Den pakistanske skolepige og børneaktivist Malala Yousafzai, som i fjor overlevede et drabsforsøg fra Taliban, modtog fredag den internationale fredspris for børn i den hollandske by Haag, skriver flere internationale nyhedsmedier.
16-årige Malala blev hædret for at have risikeret sit liv i kampen for uddannelse for piger over hele verden. Børnefredsprisen er indstiftet af KidsRights Foundation.
“Jeg ønsker at leve i en verden, hvor uddannelse er noget, vi regner for givet over alt på kloden”, sagde Malala i sin tale.
Med prisen følger 100.000 euro til støtte for uddannelsesprojekter for piger i Pakistan.
I oktober 2012 blev Malala skudt i hovedet af to talibanere, der trængte ind i hendes skolebus.
Hun blev opereret på et hospital i Birmingham i Storbritannien, hvor hun bor nu.
Malala blev internationalt kendt i 2009 med en blog på BBC. Hun beskrev sit liv i Swat-dalen, som dengang blev kontrolleret af Taliban, der brændte pigeskoler ned og begik overgreb mod befolkningen.
I 2011 modtog hun Pakistans første nationale fredspris og anses for en af favoritterne til årets”rigtige” Nobelpris.