Med BBC og DR i regnskoven hos kendt dansker på Borneo

Forfatter billede

Da Danmarks Radio filmede dokumentaren ‘Lone & Orangutangerne – Tilbage til Friheden’, som DR1 sender Anden Pinsedag d. 20. maj, var britiske BBC efter stort set den samme historie, skriver DR online torsdag.

“Det var lidt Davids kamp mod Goliat. De var syv mand og havde 45 kasser udstyr. Vi var to og havde ikke meget mere end en rygsæk og et kamera”, siger Anna Katrin Nørgaard.

Hun er tilrettelægger på dokumentaren ‘Lone & Orangutangerne – Tilbage til Friheden’, der handler om nordjyske Lone Dröscher Nielsen, som har viet sit liv til at redde de truede menneskeaber i Borneos hastigt svindende regnskove.

Men DR var ikke de eneste, der var ude efter Lone og hendes orangutanger. Britiske BBC skulle også følge den danske orangutang-elsker, når hun, forhåbentlig, skulle slippe sine første orangutanger ud i den fri natur.

BBC var lovet eneret til historien. Men her havde Borneo Orangutang Survival Foundation (BOSF), som Lone Dröscher Nielsens center er en del af, nok lovet lidt for meget. Den tidl. stewardesse var nemlig selv meget interesseret i, at DR også fik lov til at følge hende.

Dokumentar gav donorer

“BBC’s historie var en naturfilm om orangutangerne, mens vores handlede om Lone”, fortæller siger Anna Katrin Nørgaard og lægger til:

“Derfor burde det altså kunne lade sig gøre at få plads til begge – vi var jo ikke ude efter præcis det samme. Lone havde sikkert også i baghovedet, at DR gjorde en stor forskel for hendes center med den første dokumentar.”

DR lavede også en dokumentar om orangutangcentret i 2007. Dengang var det lukningstruet, og Lone Dröscher Nielsen havde akut brug for flere penge, hvis hendes rødhårede venner skulle overleve.

Inden dokumentaren ‘Kvinden Med Aberne’ fra 2007 blev sendt, var der 1.200 danskere, der donerede penge til centret. Efter dokumentaren voksede tallet til 12.000, og i dag bliver centrets driftsudgifter udelukkende dækket af danske midler.

Anna Katrin Nørgaard:

“BOSF prioriterede helt klar BBC højere end os – de er jo langt et langt større medie. I lang tid vidste vi ikke, om vi kunne få lov til at følge med ud til frisættelsen af orangutangerne. Men Lone og orangutangerne hører sammen, man kan ikke lave en dokumentar om hende uden dem”.

“Lone kæmpede for DR, og truede faktisk på et tidspunkt med at trække sig helt, hvis vi ikke kunne følge med.”

Et væld af eksperter

Læs videre på
http://www.dr.dk/OmDR/Nyt_fra_DR/Nyt_fra_DR/2013/05/16125306.htm

Se også U-landsnyt.dks interview med Lone Dröscher Nielsen i telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/28-04-13/interview-sm-ngo-er-k-mper-danidas-st-ttekroner