Massawa er Eritreas vigtigste havneby, som med sin placering ved Det Røde Hav både er af stor strategisk og økonomisk betydning. Denne stilfærdige by er tiltænkt en rolle som landets udviklings-generator.
Og det er i Massawa, at jeg sidder og spiser morgenmad på Grand Dahlak Hotel. Det foregår udendørs med udsigt over et blikstille hav. Kun en enkelt fisker er at se. Han er ved at gøre sin båd klar. Der er ikke for varmt, for solen har endnu ikke skruet op for fuld styrke.
Det er svært at forestille sig, at dette var en krigsskueplads i 1990. Etiopiske bombefly sønderbombede byen ni dage i træk med napalm og klyngebomber, efter at Massawa var blevet indtaget af den eritreanske befrielsesbevægelse.
Det var vendepunktet i Eritreas nationale befrielseskamp, som kom til at vare 30 år. Kun nogle enkelte ruiner er at se i dag. Derimod er der bygget nye lejlighedskomplekser og brede boulevarder med brede fortove.
Det er endnu sværere at forestille sig, at der her i december 2018, udkæmpes et af dette årtis værste krige i Yemen på den anden side af Dahlak-øerne. Dem kan jeg lige skimte derude i det Røde Hav, når vejret er klart.
Tomme hoteller og barer
Men det er virkelighed – både det med krigene og det stille fredfyldte hav, som jeg slet ikke kan tage øjnene fra, mens jeg langsomt drikker min morgente færdig. Jeg er ret alene ved morgenbordet, for dette paladslignende hotel med over 200 værelser, har kun ni gæster – og det, selvom det er weekend.
”Hvor bliver alle gæsterne af?” spørger en stuepige.
Hun er en del af den lille hær af hotelansatte, der vasker gulvene og gør rent på alle værelserne, som de har gjort hver dag i de seneste tyve år.
Turisterne fra Etiopien holdt op med at rejse hertil, da en ny krig mellem Eritrea og Etiopien brød ud i 1998. En grusom skyttegravskrig, som kostede titusinder livet. Selv om der blev aftalt våbenhvile efter næsten to års krig, blev der aldrig sluttet fred. FN-fredsbevarende styrker blev placeret på begge sider af den omstridte grænse mellem de to lande, men soldaterne blev trukket ud i 2008 og fik lysene til at slukkes på Massawas barer og natklubber.
I 2009 blev Eritrea pålagt internationale sanktioner og har siden ligget i dvale og international isolation, dæmoniseret som ”Afrikas mest lukkede land”, mens dets hær til stadighed stod i beredskab ved grænsen mod syd.
Dvale
Et land i dvale er måske ikke en rigtig betegnelse for perioden 2000 til 2018, der blev kendetegnet som en ”no war no peace” situation.
Trods knaphed på resurser byggede Eritrea i disse år faktisk et imponerende sundhedsvæsen op. Dæmninger og flodbreds-forstærkninger blev bygget ude i de halvtørre landdistrikter, og landet begyndte sin omstilling fra fossil elektricitets-produktion til solenergi. Men det skete i isolation, og med en befolkning, som mærkede vareknaphed og mangel på jobs. Store dele af ungdommen var bundet i nationaltjeneste. Eritrea gik gennem en hård tid.
Turistbåd for anker ude ved en af de hundreder af øer i havet udenfor Massawa.
Det var dog ikke en periode med forfald. Asmaras og Massawas gader blev fejet hver morgen, børn gik i skole. Om aftenen kunne familierne i de små huse i Asmara og Massawa samles om over hundrede udenlandske TV-kanaler via satellit. Eritreanerne fik således et indblik i globaliseringen uden at være en del af den.
Der blev bygget mange nye boligblokke i Massawa, men ikke alt byggeriet er blevet færdiggjort. Byens lufthavn, som var blevet anlagt i 1997, blev kun brugt i nogle år af det private selskab Nasair. Det holdt op med at flyve i 2014. Skibene, som havnen havde plads til, var få.
Juni 2018 blev imidlertid et vendepunkt. En fredstraktat med Etiopien blev endelig underskrevet, og de to landes befolkninger faldt hinanden om halsen. Et nyt liv startede. Grænsen mellem de to lande blev åbnet. Varerne begyndte straks at strømme frit ind i Eritrea. Der er nu to daglige fly mellem Addis Ababa og Asmara.
Eritreas trumfkort
Men hjulene er ikke kommet i gang endnu. Befolkningen er glade for freden, men der er stadig ingen nye jobs. Hotellerne står tomme, stranden ved Gurgusum nord for Massawa er øde. Dykkercenteret, som er parat til at tage turister ud til nogle af verdens smukkeste koralrev ved Dahlak-øerne, har ikke mange kunder. Selv de nye boligkomplekser står tomme. Ingen er flyttet til Massawa endnu. Fiskeriet ligger også ret stille, særligt på grund af krigen over i Yemen.
Men Massawa er alligevel Eritreas trumfkort i bestræbelserne for at skabe økonomisk udvikling. Det er her moderniseringen skal komme fra. Placeringen ved Rødehavets indsejling er strategisk vigtig. Etiopien, som nu er inde i en rivende reformproces, har brug for havnen, der med sine seks gamle kraner, to nye og tre lodsbåde nok er beskeden i størrelse. Men den er der!
”Den gamle by” med ottomansk og arabisk arkitektur og huse bygget i koralsten helt tilbage i 1600-tallet.
Der skal sikkert både investeres mere og indføres økonomiske reformer for at udvikle Massawas potentiale som udviklingsmotor. Investorerne skal have tillid til, at freden og stabiliteten holder.
Massawa blev oprettet som en Export Production Zone i 2001. Siden er der investeret i et stort areal med industribygninger, et stort kølehus, og elektricitetsproduktionen er blevet forbedret med især solenergi. Men ud over interesse fra Kina har dette endnu ikke tiltrukket internationale investeringer. Infrastrukturen omkring havnen og vejen op gennem højlandet er vel-vedligeholdt, lufthavnen er klar til brug.
Drømmene
Jeg er åbenbart kommet hertil for tidligt, kun få uger efter at sanktionerne mod Eritrea er blevet ophævet. Massawa sover stadig sin Tornerosesøvn. Mangler det fortryllende kys. Men det summer. Der bliver snakket om de nye muligheder, og alle har en mening, ideer og drømme.
En af disse drømmere har planer om at starte en produktion af glasfiberbåde i Massawa. En anden vil lave økologiske fiskefarme. Det eneste, der mangler, er en tilladelse fra regeringen til at starte. En tredje vil have dykkerturismen genoplivet.
Der er endda en gruppe svømmeentusiaster, som vil sende en eritreaner til de olympiske lege i 2020, selv om landet kun har to svømmebassiner – ingen af dem med de påkrævede internationale mål.
”Men vi har 1,300 km kyst”, siger svømmeunionens næstformand Aman Yebio. Det er i havet, de eritreanske svømmere træner. Og det er i de målrettet i gang med.
Landtangen over til øen, hvor Massawas havn og den gamle by ligger.
Jeg genkender denne optimisme og fandenivoldskhed fra årene lige efter selvstændigheden – 1993 og frem til 1998, da jeg boede og arbejdede i landet. Alt var muligt dengang. Massawa skulle være Eritreas Dubai. Dengang nød asmarinoerne en weekend-tur til Massawa. Stranden ved Gurgusum nord for byen var fyldt med folk, som kastede sig i Rødehavets bølger uden at mestre et eneste svømmetag.
Om aftenen kunne turister slentre rundt i ”den gamle by” med huse tilbage fra 1600-tallet og sætte sig ved en udendørs restaurant, som serverede nyfanget fisk grillet i en lerovn. Mange af de besøgende var etiopere, for der var der fred mellem de to lande. Om aftenen var diskoteker og dansesteder åbne til den lyse morgen. Det var begyndelsen til noget stort – Massawa var det moderne Eritrea, Det Røde Havs Perle.
Mange ubesvarede spørgsmål
Nu er dørene blevet åbnet igen. Fredsaftalen er trådt i kraft, sanktionerne er blevet hævet. Tiden er kommet til, at Massawa skal spille sin rolle. Det store etiopiske ønske om direkte adgang til verdenshandelen er nu virkelighed. Men det er også meget tidligt. Befolkningen er først for nylig begyndt at føle, hvad fred og frihed er. De kan næsten ikke tro, det er sandt. Vil freden holde?
Eritrea er som de øvrige lande i Afrikas Horn vant til krige og konflikter. Kan Etiopien gennemføre sin demokratiske omstilling uden modstand? Hvor langt vil den nye alliance mellem Eritrea og Etiopien kunne strækkes? Hvornår kommer de økonomiske reformer?
Det er rimelige spørgsmål at stille. Lige nu har politikerne travlt med at befæste freden og den nye åbning mod verden. Det er forudsætningen for, at spørgsmålene kan besvares.
Imens er befolkningen langsomt, men målrettet igen begyndt at drømme og se fremad, som deres forældre gjorde for 20 år siden.
Massawa og Eritrea er ved at være parat til verden. Er verden parat til at omfavne Eritrea og Massawa?
Masawas vigtige havn – dog uden skibe ved kaj.
