Mozn Hassan og Azza Soliman er anklaget under terrorparagraffen for ulovlig finansiering i Ægypten, selvom de arbejder for de anerkendte organisationer CEWLA og Nazra, der bl.a. modtager støtte fra Danmark. det fortæller KVINFO i den seneste udgave af sit nyhedsbrev.
De stadig vanskeligere forhold for kvinderettighedsaktivister og -organisationer rundt omkring i verden er et af de temaer, som blev taget op på ”The Stockholm Forum for Gender Equality”, der sluttede 17. april. På den internationale konference blev der diskuteret handling og politik på grundlag af FN’s verdensmål om ligestilling, på initiativ af den svenske regering. KVINFO var inviteret sammen med 500 centrale aktører fra hele verden, og direktør Henriette Laursen deltog.
I forbindelse med konferencen lancerede den svenske organisation Kvinna til Kvinna et ”call to action”, hvor den opfordrede regeringer verden over til at presse på for at få respekteret kvinderettighedsorganisationer og –aktivisters (Women Human Rights Defenders) rettigheder.
Rammer KVINFOs arbejde
Rundt om i verden oplever kvindeaktisister blandt andet, at anti-terrorlove bliver misbrugt til at ramme deres aktiviteter og deres finansiering og lukke for kritik af regeringerne. Erklæringen rammer direkte ned i KVINFOs arbejde i Mellemøsten og Nordafrika.
To af KVINFOs mangeårige egyptiske partnere, CEWLA (Center for Egyptian Women’s Legal Assistance), ledet af Azza Soliman og Nazra, ledet af Mozn Hassan, sidder lige nu på anklagebænken. Anklagen er ulovlig finansiering, men det er svært ikke at se sagen som et forsøg på politisk at lukke munden på dem og andre kritiske røster fra det stadigt mere autoritære egyptiske styre.
KVINFO beskrev sagerne, da anklagerne først blev rejst i 2016, og situationen i den langstrakte sag er stadig stort set den samme. Både Mozn og Azza er nu på tredje år ramt af udrejseforbud, og alle deres konti er blevet indefrosset – både organisationens og deres personlige, mens der stadig ikke er faldet domme i sagen. Organisationerne har måttet skrue deres arbejde ned på et vågeblus, og blandt andet er samarbejdet med KVINFO sat i bero.
Læs om sagen mod Azza Soliman og CEWLA her http://kvinfo.dk/nyheder/kvinfos-egyptiske-partner-ramt-af-rejseforbud-og-frosne-bankkonti og Mozn Hassan og Nazra her http://kvinfo.dk/nyheder/tiltale-mod-kvinfo-partner-i-egypten