Store demonstrationer, politisk ustabilitet og økonomisk krise har plaget Libanon den seneste tid. Alligevel har det lille mellemøstlige land haft overskud til at arbejde med en strategi for den grønne omstilling.
Libanon har således sendt en opdateret klimaplan til FN i marts måned, som krævet af Paris-aftalen. Tidligere lød Libanons løfte, at udledning af drivhusgasser skal reduceres med 15 procent i 2030, men det er nu hævet til 20 procent. Reduktionen sker i forhold til det scenarie, som ville tegne sig uden en indsats, et såkaldt business as usual-scenarie.
I den opdaterede klimaplan, lægger Libanon ikke skjul på, at ikke alt er fryd og gammen i kystlandet.
”Libanon oplever en mangesidet krise, som kun vil forværres af påvirkning fra klimaet. Derfor er Libanons prioriteter for det næste årti at fremme bæredygtig vækst gennem skabelse af anstændige jobs og forbedre velstanden for dets befolkning gennem velfærdsprogrammer og beskyttelse af naturressourcer. Som konsekvens består gennemførslen af denne NDC (nationale klimaplan, red.) af de indbyggede komponenter i Libanons vej til økonomisk genopretning, mens den genbekræfter Libanons engagement i klimakampen,” lyder det.
Konkret vil Libanon sørge for, at 18 procent af energien er vedvarende i 2030, samt at energieffektivitet skal begrænse efterspørgslen efter el med tre procent i 2030.
Affaldskrise
Udover de økonomiske og poltiske udfordringer står det også skidt til med miljøet i Libanon. Det gælder på en lang række områder som luftforurening, vandmangel og affaldshåndtering. Sidstnævnte førte til store protester i 2015, da affald begyndte at hobe sig op i gader og stræder.
Libanon har indført ny lovgivning om affaldshåndtering i 2018, men det har ikke forbedret situationen tilstrækkeligt, påpegede Human Rights Watch sidste år. Det er et spørgsmål om borgernes rettigheder, lød det fra organisationen:
“Prisen for passivitet er enorm og borgere bliver nægtet deres ret til sundhed og et sundt miljø hver eneste dag krisen fortsætter.”
Der er ikke meget konkret om netop affald i Libanons opdaterde klimaplan, men det fremgår, at omstillingen i landet skal være “inklusiv og i overensstemmelse med princippet om ikke at lade nogen i stikken”. Herudover skal de grønne tiltag være retfærdige, tage hensyn til de skrøbelige og have et kønsmæssigt aspekt.
Til gengæld nævner planen flere tiltag, der skal søge at afhjælpe problemerne med vandmangel. Offentlig vandforsyning har længe været sparsom og af ringe kvalitet, og derfor har mange indbyggere dækket behovet ved at købe vand på flaske. Omkring 1,5 millioner flygtninge fra Syriens borgerkrig bliver huset i Libanon, hvilket yderligere har lagt pres på vandforsyningen.
En af Libanons prioriteter for tilpasning til klimaforandringer er derfor at udbygge og udvikle landets vandforsyning. Der er også mål om at gendanne ødelagt natur og plante mere skov for at styrke landbrugets modstandskraft og beskytte mod klimaforandringer.
Betinget af støtte
Libanon er imidlertid villig til at yde endnu mere, hvis der er støtte til det. På betingelse af at der kommer klimastøtte ude fra, forpligter landet sig til at reducere udledningerne med 31 procent i 2030.
Mange udviklingslande sender klimaplaner til FN, hvor de beskriver, hvad de vil gøre for egne midler, men planerne indeholder ofte et mere ambitiøst mål, som afhænger af klimastøtte fra det internationale samfund. De mere velstående lande i verden har lovet at levere 100 milliarder dollars i klimastøtte til udviklingslande årligt fra 2020.
Ifølge Paris-aftalen skulle alle nationer opdatere deres klimaplaner i 2020 – en del lande har levet op til dette krav, men mange mangler stadig at indsende en opdatering. Det skyldes sandsynligvis, at det store klimatopmøde i Storbritannien, der skulle have været afholdt i oktober 2020, blev udskudt et år, hvilket flere nationer har set som en mulighed for at skubbe fristen.
