Latinamerikansk filmfestival i Aarhus i Pinsen

Forfatter billede

Mens skuespillere går op og ned ad den røde løber i Cannes, slår biografen Øst for Paradis dørene op for en hel dag med nye latinamerikanske film.

Det er IBIS, der står bag den Aarhus-baserede filmfestival, der vil sætte specielt fokus på den truede Yasuní Nationalpark i Ecuador. Det sker Pinselørdag og Pinsesøndag (18.05 og 19.05).

Filmfestivalen viser film fra Peru, Ecuador og Guatamala – og der er både spillefilm og dokumentarfilm på programmet i biografmørket. Dramaet “Las Malas Intenciones” af Rosario Garcia-Montero, der før har været vist i Danmark, og dokumentarfilm “Yasuni -Two seconds of Life” viser festivalens bredde.

Truet biodiversitet
Festivalen har særligt fokus på Yasuní Nationalparken i Ecuador – en park, som trues af store olieselskaber, der står i kø for at komme til de enorme mængder råolie under jorden.

Hvis en storstilet olieudvinding sættes i gang, vil det have alvorlige konsekvenser for natur og mennesker i et af verdens mest biodiverse områder.

IBIS støtter Yasuní-Initiativets arbejde mod at lade olien blive i jorden og bevare regnskoven.

Dokumentarfilmen “Yasuni -Two seconds of Life” fortæller om netop dette område, der er et af verdens mest biologisk mangfoldige.

Yasuní er også hjemsted for de ukontaktede tagaeri og tarome nane-indianere, de sidste to indfødte folk i Ecuador, der har valgt at leve i såkaldt frivillig isolation fra det omkringliggende samfund.

Se mere på www.jegeryasuni.dk

Bagtanker
Sidste år blev filmen ” Las Malas Intenciones” instrueret af Rosario Garcia-Montero vist på Buster-filmfestivalen for børn og unge i Danmark. Nu kan den ses igen på IBIS-filmfestivalen i Aarhus lørdag.

Det er en film fra Peru, om den 9-årige Cayetana, der lever et privilegeret liv med privatchauffør, men hun mærker uroen i landet og terrortruslerne i hverdagen. Mest af alt bekymrer hun sig dog om den lillebror, der er på vej.

Pigen er sikker på, at hun selv vil dø, så snart barnet bliver født, og Cayetanas mor gør ikke meget for at mindske hendes ængstelse.

Faktisk er Cayetanas mor ikke særlig interesseret i sin datter, og selv om Cayetana ikke brokker sig højt til sine forældre, er det nemt at aflæse i hendes adfærd. Hun lyver, stjæler og er voldsomt selvoptaget.

‘Bagtanker’ ser en tumultarisk periode igennem et barns optik med så stor autenticitet, at man aner de selvbiografiske noter.

Filmene vises alle i biografen Øst for Paradis, Paradisgade 7-9, 8000 Århus C og koster mellem 50 og 80 kr.

Billetbestilling kan foretages her på hjemmesiden eller på tlf: 86 19 31 22

Se mere på:
www.ibis.dk/filmfestival
www.bit.ly/ibis_filmfestival

Yderligere oplysninger hos:
IBIS’ frivillig-koordinator Nanna Lynggaard
tlf. 30 28 84 97.