Der skal ikke så lidt frækhed til. Tre timer efter at USA’s øverste udsending i regionen, Jeffrey Feltman, havde forladt Sudan, med det udtalte formål at forhindre en militær magtovertagelse, opløste hærens øverste leder, general Abdel Fattah al-Burhan, regeringen og arresterede landets premierminister, Abdalla Hamdok, og de fleste af hans ministre.
Alligevel kommer militærkuppet ikke bag på seniorforsker og lektor ved Nordiska Afrikainstitutet i Uppsala, Redie Bareketeab.
”For mig var det simpelthen et spørgsmål om tid. Militæret har aldrig været interesseret i at tillade valg, hvor civile ville komme til magten, og det véd, at det kan regne med opbakning fra Egypten, Emiraterne og Saudi Arabien. I 2019, da det var under vestligt pres for at slippe magten, tog det en tur til Kairo, Riyadh og Abu Dhabi og kom hjem med seks milliarder dollars. Hvad der sker nu, ved vi ikke, men militæret får samme form for opbakning i dag,” siger Barekateab til Globalnyt.
I Sudan ser man ligeledes en forbindelse mellem mandagens kup og general al Burhans besøg i Kairo ti dage tidligere, siger Sudan-researcheren Roland Marchal fra det franske researchcenter CNRS til France24. Det fortæller de kilder, som det lykkedes ham at komme i kontakt med trods militærets blokering af internet og mobilnet på morgenen for kuppet.
Gør ikke som Egypten
Det egyptiske militærkup i 2013 har hele tiden hvilet som et ondt varsel over det folkelige oprør i Sudan, der med den bredt favnende Alliancen for Frihed og Forandring og en gruppe akademiske fagforbund som spydspids i løbet af 2018 og 19 formåede at gennemtvinge et magtskifte med fredelige midler, selvom i hundredvis af demonstranter måtte lade livet og i tusindvis måtte udstå tortur.
Da Sudans diktator gennem 30 år, Omar al-Bashir, blev afsat af militæret efter over fire måneders landsdækkende demonstrationer og strejker, lod demonstranterne sig ikke overtale til at gå hjem, sådan som det var sket i Kairo i 2011, da præsident Mubarak faldt efter blot 19 dage. De øgede tværtimod presset for at få militær og militsvæsen fra magten, og fire måneder senere lykkedes det at forhandle et kompromis med en køreplan for en overgang mod demokrati på plads:
Et øverste organ med fem militære og fem civile medlemmer skulle indtage den præsidentielle magt, med først en militær leder som formand – nutidens kupmager, general Abdel Fattah al-Burhan – og dernæst, efter 21 måneder, en civil leder, som så havde 18 måneder til at forberede et valg. Regeringen skulle være en teknokrat-regering under ledelse af Abdalla Hamdok, en internationalt anerkendt og erfaren økonom med en fortid i blandt andet FN’s Økonomiske kommission til Afrika, som man håbede kunne vende landets uendelige økonomiske nedtur.
Lille tiltro til overgangsordning
Problemet med ordningen var blot, at ingen troede på, at hverken general al-Burhan eller hans umage makker og næstformand i rådet, militslederen Hemedti, ville holde deres del af aftalen. For nok var de villige til at ofre deres tidligere mentor, Omar al-Bashir, men de var og er stadig på hver sin måde hans soldater, i den forstand at de vil forsvare de privilegier, han har tildelt dem.
For general Burhan og hærens vedkommende er der tale om militære virksomheder, som producerer alt fra kød til gummi, og som ifølge premierminister Hamdok sidder tungt på 82 procent af statens samlede ejendom. Desuden har hæren og regeringsloyale militser igennem mange år slugt cirka 80 procent af statsbudgettet på grund af de uendelige konflikter i blandt andet delstaterne Sydkordofan, Blue Nile og i Darfurregionen.
For Hemedtis vedkommende handler det om adgangen til guldminer i Darfur, som Omar al-Bashir accepterede, at han ranede, dengang han var en fremstormende opkomling og kommandant over de berygtede Janjaweed-militser og truede med at blive Bashirs fjende i stedet for hans ven. I dag er Hemedti chef for Sudans største milits, RSF-styrkerne på cirka 30.000 mand.
Senere har Hemedti brugt sine tropper som lejesoldater i Yemen og Libyen, og ifølge Human Rights Watch var de hovedansvarlige for en massakre i Khartoum, som dræbte mindst 120 demonstranter den 3. juni 2019, og som kun gjorde sudanernes modstand mod en ny militær ledelse af landet endnu mere indædt.
Knap to måneder efter massakren måtte Hemedti og al-Burhan give efter, og underskrev den aftale, som de nu bryder. Dengang var de splittede og havde samtidig mange indbyrdes magtkampe kørende.
”Men nu, i opgørets time med Hamdok-regeringen, virker de samlede. I hvert fald så længe de har en fælles fjende,” siger Redie Bareketeab fra Nordiska Afrikainstitutet.
Omvendt er Alliancen for Frihed og Forandring nu splittet op i mange fraktioner, og Hamdok-regeringen har igennem den seneste tid været præget af interne stridigheder:
”Hamdoks største fejl var formentlig at inkludere oprørsbevægelserne og politiske partier i overgangsregeringen. Det gjorde regeringen og den lovgivende forsamling til en slagmark for interne magtkampe og særinteresser og det udnyttede militæret,” siger Barekteab.
En orkestreret kædereaktion
En aftale med enkelte fraktioner af oprørsbevægelserne i Darfur og Kordofan, som kom i stand i Juba i oktober 2019, blev misbrugt af militæret til at købe sig nye venner blandt tidligere fjender i de fraktioner, som ikke var med i aftalen.
Da det endelig lykkedes Hamdok-regeringen sidste år at få Sudan fjernet fra USA’s liste over terrorstøttende stater – og her i sommer at få forhandlet en gældssaneringspakke igennem med den Internationale Valutafond, IMF, som vil kunne befri Sudan for 50 milliarder i gæld i løbet af de næste fire år – stod general Burhan & Co. klar med nye midler til at blokere Hamdok. Blandt andet brød al-Burhan et løfte om at overlade hærens fabrikker til staten, mens Hemedti i sædvanlig udiplomatisk stil gik åbent ud og sagde, at politi og efterretningsvæsenet ligesom militæret under ingen omstændigheder nogensinde skulle underlægges en civil regering.
Premierminister Abdalla Hamdok har på sin side hele sin legitimitet fra gadens parlament og den aftale, ingen troede militæret ville overholde.
Han har ikke haft mange andre midler end at skærpe retorikken og åbent udfordre militæret for at få al-Burhan og Hemedti til at holde deres del af aftalen, der blandt andet indebærer, at de senest den 17. november i år skal overdrage posten som formand og næstformand for Sudans Øverste Råd – altså præsidentmagten – til civile.
Det har sat, hvad der ligner en orkestreret kædereaktion i gang. Medio september indledte hærens nye allierede fra Al-Beja stammerne i Nordøstsudan således en blokade af Port Sudans havn med krav om regeringens afgang og en militær magtovertagelse.
Port Sudan håndterer 60 procent af landets samlede import, heraf først og fremmest af hvede og olie, og en standsning af importen har lagt et kvælergreb på hovedstaden Khartoum.
Den 21. september kom det første kupforsøg, som general Burhan – i hvert fald officielt – fordømte og tilskrev militære støtter af den afsatte Omar al-Bashir. Hvorfor det mislykkedes står hen i det uvisse, men premierminister Hamdok svarede igen ved at skærpe kravet om en magtoverdragelse i november.
Derudover gentog Hamdok sit løfte om at udlevere den tidligere diktator Omar al-Bashir til den Internationale straffedomstol i Haag, som siden 2009 har ønsket Bashir udleveret i forbindelse med forbrydelser mod menneskeheden i Darfur-regionen. General al-Burhan og Hemedti har hele tiden været imod en udlevering – formentligt fordi de risikerer at blive blandt de næste, hvis Bashir beslutter sig for at rive dem med i faldet.
Den 16. oktober startede en fraktion af tidligere Bashir-støtter og civilklædte militsmedlemmer så en sit-in foran præsidentpaladset for at kræve Hamdoks afgang. Ni dage senere foranstaltede general al-Burhan og Hemedti kuppet.
Som en egyptisk drejebog
Det virker velforberedt. Igennem de seneste tre-fire måneder har der været et stigende antal rapporter om øget ”sikkerhedssamarbejde” med Egypten: Sudanske ”politistyrker” trænes i Kairo, og det øgede militære samarbejde er blevet udviklet kraftigt, hvis man skal tro de officielle rapporter. Og i tirsdags – dagen efter kuppet – kunne BBC rapportere, at paramilitære styrker opsøgte de huse, hvor aktivister og fjender af militæret mentes at opholde sig.
Især i løbet af kuppets første halvandet døgn virkede det da også som taget ud af den egyptiske drejebog. Ligesom general al-Sisi gjorde det i Kairo i 2013, har general Burhan de seneste dage gang på gang understreget, at han alene griber magten af nødvendighed, ”for at undgå en borgerkrig” og for at få overgangen til et civilt styre tilbage på sporet.
Nedlukningen af internettet og mobilnetværket virker imidlertid som et ondt varsel om forestående massakrer mod de tusindvis af demonstranter, der er strømmet ud på gaderne, især i Khartoum, i protest mod generalernes militærkup.
I skrivende stund meldes der dog foreløbigt ”kun” om ti dræbte, og visse ting adskiller sig fra den egyptiske revolutions endeligt, hvilket giver basis for et slags håb for dem, som ønsker Sudan vristet fri af militærets kleptokrati.
En regering i Sudan kan ikke klare sig uden hjælp udefra
Kuppet har affødt kraftige, internationale protester. USA svarede prompte igen med at lukke for en hjælpepakke på 700 millioner dollars, og EU truer med sanktioner. Den Afrikanske Union har ekskluderet Sudan, FN’s generalsekretær og næsten alle de europæiske lande har krævet premierminister Hamdok og hans regering løsladt og genindsat, og Storbritannien arbejder på at få Kina og Rusland med på en fordømmelse af kuppet i FN’s sikkerhedsråd.
Endda Saudi Arabiens udenrigsminister har følt sig nødsaget til at udsende en vag fordømmelse, formentligt under pres fra USA’s udenrigsminister Anthony Blinken.
Så måske har generalerne forregnet sig.
For én ting er, at de muligvis vil kunne overleve nogle måneder på hjælp fra Saudi Arabien og Emiraterne, når Port Sudan nu bliver åbnet, og varerne igen strømmer ind. Men de underliggende økonomiske problemer i et land, hvor inflationen bevæger sig mellem 200 og 400 procent, og cirka 20 procent af befolkningen lever i ekstrem fattigdom, er systemiske og kan kun løses med hjælp fra IMF og Verdensbanken. Og uanset hvor mange der i de kommende dage og uger bliver arresteret og tortureret af Hemedtis militser, kan generalerne ikke vide sig sikre. Jernbanearbejderne og ansatte i det sudanske olieselskab har allerede meldt sig blandt de strejkende, og generalerne risikerer at stå med et uregerligt land.
Om den folkelige modstand kan blive lige så stærk som i 2018 og 2019, tør Redie Bareketeab fra Nordiska Afrikainstitutet ikke spå om, men at det er en altafgørende faktor for, hvorvidt kuppet vil lykkes eller ej, er han ikke i tvivl om.
Men lige så vigtig en rolle spiller de udenlandske reaktioner.
”Enhver sudansk regering, militær eller civil, vil aldrig kunne overleve uden hjælp fra udlandet, og hvis Vesten undlader at yde økonomisk hjælp til militæret, bliver det umuligt for dem at overleve kuppet,” siger han til Globalnyt.
Det er formentlig derfor, at general al-Burhan igen og igen har forsikret, at målet stadig er at forberede frie, demokratiske valg i 2023.
Men allerede tirsdag aften var han på retræte. Premierminister Abdalla Hamdok og hans kone var nu blevet løsladt, forlød det, og grunden til arrestationen havde ene og alene været, at premierministerens sikkerhed var i fare. Det virker dog som om, at arrestationen reelt kun er konverteret til husarrest i parrets egen bolig.
Uanset fastholdt general al-Burhan, at regeringen stadig var afsat, og at en ny ”civil og uafhængig regering” vil blive indsat i løbet af næste uge.
