I 10 måneder har protestbevægelsen i Libanon været lederløs. Sunnimuslimer, shiitter og kristne har stået skulder ved skulder. Universitetsprofessorer og gadesælgere har råbt ”revolution” i kor. Men intet navn, intet ansigt, ingen frontfigur har repræsenteret oprøret.
”De libanesiske demonstranter er nu lykkedes med at vælte to regeringer, men de har ikke præsenteret et politisk alternativ, der kan tage oligarkiets plads,” siger Paul Salem, præsident i tænketanken Middle East Institute i Washington.
Men måske ændrer det sig snart. I hvert fald foregår der lige nu intensive forhandlinger mellem otte forskellige græsrodsbevægelser og uafhængige partier i Beiruts protestmiljø. Målet er at skabe en fælles front i revolutionsbevægelsen; et reelt alternativ til Libanons politiske og økonomiske magtelite.
Det fortæller Paul Salem, som selv er involveret i flere af organisationerne, Sami Zoughaib, forsker ved Lebanese Center for Policy Study, og Petra Samaha, som er en del protestpartiet Citizens in a State, alle sammen til Globalnyt.
”Desværre,” siger Petra Samaha, ”krævede det eksplosionen at forene oprørsbevægelsen.”
Fortsættelse af ”oktoberrevolutionen”
Da 2.700 ton ammoniumnitrat eksploderede i Beiruts havn tirsdag den 4. august, dræbte det ikke kun 200 mennesker, ødelagde en tredjedel af Beirut og gjorde 300.000 mennesker hjemløse. Det antændte også et folkeligt raseri, som ikke tidligere er set i Libanon.
For at forstå det er det vigtigt at have øje for tidslinjen i Libanons såkaldte ”oktoberrevolution”.
Allerede for 10 måneder siden var libanesernes situation så uholdbar, at op mod en tredjedel af befolkningen gik på gaden i protest den 17. oktober 2019. Massiv arbejdsløshed, åbenlys korruption, manglende elektricitet, bunker af skrald på gaderne og begyndende inflation var blot nogle af katalysatorerne. Oprøret udviklede sig til en national folkefest i både syd og nord, men også til en smeltedigel af forskellige krav. Nogle ønskede en total omvæltning af hele det sekteriske politiske system, andre kaldte på reformer. For nogle handlede det om hungersnød, for andre blev det til et spørgsmål om kvinders rettigheder.
Forhenværende premierminister Saad Hariri og resten af hans regering trak sig efter 12 dages revolutionslignende demonstrationer, men det ændrede ingenting. Hassan Diab, en tidligere universitetsprofessor fra American University of Beirut, blev sat ind som teknokratisk marionetdukke i december 2019, mens de sædvanlige magtfigurer fortsatte med at trække i trådene.
Revolutionen kom tilbage med et brag
Demonstrationerne fortsatte i 2020, men mistede langsomt momentum.
Det libanesiske pund mistede omkring 80 procent af sin værdi mod den amerikanske dollar, arbejdsløsheden steg, og strømafbrydelserne blev hyppigere. Coronapandemien synliggjorde og forværrede problemerne, og i april anslog Human Rights Watch, at godt og vel halvdelen af Libanons befolkning ikke ville have råd til mad og basale nødvendigheder ved årets udgang.
”Mange demonstranter følte sig besejrede,” siger Sami Zoughaib fra Lebanese Center for Policy Studies.
Men den forfærdelige eksplosion genantændte protestgnisten.
”De, der er tilbage på gaden nu, er langt mere vrede, langt mere effektive,” siger Zoughaib.
Fire ministerier er blevet indtaget af demonstranter. Fra galger hænger papfigurer, der forestiller den 85-årige præsident Michel Aoun fra det kristne parti Free Patriotic Movement, den 82-årige parlamentsformand Nabih Berri fra det shiamuslimske Amal, forhenværende premierminister Saad Hariri fra sunnimuslimske Future Movement og Hassan Nasrallah fra Hezbollah. Og udenlandske statsledere som Frankrigs Emmanuel Macron er blevet bønfaldt om ikke at give én euro mere til det korrupte regime.
”Folk har forstået, at Libanons problemer er systematiske. Reformer vil ikke løse problemerne, så længe de samme politikere sidder på magten,” siger Zoughaib.
Et opgør med sekterismen
Nu, efter at premierminister Hassan Diab i sidste uge trak sig som premierminister med afskedssalutten ”det korrupte system i Libanon er større end staten selv”, føler mange i protestbevægelsen, at de har en ny chance. To væltede regeringer på 10 måneder skal skabe forandring. Men det kræver, at der stables et reelt politiske alternativ på benene, som både libaneserne og det internationale samfund kan forholde sig til.
”Bestræbelserne på at skabe en seriøs koalition har taget fart de seneste dage. Mit parti sidder i møder dagen lang for tiden. Mange af protestbevægelsens forskellige fraktioner har omsider samlet sig om ét fælles mål: At danne en midlertidig regering, som kan skabe en libanesisk civilstat, som ikke er sekterisk,” siger Petra Samaha fra Citizens in a State.
Libanons sekteriske politiske system går ud på, at magten er ligeligt delt mellem landets 18 forskellige trosretninger, hvilket gør, at de sekteriske partier hver især kun orienterer sig mod en specifik religion. Fred mellem shiitter, sunnimuslimer og kristne er styreformens ædle formål, men 30 år efter borgerkrigens afslutning er resultatet et inkompetent og dybt korrumperet system.
”Vores projekt ekskluderer ingen borgere. Vi vil repræsentere hele landet,” siger Petra Samaha om den nye opposition.
Visionen for et anderledes Libanon
Hendes eget parti Citizens in a State blev grundlagt i 2016 som netop et alternativ til de sekteriske partier. Det er anført af Charbal Nahas, økonom og tidligere beskæftigelsesminister i Libanon, og partiet har en vision – eller nødplan – for landet, som strækker sig halvandet år frem.
I stedet for at den politiske magtelite for anden gang på under et år får lov til at vælge en regering, vil revolutionsbevægelsen udvælge en transitregering. Dens første opgave bliver at få Libanons økonomi på ret køl igen – blandt andet gennem bedre udnyttelse af landets knappe ressourcer, større kontrol med banksektoren og appel til internationale donorer. Her er tale om ren brandslukning. Efter et halvt år vil partiet begynde at lægge stenene til et nyt, ikke-sekterisk system i Libanon, og efter halvandet år skal libaneserne til stemmeboksene, når der afholdes valg.
Spørgsmålet om Hezbollah forholder Citizens in a State sig også til. Libanons mest magtfulde politiske parti, stærkeste militærenhed og andenstørste arbejdsgiver kan ikke bare viskes væk. Hezbollah, der er i lommen på Iran og i Vesten kategoriseres som en terrororganisation, repræsenterer mere end en femtedel af den libanesiske befolkning. Men partiet skal transformeres til noget mere legitimt og formelt.
I hvor høj grad revolutionsbevægelsens andre syv partier – som tæller både nationalistiske, socialistiske og kommunistiske partier – er med på Citizens in a States politiske program, er uvist. Svarene på andre spørgsmål blæser også i vinden: Hvor stor en del af befolkningen repræsenterer demonstranterne egentlig? Hvordan vil de undgå en konfrontation med Hezbollah? Hvordan vil de få regimet til at afgive sin magt? Og hvem skal helt præcist stå i spidsen for den nye koalition?
”Vores eneste håb”
Protestbevægelsen er oppe imod en elite, som ikke skyer nogen midler for at klamre sig til magten. Alene i denne uge har det libanesiske parlament indført en undtagelsestilstand, som giver militæret vide beføjelser i forbindelse med det folkelige oprør.
I en tale fredag nævnte Hezbollahs leder Hassan Nasrallah risikoen for borgerkrig ni gange, kaldte det for ”utænkeligt”, at præsident Michel Aoun skulle træde af, og påstod, at ”udenlandske ambassader” står bag oprøret.
Regimets taktik med bølleteknikker og konspirationsteorier gav pote i slutningen af 2019, hvor det lykkedes at splitte protestbevægelsen. Denne gang håber kilderne, som Globalnyt har talt med, at libaneserne er så økonomisk pressede og desperate, at de ikke har andet valg end at støtte et politisk alternativ.
”Det handler ikke om, hvor mange borgere en eventuel ny koalition fra protestbevægelsen repræsenterer. Det handler mere om, at hele Libanon er desperat efter et politisk alternativ, og at hvis borgerne bliver præsenteret for et, der virker legitimt, så kan det potentielt modtage stor opbakning,” siger Paul Salem, præsident ved Middle East Institute i Washington.
Det samme siger Sammi Zoughaib fra Lebanese Center for Policy Studies. At en fælles front i revolutionsbevægelsen skulle overtage magten i Libanon, er ikke sandsynligt, indrømmer han:
”Men det er vores eneste håb.”
