Kim Hartzner
Kim Hartzner er grundlægger af hjælpeorganisationen Mission Øst, hvor han nu engagerer sig i fundraising. Organisationen arbejder i otte lande ud fra kontorer i København, Berlin og Bruxelles og er medlem af Integral Alliance, der har 22 medlemmer medlemsorganisationer, der tilsammen arbejder i 90 lande.
Han grundlagde Mission Øst sammen med sin far René Hartzner i 1991 – kort efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. I dag er han fuldt engageret i at rejse midler i Danmark og Tyskland til gavn for 250.000 nødlidende, som er direkte afhængige af Mission Østs hjælpearbejde.
Jeg er netop kommet hjem efter et besøg i den irakiske storby Mosul, der i næsten tre år lå under for Islamisk Stats terrorregime. Der døde 10.000 mennesker i forbindelse med tilbageerobringen. Der var en kamp fra gade til gade.
Mens byen stadig var besat af IS, kørte Mission Østs modige medarbejdere ind med nødhjælp til en befolkning, der ikke havde fået nok at spise i seks måneder. De levede af græs og lavede suppe af træstumper for at have noget at fylde i deres børns maver.
Da Mission Østs nødhjælpsteam gik ind under bombeskrald og kugleregn, måtte de nogle gange kaste fødevarepakkerne over gaden til sultende og desperate familier for ikke at blive ramt af snigskytternes kugler. De så lig i gaderne, børn, der havde fået hovedet hugget af, og mennesker, der var så lemlæstede, at kun et mirakel ville få dem til at overleve.
I dag er dette drama overstået, men der er lang vej igen, inden Mosul igen bliver til at leve normalt i. Over halvdelen af den gamle bydel i Vestmosul er fuldstændig smadret – 28 ud af 54 kvarterer. Du kan køre kilometer efter kilometer og se den ene ruinhob efter den anden. Langt det meste af byen mangler vand, sanitet, el, veje, infrastruktur, skolegang, basale serviceydelser og så videre. Verdensbanken anslår, at det vil koste fem milliarder kroner og tage ti år at genopbygge Mosul alene. Det er altså et ti-årigt projekt, der nu skal starte.
Det fungere lidt – nogle steder
Men der er lommer, hvor tingene begynder at fungere. Lommer, hvor der er vand, sanitet, veje og skoler. Lommer, hvor mennesker langsomt får overskud til at reparere og genopbygge deres medtagne huse. Jeg var inde at besøge nogle af de familier, som havde fået penge til genopbygning sidste år. Vi gav dem 400 dollars hver – 2.600 kroner.
Der var især én mand, der gjorde indtryk på mig. Ja, han havde fået repareret hullerne i sine mure efter bomberne. Der var kommet vinduesglas i vinduerne, og han havde kunnet betale for sin kones operation. Men hans situation illustrerer, hvor håbløs en situation, mange hjemvendte irakere befinder sig i. En situation, der kalder på, at vi fortsætter med at hjælpe dem, også nu, når byen er befriet og skal genopbygges.
Hans bror blev fanget i krydsild og skudt lige for øjnene af ham. Han måtte samle sin døde bror op og løbe med ham på ryggen for at komme væk. Så nu sidder han tilbage med sine egne syv døtre og sin kone og mor plus brorens kone og fire børn, hvoraf en har et mentalt handicap. Han skal altså forsørge 14 mennesker udover sig selv.
En dollar pr person om måneden
Jeg spurgte, hvad han tjente om måneden, og han svarede: ”Femten dollars.” Han havde femten dollars til femten mennesker! Jeg spurgte, hvordan han kunne klare det, og så brød han sammen og begyndte at græde. Jeg var helt ude af den. Det var ikke til at holde ud!
Så ja, de har fået noget hjælp, men der er massiv fattigdom. 80 procent af de unge i byen er arbejdsløse. Så hvis det internationale samfund ikke giver bistand til uddannelse, beskæftigelse og projekter til små iværksættere, taber vi dem alle sammen på gulvet. Der er jo stadigvæk op mod 400.000 af Mosuls indbyggere, som bor i ufærdige betonbygninger uden for byen og i flygtningelejre i Kurdistan, og som venter på at komme hjem. Men de skal jo kunne se en eller anden form for sikkerhed og fremtid i byen.
Mission Øst er i fuld gang med støtte til genopbygning og hjælp til, at befolkningen kan brødføde sig selv. Jeg kan kun håbe på, at mange flere hjælpeorganisationer vil følge efter. For behovet er akut. Og opgaven massiv.
