Tue Magnussen
Tue Magnussen (født 1955) er cand.phil. i historie fra Københavns Universitet 1981 og tillige cand.mag med fagene geografi og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitetscenter (RUC) 1983.
Udover kortvarig undervisning i gymnasieskolen underviste han i årene 1983-99 bl.a. på geografi, internationale udviklingsstudier og den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC, Institut for Statskundskab (international politik) og Østeuropa-instituttet, KU, og Østasien-studier, Århus Universitet.
Fra 1999-2011 har han været ansat på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT). Fra 1999-2002 som international programkoordinator med ansvar for Balkan og Mellemøsten, og siden som kommunikations- og advocacy-koordinator.
Han har i en årrække arbejdet med globalisering, udenrigspolitik, udvikling, menneskerettigheder og sociale forhold.
Udover Balkan har han et mangeårigt engagement i u-lands- og solidaritetsarbejde samt på venstrefløjen.
Han er eller har været bestyrelsesmedlem i FN-forbundet, Rådet for Mellemfolkeligt Samvirke og den Danske Helsinki-komité.
Statsminister Mette Frederiksens (S) besøg i Indien 9-12. oktober var det første officielle danske besøg siden 2008. Udover premierminister Narendra Modi mødte Mette Frederiksen under sit tilsyneladende succesfulde besøg blandt andet også præsident Ram Nath Kovind og udenrigsminister Jaishankar.
Besøget bekræftede – ifølge en pressemeddelelse fra statsministeriet – de styrkede politiske, økonomiske og kommercielle relationer mellem Danmark og Indien og var med til at accelerere det grønne strategiske partnerskab, som Danmark og Indien indgik i september 2020.
Partnerskabet åbner døren for danske løsninger i Indiens grønne omstilling og udgør dermed et stort potentiale for danske virksomheder og dansk eksport. Trods betænkelighed ved Narenda Modis ekstremt højreorienterede og stærkt nationalistiske styre er det jo positivt, hvis besøget kan bidrage til den grønne omstilling globalt.
Danmark har i dag ry globalt som grønt foregangsland. Men man må ikke glemme Danmarks tidligere rolle som foregangsland i arbejdet mod tortur.
Tortur blev ikke nævnt
Under sin rejse til Indien syntes Mette Frederiksen helt at have glemt arbejdet mod tortur og Danmarks forpligtelse til at fremme en universel ratifikation af FN’s konvention mod tortur.
Danmark var en aktiv fødselshjælper, da FN i 1984 vedtog anti-torturkonventionen, som har været en afgørende milepæl i arbejdet mod tortur. Derfor var det også naturligt, da den danske regering for syv år siden – for at markere 30-året for konventionens vedtagelse – sammen med en håndfuld andre lande tog initiativ til en koalition, for at alverdens lande skal ratificere FN’s konvention mod tortur.
Konventionen er i dag ratificeret af 172 lande, mens 25 lande fortsat mangler. Af disse er Indien det største og måske mest afgørende. At Indien ikke har tilsluttet sig det absolutte forbud mod tortur og dermed forbuddet mod udvisning, hvis der er risiko for tortur, er tillige blandt grundene til, at Danmark naturligvis ikke bør udvise nogen til Indien, som de danske domstole slog fast i sagen om Niels Holck.
Selvom Danmark som initiativtager til koalitionen har en forpligtelse til at opfordre Indien og de øvrige lande til at ratificere konventionen, synes Mette Frederiksen – i lighed med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), da de mødte deres indiske kollegaer – bevidst at have undladt dette.
Hverken under sine samtaler med den indiske statsminister eller udenrigsministeren eller ved mødet med den indiske præsident eller på pressemødet opfordrede hun Indien til at ratificere FN’s konvention mod tortur.
Den rungende tavshed er i åben modstrid med Danmarks initiativ for at fremme universel ratifikation af anti-torturkonventionen og i klar modsætning til de internationale forventninger til Danmark som medlem af FN’s Menneskerettighedsråd og kandidat til en plads i FN’s Sikkerhedsråd.
Menneskerettigheder, men intet nej til tortur
Indien regnes ofte for ”verdens største demokrati” og var blandt de oprindelige FN-medlemsstater som vedtog Menneskerettighedserklæringen. Indiske Hansa Metha, en foregangskvinde i kampen for kvinders rettigheder, var blandt de udvalgte få, som skrev Menneskerettighedserklæringen.
Lige siden den indiske frihedskamp mod kolonimagten Storbritannien har landet haft en tradition for fri presse og sociale bevægelser, herunder fagforeninger, kvinderettighedsbevægelser og bevægelser for oprindelige folks og dalitters (kasteløse, red.) rettigheder.
Indiske domstole har gang på gang bekræftet, at menneskerettighederne er indskrevet i Indiens egen forfatning, og rettighederne er garanteret i de mange menneskerettighedstraktater, som Indien af egen vilje har underskrevet.
Det gælder dog ikke FN’s konvention mod tortur.
En indisk ratifikation af anti-torturkonvention vil være en global milepæl frem mod en verden uden tortur og en klar dansk opfordring til indisk ratifikation ville tillige være en stor opmuntring for arbejdet mod tortur og menneskerettighedsarbejdet generelt i Indien.
Mette Frederiksens besøg i Indien bør være en advarsel om, at grøn omstilling og yderligere dansk eksport ikke bør ske på bekostning af fremme af menneskerettighederne og arbejdet mod tortur.
