De dårlige nyheder om klimaets tilstand står i kø, eksempelvis den om, at 2023 blev det varmeste år nogensinde. Behovet for internationale målrettede klimaindsatser er åbenlyst, så de årlige topmøder i regi af FN’s klimakonvention er vitale fora for internationale aftaler.
Derfor giver det panderynker, at det er Aserbajdsjan, der er årets vært for klimatopmødet, COP29. For landet tjener stort set al sin udenlandske valuta på fossile brændstoffer, for som man kan se i denne oversigt, udgjorde olie og gas 95 procent af landets eksport i 2023.
Turen går til Aserbajdsjan
Dette års udgave af det globale klimatopmøde, COP29, afholdes i Baku, hovedstaden i Aserbajdsjan, fra 11. til 22. november.
Valget af Aserbajdsjan som vært har skabt diskussion, fordi langt størstedelen af landets indtægter kommer fra olie og gas. Dertil kommer, at menneskerettighederne har svære vilkår i landet.
Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier, cand.scient.pol. og ph.d. i geografi, besøgte landet i maj 2024 og kaster i denne serie på fire afsnit et kritisk blik på landet.
10.9.2024: Landet er helt afhængigt af olie, mere undertrykkende end de fleste og vært for dette års klimatopmøde
Netop de olieproducerende lande har været blandt de mest fodslæbende, når det gælder internationale bindende klimaaftaler, fordi det vil betyde reduktion i forbruget af fossile brændstoffer. Derfor var det bemærkelsesværdigt, da De Forenede Arabiske Emirater, som storeksportør af fossile brændstoffer, var vært ved sidste års klimatopmøde, COP28, og rent faktisk fik skabt rammerne for en række positive fremskridt på særligt tre områder:
Fremskridt i relation til afvikling af fossile brændstoffer
Forøget brug af vedvarende energi
Fremskridt i relation til såvel klimatilpasning som finansieringsmekanismer
Hos dem, der følger COP’erne, er det forhåbningen, at de vigtige spor på COP28 bliver fulgt op på COP29 i Aserbajdsjans hovedstad Baku i november 2024 – og gerne med nogle bindende aftaler.
FN har store ambitioner med mødet, som man kan læse på den officielle COP29-hjemmeside.
Det er lidt anderledes med mine forventninger. De er ikke store, når det gælder muligheden for seriøse gennembrud på COP29. For Aserbajdsjan har hverken international pondus eller interesse i at sætte sig igennem på den internationale klimadagsorden.
Selvom De Forenede Arabiske Emirater og Aserbajdsjan på overfladen kan minde om hinanden – de er begge storproducenter og eksportører af sort energi – så er landenes geopolitiske status og ambitioner grundlæggende forskellige.
De Forenede Arabiske Emirater forsøger at brande sig selv som en vigtig aktør i den geopolitiske transformation, senest som medlem af BRIKS-samarbejdet, som for nylig har udvidet medlemskredsen fra blot at omfatte Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.
Aserbajdsjan er en lille sydøstkaukasisk nation ved det Kaspiske Hav. Selvom Bakus skyline minder om en miniatureudgave af Golf-landenes metropoler, så har landet traditionelt været en af de små grå mus i det internationale samarbejde. Endnu vigtigere, så er landet dybt afhængigt af eksport af olie og gas. Landet er endnu ikke for alvor hoppet på den store økonomiske, teknologiske og energimæssige transformation, som De Forenede Arabiske Emirater har været i gang med i årevis.
COP29’s betydning for grøn energi i Aserbajdsjan
Selvom mine forventninger til de store internationale fremskridt på COP29 i kampen mod klimakrisen er til at overskue, mener jeg, at Aserbajdsjans værtskab kan få stor betydning for landets grønne energiomstilling.
I foråret rejste jeg rundt i landet, og her fik jeg et klart indtryk af, at der ikke skal meget til for at fremme omstillingen til grøn energi, for der er ikke meget af den slags, som det er nu. Hverken vindmøller eller solcelleparker er noget, man ser meget af. Derimod ser man især i den østlige del af landet mange nikkende æsler, som er en direkte oversættelse fra den engelske betegnelse for oliepumper.
Aserbajdsjan har på det seneste vist vilje til grøn omstilling og har fulgt de grønne ord med handling. Det er eksempelvis sket ved, at omfanget af naturfredning er blevet kraftigt forøget inden for de seneste ti år. Det betyder, at mere end 10 procent af landet i dag er udlagt som naturreservater. Det kan man læse mere om hos WWF Caucasus.
De fredede områder er vigtige i forhold til den globale naturkrise, fordi landet huser en unik biodiversitet. For eksempel er der over 200 plantearter, som kun findes i Aserbajdsjan. Landet har også haft stor succes med en meget målrettet indsats for at redde den udryddelsestruede sorthalede gazelle (Gazella subgutturosa). I begyndelsen af 1960’erne var arten næsten forsvundet, men nu er bestanden oppe på over 6.000 dyr.
Foto: Stig Jensen
Aserbajdsjan har på det seneste skruet op for investeringer i dekarboniseringen af samfundsøkonomien med en grøn finanspolitik, og regeringen har udtrykt ambitioner om at leve op til Paris-aftalens mål om klimaneutralitet.
Landets ambitioner om at omstille energisektoren skal nok også ses i lyset af beregninger, der viser, at oliekilderne har en udløbsdato. Det er Verdensbankens vurdering, at det sker om cirka 25 år. Værtskabet for COP29 kan være en mulighed for at tiltrække international opmærksomhed og investeringer, særligt til den grønne omstilling.
Et lukket land, der åbner sig op
Aserbajdsjan er ikke et land, der umiddelbart skaber de store medieoverskrifter, selvom der sker meget i og omkring landet. Men dem, der følger international politik, har helt sikkert hørt om konflikten omkring enklaven Nagorno-Karabakh.
Landet ramte for alvor de danske mainstreammedier, da Danmark under EM i herrefodbold 2021 spillede og vandt kvartfinalen mod Tjekkiet. Den kamp blev spillet på det olympiske stadion i Baku.
Meget af mediernes fokus, udover på selve fodboldkampen, var på forbuddet mod politiske budskaber på stadion og på, at en dansk tilskuer fik konfiskeret et regnbueflag. Både i forhold til rettigheder på LGBTQ+-området og menneskerettigheder generelt er vilkårene svære. Landets styre under præsident Ilham Aliyev betegnes som autoritært af organisationen Freedom House, og myndighederne har de seneste år slået hårdt ned på borgerrettighederne.
Da jeg rejste rundt i landet for et halvt år siden, føltes undertrykkelsen tydeligt. Især i hovedstaden Baku var politiet dominerende i bybilledet, og på landet så jeg jævnligt militærpatruljer. Det var vanskeligt at kommunikere med ‘almindelige’ folk, for ud over de åbenlyse sproglige udfordringer virkede de fleste frygtsomme. Politik er ikke noget, man taler åbent om, hvilket står i skærende kontrast til mine oplevelser fra de andre kaukasiske lande Armenien og Georgien.
Jeg oplevede også, at myndighedspersoner med autoritet og status gerne ikke havde problemer med at vise deres magt og tager gerne imod pengegaver – også fra turister. Dertil kommer, at samfundet er meget mandsdomineret, og jeg oplevede, hvordan især kvinder har svære vilkår uden for hjemmet.
Jeg vil sammenligne min oplevelse i Aserbajdsjan med mine oplevelser i Rwanda og Etiopien, der begge er temmelig undertrykkende. Faktisk føltes undertrykkelsen og lukketheden i Aserbajdsjan værre end den, jeg oplevede i Iran i 2018.
