”Trump tænker som en købmand, og det vil også præge hans politik i Mellemøsten,” siger Lars Erslev, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier.
Han sidder en mørk eftermiddag ved et mødebord hos Globalnyt, hvor han giver sit bud på, hvordan Trumps præsidentielle comeback vil påvirke udviklingen i et Mellemøsten – der selv efter sine egne standarder – må siges at have haft et voldsomt år.
Regionen bredt og krigen i Gaza specifikt var da også begge på International Crisis Groups top-ti over, hvilke konflikter man særligt skulle følge i 2024.
Med indgåelsen af en våbenhvile mellem Israel og Hamas og Hizbollah, et regimeskifte i Syrien og et svækket Iran er regionens magtbalance i opbrud. Samtidig er en nytiltrådt Trump-administration trukket i arbejdstøjet.
10 konflikter vi holdt øje med i 2024
International Crisis Group udgiver i begyndelsen af hvert år en liste over de 10 konflikter, tænketanken vurderer, det er vigtigst at holde øje med i det nye år. Så det gør vi på Globalnyt.
Hen over årsskiftet tager vi en statusrapport og samler op på, hvordan det rent faktisk gik i de 10 brændpunkter.
• Gaza
• Mellemøsten (Gaza og Mellemøsten behandles i én artikel)
• Sudan
• Ukraine
• Myanmar
• Etiopien
• Sahel
• Haiti
• Armenien-Aserbajdsjan
• USA-Kina
Vanen tro trækker Trump overskrifter verden over med sin uforudsigelighed, usandheder og verbale håndgranater. Det store spørgsmål er, hvordan han reelt vil forsøge at præge regionens sikkerhedsarkitektur i de kommende år.
Siden Hamas-bevægelsens overraskelsesangreb på soldater og civile i Israel har landets militær sønderbombet Gaza og dræbt et stort antal Hamas-krigere og civile. Samtidig har Israel gennem bombardementer og likvideringer svækket Hizbollah-militsen i Libanon og sat det iranske præstestyre under pres.
Som en afledt effekt er Syriens mangeårige diktator Bashar Al-Assad faldet efter en lynoffensiv fra en række oprørsgrupper under ledelse af den islamistiske HTS-bevægelse.
Regionens styrkeforhold har med andre ord ændret sig markant.
”Netanyahu og Israel har reelt formået at knække modstandsaksen,” siger Lars Erslev Andersen med henvisning til den alliance af militser og stater, som Iran gennem årene har kultiveret som et våben og et skjold mod sine regionale rivaler.
”Iran står meget svagt. Deres strategi med at have en modstandsakse er passé og virker ikke mere. Aksen er jo ikke længere et afskrækkelsesmiddel, man kan mobilisere. Og hverken Iran, Hizbollah eller for den sags skyld russerne kunne hjælpe Bashar al-Assad, da HTS rykkede frem. Tværtimod,” siger Lars Erslev Andersen.
Hamas forsvinder ikke
Samtidig har Netanyahu med våbenhvilen lukket munden på de mange interne kritikere, der mente, at han ofrede gidslernes liv i sin jagt på en militær sejr over Hamas.
”Hos Israels regering har det militære mål om at udrydde Hamas været vigtigere end gidselproblematikken. I befolkningen har det været omvendt,” siger Lars Erslev Andersen.
Da våbenhvilen trådte i kraft, og Hamas-krigere igen blev synlige i Gazas gadebillede, fik kritikerne ret i det, de hele tiden har hævdet, nemlig at bevægelsen aldrig kan udryddes helt.
”Der er ingen tvivl om, at Hamas er helt i knæ. De kan stadig sende nogle raketter ind i det sydlige Israel eller skyde nogle soldater, men deres lederskab er blevet likvideret, ligesom Hizbollahs lederskab er. De har været jaget vildt, og mister opbakningen fra Gazas befolkning, der sulter og fryser og er blevet bombet for noget, som Hamas er ansvarlig for,” siger Lars Erslev Andersen.
”Men samtidig ved alle, at Hamas ikke forsvinder fra jordens overflade, selvom Israel systematisk bomber dem.”
Så mens verden holder vejret, Israel modtager sine gidsler, og Gazas indbyggere måske vender hjem til deres ødelagte boliger, er spørgsmålet, hvad Hamas opnåede med sit voldsomme angreb.
Har konflikten overhovedet medført noget positivt for palæstinenserne?
”Intet.”
Nogle mener, at angrebet den 7. oktober skulle sætte en kæp i hjulet på Israels og Saudi-Arabiens tilnærmelser. Kan man lige på dette punkt tale om en palæstinensisk sejr?
”Der er rigtig meget spin omkring det her. Vi ved jo ikke, hvad der foregik inde i hovedet på Yahya Sinwar,” siger Lars Erslev Andersen om den Hamas-leder, der stod bag angrebet den 7. oktober, og som senere blev dræbt af Israel.
”Det er rigtigt, at Saudi-Arabien var ved at lave en normaliseringsaftale med Israel som en del af de såkaldte Abraham-aftaler. Og det ville så være den vigtigste og sidste arabiske brik til at isolere palæstinenserne fuldstændigt.”
”Det interessante er, at man reelt ikke var tæt på en aftale. Saudi-Arabien sagde meget, meget klart, at de har to hovedkrav. De ønsker først og fremmest en sikkerhedstraktat garanteret af USA. En sådan traktat forudsætter to tredjedeles flertal i Senatet. Det kunne Biden ikke levere.”
”Det andet krav fra den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, var, at Israel forpligter sig til en reel forhandling om oprettelsen af en tostatsløsning. Mange sagde dengang, at det bare var noget, han sagde. Ikke desto mindre, så kunne og ville Israel ikke levere på det krav. Og da Biden som nævnt heller ikke kunne levere på sikkerhedstraktaten, var der reelt ikke nogen forhandling. Det havde ikke nogen gang på jord på det tidspunkt.”
… jeg tror, den egentlige årsag til Hamas’ angreb især var den voksende israelske vold på Vestbredden og i Gaza.
Lars Erslev Andersen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier
Så du er ikke enig i, at angrebet i oktober 2023 skyldtes tilnærmelsen mellem Saudi-Arabien og Israel?
”Nej, det tror jeg ikke på. Det er den fortælling, der har været. Men nej, jeg tror, den egentlige årsag til Hamas’ angreb især var den voksende israelske vold på Vestbredden og i Gaza. Så længe Israel slår én, to eller tre palæstinensere ihjel om ugen og smider et par bomber, så gider vi ikke rapportere om det i de internationale medier og derfor heller ikke i de danske,” siger Lars Erslev Andersen.
”Israels mindre angreb kørte jo hele ’22 og ’23. Folk, der fulgte med, advarede om, at konflikten var ved at blusse op, men det blev ignoreret. Og det er jo det, der er utroligt ulykkeligt. Jeg tager lige så meget afstand som statsministeren fra angrebet i oktober. Men hvis Hamas skal have opmærksomhed, så skal de lave noget, der kan høres. Og så går man fra en lavintensitetskonflikt til en højintensitetskonflikt. Problemet er blot, at det internationale samfund kun arbejder på at dæmpe konflikten, men ikke på at løse den,” siger Lars Erslev Andersen.
Han tilføjer, at volden på Vestbredden fortsætter ufortrødent i skyggen af begivenhederne i Gaza:
”Siden oktober sidste år er over 870 palæstinensere blevet slået ihjel på Vestbredden af militær og bosættere. Og flere end 12.000 er blevet anholdt, heriblandt mange børn,” siger Lars Erslev Andersen.
Trump vil undgå krig
Spørgsmålet er, om regionens nye magtvakuum kan give rum til nye løsninger. Mange aktører byder sig til, og USA er langt fra så magtfuld som i gamle dage. Men der er ingen tvivl om, at USA’s nye regering kan få afgørende indflydelse. Her tror Lars Erslev på, at Trump vil forsøge at skabe resultater med sit ’deal-diplomacy’.
”Det er rent spekulativt. Det kan ikke være andet. Men først og fremmest kan man med ret stor sikkerhed sige, at Trump er meget lidt tilbøjelig til at starte nye store krige. Derfor vil han heller ikke starte en med Iran. Også fordi han vil sige, at Iran jo er der, hvor han gerne vil have dem – i defensiven.”
Det fjerner dog ikke risikoen for, at Iran vil udvikle en atombombe som en sikkersline for regimet. For at undgå at det sker, vurderer Lars Erslev Andersen, at Trump vil forsøge at lave en ny atomaftale med Iran.
”Jeg tror, at Trump vil undgå at bombe Iran, for i stedet at lave en reel inddæmningsstrategi for landet. Vil Iran gå med til en aftale? Ja, det tror jeg, for de har ikke mange andre muligheder. Og Israel vil nok også være nødt til at acceptere det.”
Udover at bruge rå magt til at piske Israel til at acceptere en ny atomaftale med Iran, så vil Trump også tilbyde israelerne en gulerod, Nemlig USA’s støtte til en Israel-venlig plan, der bygger på den ’Peace for Prosperity-aftale’, som Trumps svigersøn Jared Kushner præsenterede i 2020.
”Det er en aftale, der er forhandlet med israelerne, og kun dem. I korte træk tilbyder den cirka fire enklaver, hvor palæstinenserne kan få et selvstyre, som har væsentligt større restriktioner end Grønlands hjemmestyre har i forhold til Danmark. Samtidig så skal palæstinenserne acceptere, at der ikke nedlægges en eneste bosættelse. Og så skal de millioner af palæstinensiske flygtninge med hjælp fra økonomisk støtte absorberes af de arabiske nabolande,” siger Lars Erslev Andersen.
”Aftalen er med andre ord alt det, som Israel gerne vil have.”
Palæstinenserne vil vel aldrig acceptere den plan?
”Palæstinenserne siger helt sikkert lodret nej. Og jeg tror, at Trumps tilgang vil være at sige til palæstinenserne – som han er fuldstændig ligeglad med: ´Hvad vil I helst have? Bomber i hovedet, eller vil I have sådan et mini-grønlandsk selvstyre? Det er det, I kan vælge imellem.´ Det er hans løsning på konflikten. Og Israel jubler.”
I 2023 udgav Lars Erslev Andersen bogen Den Amerikanske Mission, hvor han blandt andet undersøger USA’s sikkerhedspolitiske historie ved at se på landets ekspansion i 1800-tallet. Han ser i Trumps tilgang til Mellemøsten tydelige tegn på, hvordan fortiden stikker hovedet frem i den aktuelle amerikanske udenrigspolitik.
Trump er kæmpe fan af tidligere præsident Andrew Jackson, der med vold sendte masser af oprindelige mennesker i reservater i USA. Det er den samme tilgang, Trump har til palæstinenserne
Lars Erslev Andersen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier
”Jeg sammenligner det med den måde, som USA tacklede de amerikanske indianere. Trump er kæmpe fan af tidligere præsident Andrew Jackson, der med vold sendte masser af oprindelige mennesker i reservater i USA. Det er den samme tilgang, Trump har til palæstinenserne, som han gerne så placeret i reservater eller i de arabiske nabolande.”
Præsident Trump har senest foreslået, at Israel og Palæstinas naboer, Jordan og Egypten, skal åbne dørene for Gazas indbyggere, fordi Gaza er et ’nedrivningsområde’ (demolition site), som han udtrykker det. Det kan både være midlertidigt eller på mere permanent basis, lyder det fra ham.
Det bliver kategorisk afvist af lederen af det palæstinensiske selvstyre på den besatte Vestbred, Mahmud Abbas.
Men vil store spillere som Saudi-Arabien og Egypten acceptere en sådan aftale, hvis palæstinenserne er imod?
”Al Sisi, som jo er Vestens ven, der lige har fået Elefantordenen… Ej, spøg til side. Al Sisi er lige så ligeglad med palæstinenserne som Trump. Og han vil gøre, som Trump siger, så længe Egypten ikke skal tage imod nogle palæstinensere.”
Hvad angår Saudi-Arabien, så handler det meget om, hvorvidt Trump kan give dem det, Mohammed bin Salman ønsker allermest: Nemlig en sikkerhedstraktat.
”En traktat forudsætter som nævnt en godkendelse fra et totredjedels flertal i Senatet, og det er vigtigt for sauderne, da en sådan traktat ikke på samme måde kan ophæves med et pennestrøg, som da Trump skrottede atomaftalen med Iran.”
Med sit flertal i Kongressen har Trump langt større mulighed for at levere en sådan opbakning til en sikkerhedstraktat end sin forgænger, siger Lars Erslev Andersen og fortsætter:
”Er Mohammed bin Salman så umoralsk en vendekåbe, at han vil sælge palæstinenserne for en sikkerhedstraktat? Ja, det tror jeg egentlig. Jeg har ikke den store tillid til hans moralske kompas.”
”Saudi-Arabien har ventet fire år på, at Trump kom tilbage. De har investeret to milliarder dollars i Jared Kushners ejendomsfirma. Saudi-Arabien og Trump elsker hinanden, fordi de tænker ens – og det er ikke demokratisk. Det er det, der gør, at Trump kommer længere med Saudi-Arabien end Biden. Men kønt er det ikke. Og palæstinenserne bliver de helt store tabere.”