Den 53-årige cand.scient.pol. slutter sig til sin diplomat-kone, Tove Degnbol, der blev dansk ambassadør i Ghana 1. juli i fjor.
Når det har drøjet med familiens genforening, skyldes det, at Udsholt gerne først ville opfylde sin fem-års kontrakt som sekretariatsleder for DMRU, der er en paraplyorganisation for 31 missionsselskaber og kirkelige organisationer.
Med sin fratræden i DMRU-domicilet i Diakonissestiftelsen på Frederiksberg pr. 1. juni 2015 opfylder han knapt fire-et-halvt år af sin kontrakt.
Og det er vigtigt for ham. For årene hos DMRU, hvor han tiltrådte 1. februar 2012 efter u-landsveteranen Uffe Torm, har været “utroligt givende”, lader han forstå.
“Det har været meningsfulde år, hvor jeg oplevede det meget stæke engagement i det kirkerettede u-landsvirke”, siger han til Globalnyt.
Missionselskaberne står ikke tilbage for nogen
“Missionselskaberne er næsten for ydmyge; det arbejde, de udfører, kan sagtens måle sig med, hvad man gør andre steder i NGO-landskabet”, siger han.
“Jeg så gerne, at organisationer som f.eks. IBIS og Røde Kors samarbejdede med kirkerne i u-landene, de øver en god og vigtig indsats”, anfører Lars Udsholt, som i maj 2014 indirekte oplevede en markant understregning af dette arbejdes betydnng via sit valg til formand for den store danske NGO-platform Globalt Fokus.
Og så er han glad for, at “vi fulgte op på Uffe Torms initiativ med at sætte religion og udvikling på dagsordenen”.
Lars Udsholt drager til Ghana med sin snart 15-årige datter, Rebekka, der har boet i hjemmet i Kongens Lyngby nord for København.
To voksne sønner bor ikke længere hjemme. Den ene studerer i England, den anden læser statskundskab på Københavns Universitet.
Nok en gang som “medfølgende”
Det er anden gang, Udsholt er ude som “medfølgende”. Tove Degnbol blev i 2007 udsendt som souschef på ambassaden i Hanoi i Vietnam i tre år (2007-2010) og her fulgte han med. Mere om hende på
http://u-landsnyt.dk/navnenyt/nyt-job/tove-degnbol-ny-ambassador-i-ghana
Det blev dog til et livligt konsulentvirke. Denne gang vil han tage den mere med ro:
“Jeg har øvet mig i ikke at lægge for mange planer for opholdet i Ghana og benytte anledningen til at trække vejret dybt … og mon ikke jeg kan finde opgaver dernede, hvis det endelig skulle være”, som han udtrykker det overfor Globalnyt.
Lars Udsholt er et kendt ansigt i det danske u-landsmiljø og har beskæftiget sig med udviklingslande og u-landsbistand i hele sit voksne liv. Meget mere om ham på
http://u-landsnyt.dk/navnenyt/m-rkedage/lars-udsholt-runder-de-50
Om DMRU
Dansk Missions Råds Udviklingsafdeling (DMRU) er en særlig afdeling under Dansk Missionsråd med egne vedtægter, generalforsamling, bestyrelse og økonomi.
Der er otte fastansatte medarbejdere. Omsætningen udgjorde i 2014 ca. 45 mio. kr. DMRU administrerer Danida-finansierede udviklings- og nødhjælpsprogrammer, herunder DMRU-puljen og Genbrug til Syd.
DMRU har som medlemmer 31 missionsselskaber og kirkelige organisationer, der sammen med egne partnere i civilsamfundet gennemfører udviklingsprojekter indenfor bl.a. sundhed, uddannelse, dialogarbejde og lokalsamfundsudvikling primært i Afrika og Asien.
DMRU arbejder generelt med religions rolle i forhold til udvikling samt fremme af trosfrihed.
Se stillingsopslaget her i Globalnyt på
https://globalnyt.dk/content/dansk-missionsraads-udviklingsafdeling-dmru-soeger-en-ny-sekretariatschef
Mere om DMRU på http://www.dmru.org