident.
Og står det til Mangue, der fylder 70 til august, bør landet fortsat have en Obiang i spidsen; nemlig sønnen – og landets nuværende vicepræsident Teodoro ”Teodorín” Nguema Obiang Mangue.
Gennem årene har Constancia Mangue sørget for at placere familiemedlemmer i høje embeder, og det er disse, hun nu forlader sig på for at sikre magten. Ganske vist har Ækvatorialguinea haft et demokratisk flerpartisystem siden 1992, men med sejre på over 90 procent til Obiang ved samtlige valg, tyder meget på, at vejen til magten ikke går via befolkningens gunst, men via kontakter i magtens korridorer:
Førstedamens bror er protokolleder for præsidenten – brorens datter er gift med direktøren for det nationale olieselskab, GEPetrol, som tidligere blev ledet af en anden af førstedamens brødre. En tredje bror er forsvarsminister, hvilket giver Constancia Mangue og Teodorín Obiang fuld kontrol over landets militær, og en onkel er højt placeret i justitsministeriet.
Alle børns moder
Udover at være kendt som Panteren har Constancia Mangue også fået et andet tilnavn: Alle børns moder.
Det har hun angiveligt fået for sit humanitære arbejde i sit hjemland, hvor hun står bag organisationen CaniGE, der står for Komiteen for støtte til de ækvatorialguineanske børn, der blev stiftet i 1984. Udover et kort videointerview fra 2020 med Constancia Mangue, hvor hun taler lidt om ngo’en og sit tilnavn, er det umuligt at finde mere information om, hvad CaniGE helt præcis gør.
I interviewet siger hun blandt andet: ”Jeg hjælper de dårligst stillede gennem min organisation, CaniGE (…) jeg hjælper børn, dem med det største behov, og også kvinder.”
”Jeg forventer ikke nogen præmie for det arbejde, jeg gør. Vi har en altseende Gud, som kommer til at afgøre, om jeg har gjort mit job godt.”
Parallelt med førstedamens humanitære arbejde har menneskerettighedsorganisationer i årevis kritiseret hendes mand for systematisk at overtræde menneskerettigheder.
FN’s Human Development Index, der vurderer menneskelig udvikling i forhold til blandt andet sundhed, adgang til skolegang, sanitære forhold og i det hele taget ordentlige livsvilkår, placerede i 2020 Ækvatorialguinea på plads nummer 145 ud af 189. Det er desuden dét land, hvor forskellen mellem rigdom per indbygger og placering på Human Development indekset er størst.
Mens flertallet af ækvatorialguineanerne er fattige, sidder Obiang familien godt i det. Deutsche Welle oplyser, at præsidenten har en formue på 600 millioner dollars, hvilket gør ham til en af verdens rigeste statsoverhoveder.
