Verden har brug for migration. Stadig flere lande er præget af aldring, manglende arbejdskraft og faldende befolkningstal, samtidig med at der i en række lande er et befolkningsoverskud og ledighed. Kampen om kvalificeret arbejdskraft bliver stadig voldsommere, og perspektivet er, at det snart ikke blot er de ”gamle rige lande”, der har brug for at importere arbejdskraft udefra. I voksende omfang bliver det også et behov i en lang række mellem-indkomstlande.
Det er et hovedbudskab i Verdensbankens årlige udviklingsrapport ”World Development Report 2023” med titlen: ”Migrants, refugees and societies”.
Mens det ellers er blevet en politisk hovedtendens at se migration og flugt som et gigantisk problem, præsenterer den omfangsrige Verdensbank-rapport et muligheds-katalog og ser både stor nødvendighed og mange fordele i migration, uden at vanskelighederne bagatelliseres.
Befolkningsmæssigt kan udfordringerne eksemplificeres med to lande. Nigeria, der omkring år 2100 med næsten 800 millioner indbyggere ventes at blive verdens næstmest folkerige land efter Indien, og Italien, der i dag har 59 millioner indbyggere, men som i 2100 kun ventes at have omkring det halve, ca. 32 millioner.
Der er voldsomme overskud og dramatiske befolkningsunderskud i vente. Oveni kommer klimaændringerne. Rapporten anslår, at 3,5 milliarder mennesker eller ca. 40 procent af Jordens befolkning lever i områder truet af klimaændringer i form af bl.a. vandmangel, tørke, ubærlig hede, voksende havvandstande og ekstremt vejr med cykloner og oversvømmelser. Det vil kræve enorme indsatser og herunder et udbygget internationalt samarbejde at forhindre, at klimakriserne øger migrationsudfordringen dramatisk.
184 millioner globale migranter og flygtninge
I dag skønnes det, at 2,5 procent af verdens befolkning lever som migranter. Det er i alt 184 millioner mennesker, og af dem er 37 millioner eller ca. 20 procent flygtninge.
Rapporten inddeler migranter i 4 kategorier:
1. Der er økonomiske migranter som også har kvalifikationer, modtagerlandene efterspørger. Der er her en match mellem ønsker og efterspørgsel. Som eksempler nævnes indiske ingeniører i Silicon Valley, men også arbejdere fra Bangladesh, der arbejder i de Forenede Arabiske Emirater, og albanske migranter, der er omsorgspersoner for gamle mennesker i Italien.
2. Der er flygtninge, som har været nødt til at flygte, men som også har efterspurgte kvalifikationer. Et nævnt eksempel er syriske entreprenører i Tyrkiet, men der er naturligvis også masser af eksempler på flygtninge i arbejde i Europa.
3. Der er nødstedte migranter (rapporten bruger udtrykket ”distressed”), der ikke har været tvungne til at flygte eller migrere og heller ikke har kvalifikationer, der efterspørges i et modtagerland.
4. Der er flygtninge, som har været nødt til at flygte, og som har krav på beskyttelse, men som ikke har kvalifikationer, der uden videre er efterspurgt eller kan udnyttes.
Rapporten bruger meget direkte ordet ”frygt” som en hyppig årsag til nødvendig migration eller flugt. Og så ser den på mulighederne for job-match på arbejdsmarkedet. Jo stærkere match, des større muligheder og fordele både for afsender- og modtagerlande.
Der er masser af udfordringer, men der er også forhold, der kan påvirkes både i afsender- og modtagerlande og i et forstærket internationalt samarbejde.
Tyskland importerer etiopiske arbejdere
Oplagt indeholder rapporten en række anbefalinger om blandt andet gennem uddannelse og integrationsfremmende indsatser at finde det stærke match. Man kan fjerne bureaukratiske hindringer for godkendelse af de uddannelser, migranterne har fået i deres oprindelige lande, men man kan også arbejde langt mere aktivt med uddannelse indenfor områder, hvor man i modtagerlandene mangler arbejdskraft.
Rapporten nævner et eksempel, der ligger meget langt fra dansk udlændingepolitik, men som udvikles i vores naboland Tyskland.
I et tysk-etiopisk pilotprojekt med base i Nordrhein Westphalen rekrutterer man etiopiske arbejdere direkte fra Etiopien til tysk byggeindustri, hvor man også uddanner og træner dem. Projektet skal evalueres efter de første år.
Andre vestlige lande opstiller ambitiøse målsætninger for, hvor mange migranter de ønsker at give permanent arbejde og bosættelse. Canada er et markant eksempel. I år er målet 465.000 nye permanent bosatte migranter, men tallet øges år for år, og for 2025 er målet en halv million nye mennesker, der skal integreres med arbejde og boliger.
Det er klart nemmest, når der er arbejdsmæssige kvalifikationer og kompetencer til stede. Rapporten fremhæver, at også store grupper af flygtninge har kvalifikationer, der efterspørges. Der er en række anbefalinger om indsatser for bedre integration og lettere adgang til det lokale arbejdsmarked for flygtninge.
Vanskelighederne er naturligvis størst i kategori 3 og 4. Migranter, der ikke har haft ”frygt” og nødvendighed som rejsemotiv og ikke har efterspurgte kvalifikationer, skal i en række situationer sendes tilbage til hjemlandet, og også her appelleres til et stærkere internationalt samarbejde, samt til humane og anstændige politikker.
Flygtninge uden efterspurgte kvalifikationer er derimod stadig flygtninge, der har krav på beskyttelse og hjælp. Der er ofte tale om meget sårbare mennesker, som også skal have en mulighed for at genopbygge deres liv og tilværelse, mens de er i eksil. Derfor skal værtslandets politik hjælpe dem til at blive selvhjulpne i et aktivt liv. Mange flygtninge lever i fattige lande, og internationalt samarbejde, også økonomisk, skal være med til at fordele de uundgåelige økonomiske byrder.
Danmark i bund for afghanske flygtninge
Rapporten slører ikke, at problemerne kan være komplekse og meget vanskelige at løse. Men den beskriver migration som et vilkår og en realitet, siden homo sapiens for 200.000 år siden forlod Omo Valley i det nuværende Etiopien. Og så søger den at vende debatten til i højere grad at fokusere på muligheder og fordele end på tilsyneladende uløselige vanskeligheder.
Den rummer en hovedfortælling om, at migration kan være et gode for både modtagerlande, der mangler arbejdskraft i mange sektorer, og afsenderlande, der har arbejdsløshed, og som i øvrigt ofte får et meget væsentligt bidrag til deres økonomi og udvikling fra de milliarder af dollars migranter sender tilbage til deres hjemlande. Blandt anbefalingerne er forslag om at gøre det nemmere og billigere at overføre disse penge, de såkaldte remitter.
Der er en lang række eksempler på særlige positive indsatser. Det er derimod ikke Verdensbankens stil at hænge enkeltlande ud.
En hel del information om forskellige landes forskellige praksis kan dog læses ud af tabeller og figurer. Selv om flygtningekonventionsgrundlaget er internationalt, er det således meget forskelligt, hvordan de forskellige lande administrerer dette grundlag.
World Development Report bringer en figur, der viser anerkendelsesprocenterne for afghanske asylansøgere i EU-landene i 2021. I toppen ligger Estland, Letland, Portugal og Spanien, der anerkendte alle afghanske ansøgere, altså 100 procent.
I bunden ligger Danmark, hvor anerkendelsesprocenten var 20 procent. Til sammenligning lå Ungarn kun næstnederst med ca. 25 procent anerkendelser.
