Kvinderne bag
Er det kønsrollestereotypt at skrive om “kvinderne bag mændene”? Måske. Men faktum er, at blot 23 lande i skrivende stund har en kvindelig regeringschef eller kvindeligt statsoverhoved, og 119 lande har aldrig haft en kvindelig leder. Med denne miniserie ønsker vi at sætte fokus på kvinderne bag en række af nutidens mandlige despotiske magthavere og kontroversielle præsidenter frem for – for Gud ved hvilken gang – at sætte fokus på mændene selv.
Hvem er disse kvinder? Hvad driver dem? Og trækker de i politiske tråde og udvirker indflydelse på deres mænd fra kulissen?
Første kapitel: Michelle de Paula Bolsonaro, gift med Jair Bolsonaro, præsident i Brasilien
Andet kapitel: Constancia Mangue Nsue Okomo, gift med Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, præsident i Ækvatorialguinea
Tredje kapitel: Rosario Murillo, gift med Daniel Ortega, præsident i Nicaragua
Fjerde kapitel: Peng Liyuan, gift med Xi Jinping, præsident i Kina
Femte kapitel: Jeannette Kagame, gift med Paul Kagame, præsident i Rwanda
Sjette kapitel: Cielito “Honeylet” Avanceña, samlever med Rodrigo Duterte, Filippinernes præsident – og Elizabeth Zimmerman, katolsk gift med samme
Syvende kapitel: Entissar Amer, gift med Abdel Fattah al-Sisi, præsident i Egypten
Ottende kapitel: Cilia Flores, gift med Nicolás Maduro, præsident i Venezuela
Poet, revolutionær, PR-ekspert og vicepræsident i et land ledet af et autoritært familiedynasti. Rosario Murillo er mange ting, og sammen med sin mand Daniel Ortega, Nicaraguas præsident, styrer hun den lille mellemamerikanske nation med hård og korrumperet hånd. Helt til fingerspidserne.
I maskinrummet sidder Rosario Murillo og holder styr på den mindste detalje og – langt hen ad vejen – sin egen mand, Daniel Ortega, som nok er præsident, men det er hans hustru – la eternamente leal (den evigt trofaste) – som har bragt ham hertil.
Oprør i blodet
Rosario Murillo blev født i 1951 i hovedstaden, Managua. Den fremtidige vicepræsident manglede ikke noget. Hendes forældre var succesfulde bomuldsdyrkere, og som teenager blev hun sendt til Schweitz på en pigeskole, som underviste i etikette og forberedte unge piger på livet i ægteskabet. Men Murillo skilte sig ud. I en tidlig alder blev hun interesseret i kunst, poesi og væbnet revolution.
Vicepræsidenten voksede op under den brutale Somoza-familie, som herskede i Nicaragua mellem 1936 og 1979 og først blev udfordret for alvor, da guerillagruppen Sandinistbevægelsen blev oprettet i starten af 1960’erne. Gruppens navn stammer fra oprørslederen Augusto César Sandino, som blev dræbt i 1934, og som Rosario Murillo hævder at være beslægtet med.
Tilbage i Nicaragua efter sit ophold i Europa husede Rosario Murillos guerillaer og var en aktiv politisk stemme i det akademiske miljø mod regimet. Hun taler flydende fransk, engelsk og italiensk.
I julen 1972 mistede Rosario Murillo sin søn under et jordskælv, der dræbte omkring 10.000 mennesker. Tabet forblev et evigt traume, og det er offentligt kendt, at vicepræsidenten i mange år efter kæmpede med misbrug. I digtet ’Julens sang’ skriver hun om sønnens død, (oversat af redaktionen):
’I dag går jeg
Med smerten af en fødsel i hvert skridt’
Den afdøde søn samt en datter fik Murillo med en anden partner, før hun mødte Daniel Ortega. Hendes aktivistiske liv tvang hende i eksil i Panama, siden Venezuela og til sidst Costa Rica, hvor hun traf sandinistlederen Ortega; de blev et par og fik syv børn op igennem 1970’- og 80’erne.
Da sandinisterne tvang Somozaerne ud af landet i 1979, gav det første frie valg i Nicaragua i 1984 magten til oprørsbevægelsen og Daniel Ortega, der regerede indtil 1990, hvor bevægelsen efter et valg for første og eneste gang frivilligt afgav magten til oppositionen.
PR-eksperten
Den senere vicepræsident levede et stille liv ved siden af sin mand indtil slutningen af 90’erne, hvor hendes datter som tidlig teenager anklagede sin stedfar, Ortega, for seksuelt misbrug. Rosario Murillo gik i forsvar for sin mand. Hun anklagede sin egen datter for at være sindssyg og fik succesfuldt vendt folkestemingen imod datteren gennem en kløgtig propagandakampagne. ’Den evigt trofaste’ fortsatte sin rejse op ad den politiske rangstige.
Daniel Ortegas image som en ekstremistisk guerillakriger passede ikke ind i den overvejende katolske og krigstrætte befolkning, og han tabte tre præsidentvalg i træk, men op til valget i 2006 viste Rosario Murillo sig igen som mesterstrateg.
I et tæt samarbejde med den katolske kirke gav Rosario Murillo sin mand et nyt image. Daniel Ortega fralagde sig sin hærgrønne uniform og Castro-agtige basunblæserdiktion typisk for regionens venstrefløj, bekendte sig til Gud og klædte sig i fredelige hvide farver. En illusion og et taktisk politisk træk udtænkt af Murillo.
Daniel Ortega vandt, og Rosario Murillo blev udnævnt som regeringens talsperson. Siden har de siddet tungt på magten, og Murillo blev allemandseje op igennem 00’erne. Hun fik sit eget ugentlige tv-program og blev regeringens ansigt udadtil. Fra sin tid som kommunikatør i guerillabevægelsen havde hun styr på narrativer og propaganda, og Ortegafamilien begyndte sit indtog i landets medielandskab, mens den frie presse oplevede en langsom erosion. Ved hjælp af uoverkommelige skattereformer tvang Ortegaerne private radio- og tv-stationer på fallittens rand kun for at blive opkøbt af medlemmer af familien. I dag ejer seks af parrets syv børn størstedelen af Nicaraguas medier.
Den autoritære poet
I 2016 blev Daniel Ortega genvalgt – og med på valgplakaten som vicepræsident er denne gang Rosario Murillo. Rosario Murillos titel er ny, men igennem mandens regeringstid har Rosario overtaget store dele af magtapparatet, hvor hun overser store dele af den daglige ledelse. Hun er en micro manager ind til benet, og politiske modstandere fejes bort. På tv og i radio er hun veltalende, klædt i farvestrålende tøj, og hendes mange armbånd ringler i kor med en rolig, nærmest meditativ klang.
Det afmålte ydre tog i 2018 en anden form. Oliepenge fra alliance-landet Venezuela forsvandt omkring 2017 med Venezuelas økonomiske kollaps og tvang den nicaraguanske regering ud i en serie af skatte- og pensionsreformer. Befolkningen, trætte af korruption og et nepotistisk styre, demonstrerede, og militæret svarede brutalt igen. Over 300 blev dræbt – mange af regimets snigskytter – og endnu flere fængslet.
I den lange første fase af oprøret var Rosario Murillo regimets eneste talsperson. Ingen vidste, hvor hendes mand var, men der blev spekuleret i, at han var i Cuba for speciel lægebehandling. Rosario Murillos gik ind i kampen mod demonstranterne med brutal styrke og overtog samme retotik som Assad i Syrien: forrædere, termitter og ’en lille gruppe terrorister’ navngav vicepræsidenten den store folkelige bevægelse.
Regimet slog oprøret ned, tusinder er flygtet, og økonomien er kørt i sænk. Murillo og hendes mand forbereder sig nu på et fiktivt præsidentvalg i november 2021. 12 kandidater fra oppositionen er blevet anholdt for nyligt, og det tyder på, at regimet ikke stopper her.
Rosario Murillos historie er hendes egen, men visse aspekter går igen i fortællinger om revolutionære individer, som indledningsvist kæmper mod regimer i forsvar for en forsvarsløs befolkning kun for at tage form af det selvsamme. Rosario Murillo er blevet til netop det, hun bekæmpede i 1970’erne. Men hun bruger sin historie klogt til at fastholde befolkningen i en evig tro på, at revolutionen ikke er slut – koste hvad det koste vil.
