Hvem skal “dække hullet” efter USAID?
Sådan har mange spurgt i de forgangne måneder. Og med USA som verdens største bistandsdonor indtil for nylig er det da også et yderst presserende spørgsmål.
Men man kunne passende også påpege det hul, rige europæiske lande er ved at efterlade sig, mens udviklingsbistanden beskæres.
Det har både Novo Nordisk Fondens senior vicedirektør for global sundhed og sociale indsatser, Flemming Konradsen og direktør for FN’s Fødevareprograms (WFP) nordiske kontor, Andreas Hansen, påpeget her i Globalnyt på det seneste.
I 2024 har mange europæiske lande nemlig varslet store nedskæringer i udviklingsbistanden. Og tendensen er fortsat ind i 2025. Senest, og måske også mest dramatisk, i Storbritannien, hvor udviklingsminister Anneliese Dodds valgte at forlade sin post i protest.
“Der foregår nærmest et kapløb mod bunden, hvor flere og flere lande i Nord er ude af stand til at prioritere og begrunde, hvorfor de skal bruge penge på udviklingsstøtte,” forklarer Jessica Pudussery, der er forsker ved den London-baserede tænketank Overseas Development Institute (ODI), og som har monitoreret udviklingen i donorlandene de seneste år.
Europas store donorer dropper FN-mål
Det skal dog siges, at nedskæringerne kommer efter, at OECD’s udviklingskomité, DAC, kunne udnævne 2023 til et “rekordår” for den officielle globale udviklingsstøtte (ODA). Den del vender vi tilbage til.
For som Jessica Pudussery og hendes kollega Nilima Gulrajani spurgte allerede inden Donald Trump varslede sin afvikling af den amerikanske udviklingsbistand, som vi kender den: “Har bistanden toppet?”.
Svaret på spørgsmålet kan i dag virke åbenlyst. Ja, USA synes nærmest egenhændigt at have sat den globale bistand årtier tilbage. Men lad os tage en hurtig, men forpustende gennemgang af situationen i Europa.
EU foreslår at skære 15 milliarder kroner i udviklingsbistand over de næste to år, hvilket vil gå mest ud over de fattigste lande, idet unionen forfølger en mere strømlinet “økonomisk udenrigspolitik” i tråd med The Global Gateway Initiative, en strategi for at investere i infrastrukturprojekter verden over.
To af de største donorer, Tyskland og Frankrig har allerede skåret. Selvom Frankrig for bare fire år siden forpligtede sig på at nå FN’s minimumsmål på 0,7 procent af BNI i 2025, så barberede man i stedet 7,5 milliarder kroner af udviklingsbistanden sidste år. Tyskland har annonceret en reduktion på 15 milliarder.
Mest markant er det gået til i Nederlandene, som ellers har haft tradition for at ligge omkring FN-målet. Regeringen i det lille land planlægger at skære 56 milliarder kroner over de næste fire år. Dertil kommer, at man har annonceret en beskæring af støtten til civilsamfundet på 7,5 milliarder kroner frem mod 2030.
Schweiz har også annonceret en nedskæring på knap to milliarder kroner.
Og senest har Storbritannien gået fra 0,5 procent af BNI til 0,3 procent. Det vil resultere i omkring 54 milliarder kroner mindre i udviklingsstøtte.
Spanien og Irland går mod strømmen
Også i de nordiske lande, som traditionelt har ført an, og stadig gør det, har udviklingsstøtten været genstand for store besparelser.
Finland har annonceret en reduktion på en fjerdedel af landets udviklingsstøtte. Sverige droppede tilbage i 2022 landets 60 år lange historie med at give mere end 1 procent af BNI. Selv Norge, der har haft rekordindtægter på gas og olie i 2024, beskærer udviklingsstøtten med 3,2 milliarder kroner.
Danmark er et af de lande, som over de sidste mange år langsomt men sikkert har bevæget sig ned mod FN-målet på 0,7 procent af landets BNI, og som i 2022 ligefrem gik under. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har dog flere gange bekræftet, at regeringen har tænkt sig at blive ved med at leve op til FN-målet.
Læs også: Næsten dobbelt så meget udviklingsstøtte som forventet skal i år bruges til flygtninge i Danmark
Der er også enkelte europæiske lande, fremhæver Jessica Pudussery, som styrker deres globale engagement gennem udviklingsstøtten, nemlig Spanien og Irland.
Førstnævnte lancerede sidste år et ambitiøst mål om at bruge 0,7 procent af landets BNI på udviklingsstøtte. Et dramatisk spring fra de nuværende 0,24 procent. Og Irland har siden 2021 fordoblet sin udviklingsstøtte.
Ånden eller ordlyden
De store nedskæringer skal ses i lyset af, at den globale udviklingsstøtte som nævnt ramte et rekordniveau i 2023. Ifølge tal fra OECD er det gennemsnitlige bidrag fra alle DAC-landene steget fra 0,28 til 0,42 procent af landenes BNI over de sidste 20 år.
Men ifølge forskerne fra ODI giver den udvikling et fortegnet billede af donorlandenes indsats. I hvert fald hvis man skal tage udgangspunkt i den oprindelige tanke bag udviklingsbistanden med udgangspunkt i solidaritet og målet om at “fremme økonomisk og social udvikling i udviklingslande”.
“Det holder sig inden for ordlyden, men ikke ånden bag ODA,” som Pudussery argumenterer.
For i samme periode er andelen af udviklingsstøtten, der bruges i donorlandene selv, særligt i forbindelse med håndtering af flygtninge steget fra 16 til 120 milliarder kroner. En udvikling der har taget fart efter Ruslands invasion af Ukraine, men som har været i gang i mange år. ODA-midlerne til klimatilpasning er steget fra 3 til 71 milliarder.
Faktisk er andelen af ODA-midler, som går til modtagerlandene (i ODA-regi kaldet “country programmable aid”) faldet i den 20 årige periode. Og i 2023 var det historisk lavt.
“Når vi ser på den udvikling, kan vi se, at udviklingsstøtten faktisk toppede i 2009. De andre komponenter er på en måde ekstra,” siger Jessica Pudussery.
I et af de donorlande, som er ved at foretage de mest drastiske nedskæringer, kan man dog også finde tegn på, at der er grænser for nedskæringerne. I hvert fald har Nederlandene som det eneste europæiske land indført et maksimum for, hvor meget af udviklingsstøtten, der må gå til at håndtere flygtninge på 20 procent.
Det er en stor andel, indskyder Jessica Pududssery igen med henvisning til den oprindelige tanke bag udviklingsstøtten.
“Men i Storbritannien ved vi endnu ikke, hvad der vil ske, når der skal skæres yderligere seks milliarder pund. Det kunne potentielt betyde, at mere end halvtreds procent af udviklingsstøtten kommer til at gå til at håndtere flygtninge.”
Ikke noget alternativ
Det er ikke svært at forestille sig, at man på OECD’s Udviklingskomités hovedkvarter i Paris er ved at få grå hård over den seneste udvikling trods et rekordår frisk i erindringen. Så sent som i sidste uge afholdte man da også et møde på højt niveau om at gentænke den officielle udviklingsstøttes rolle i det 21. århundrede.
Globalnyt har forhørt sig hos den danske formand for organisationen, Carsten Staur, for at spørge til, hvilke overvejelser man gør sig for tiden. Men det er ifølge Carsten Staur endnu for tidligt at udtale sig om.
I et indlæg på LinkedIn adresserer han på bagkant af mødet den kontrakt mellem dem, der har og dem der ikke har:
“Den uformelle sociale kontrakt; det udtryk for global solidaritet; var aldrig det eneste argument for udviklingssamarbejde. Det har altid også været et vigtigt udenrigspolitisk værktøj; et udtryk for blød magt; et middel til at øge global sikkerhed og stabilitet,” skriver han blandt andet.
Samtidig slår han fast, at “for de fattigste og de mest skrøbelige kontekster er der ikke noget alternativ til ODA lige nu, og det er nødt til at blive adresseret i vores valg og prioriteter som donorer.”
At udviklingsstøtten skal gentænkes, hilser Jessica Pudussery og Nilima Gulrajani velkommen.
Til sommer afholdes FN’s stort anlagte konference for finansiering og udvikling i Sevilla. Og her er det ifølge forskerne ikke nok, at man genbekræfter og understreger vigtigheden af FN-målet om at DAC-landene skal bidrage med 0,7 procent af deres BNI.
Det, der virkelig er brug for, mener forskerne, er at “skabe en ny politisk enighed om rationalerne bag udviklingsstøtten, samtidig med at den formulerer en vision for en verden efter bistand, som mange nu efterspørger.”
