Kære Peter.
Engang var du min chef, og siden blev du min ven. Nu er du væk.
Du havde planer om et fantastisk otium i Hanoi. Du skulle køre rundt på knallert i Hanoi med din kone, Lien, på bagsædet på jagt efter byens bedste nudelsuppe. Du skulle holde Khoi i ørerne, så lektierne blev passet – og spille kort med din svigerfar. Så kom det:
”Det kan være jeg får tid til et par bestyrelsesposter. Der er nok nogle af jer direktører, der ville have nytte af et serviceeftersyn,” sagde du med din velkendte rungende latter.
Du fik fire døgn i Hanoi, Peter. Så var det slut. Urimeligt, uforståeligt og ubærligt for dig og dine – og for os andre, der holdt så meget af dig.
Du fik udrettet de utroligste ting i dit liv. Blandt de større øjeblikke, jeg har oplevet sammen med dig, var i 1996 i Dar Es Salaam, hvor USA’s udenrigsminister Madeleine Albright forsøgte at få Sydafrikas præsident Mbeki’s opmærksomhed under Tanzania’s legendariske præsident Julius Nyereres begravelse.
Md. Albright måtte vente, for først ville Mbeki trykke dig i hånden og veksle et par ord – om dengang du valgte at bryde de diplomatiske spilleregler og give en konkret hjælpende hånd til ANC i apartheid-regimets dage.
Det var dig i en nøddeskal – ikke så meget diplomat, at det gør noget.
Jeg tog et billede af dig i 2005, hvor du huserede på ambassaden i Hanoi. På altanen udenfor dit kontor, hvor Dannebrog dengang vajede over Dien Bien Phu gaden. Nu er dit gamle kontor i stedet blevet Hanoi’s dyreste klinik for kosmetiske operationer.
Du rystede på hovedet, da vi kørte forbi en dag for et par år siden, hvor du var vendt tilbage til Vietnam på ferie: ”Hvad skal de vietnamesiske kvinder med runde øjne, store næser og ditto bryster. De er jo meget smukkere, som de er,” sagde du og sendte din Lien et skælmsk blik. Hun forstod, hvad du talte om.
Dine seks år i Vietnam som ambassadør gik ikke stille af. Vore veje var krydset igen, efter du tiltrådte i Hanoi i 2004. Du var den hyper-aktive chef, som aldrig kunne sidde stille på dit kontor. Din forgænger kom en gang om året på mit kontor – du kom to gange om dagen, som regel med denne salut: ”Nu laver I vel noget!”
Du fik os alle til at knokle som gale, og så var det endda sjovt. Ambassaden voksede på alle parametre: Hele paletten af Danida-instrumenter blev optimeret.
Kultursamarbejdet slog alle rekorder med et væld af danske og vietnamesiske musikere, billedmagere og skuespillere, som du fik til at medvirke – ofte som ren goodwill. Vores budget var for lille til at betale dem deres sædvanlige honorarer. Som chef for handelsafdelingen fik jeg firedoblet mit indtjeningsmål.
Lobbyist på fuldt taxameter
Endnu sjovere blev det, da du og jeg byttede roller. Da jeg i 2006 blev direktør for Mascot International Vietnam, blev jeg samtidig en af ambassadens større kommercielle kunder. Du blev vores lobbyist på fuldt taxameter.
Din vigtigste opgave i så henseende var at skaffe Mascot licens til at drive vores eget toldlager i Vietnam som den første udenlandske virksomhed. Hanoi-erfarne erhvervsfolk rystede på hovedet. Det går vietnameserne aldrig med til, sagde de. Men du leverede. Udenrigsminister Kristian Jensen (V) skraldgrinede, da jeg mange år senere viste ham, hvor der burde stå en statue af dig foran toldlageret.
Der blev også rystet på hovedet, da du i 2009 kastede dig ud i at overtale vietnameserne til at udlåne Hanoi’s historiske Temple of Litterature, så Danmarks regentpar kunne invitere til officiel retur-middag i termpel-gården. Ingen troede på, at du ville få lov.
Som en sidste indvending spurgte vietnameserne: ”Hvad nu hvis det regner?” ”Jeg lejer førstesalen i Hanoi Opera, som back-up,” svarede du. Så gav modstanderne op, og 500 danske og vietnamesiske gæster fik en fantastisk aften.
Jeg husker din afskedssalut til Vietnams premierminister under et stort donormøde i 2010. Premierminister Dung havde afleveret et skam(selv)rosende indlæg om alle sine initiativer for at bekæmpe den systemiske korruption i Vietnam. Du tog ordet som den første:
“Korruptionen i Vietnam er blevet værre i Deres regeringstid!” Den franske ambassadør blev forarget – over at du igen sagde tingene, som de var.
Flæskesteg i det koreanske forår
Du stormede videre til ambassadør-posten i Sydkorea, hvor du en strålende maj-aften inviterede min Hien og jeg på middag. ”Min bror har lært Lien at lave flæskesteg med hele julehalløjet,” sagde du. Og det var præcis, hvad der kom på bordet midt i det koreanske forår.
I årenes løb har der været utallige gode stunder med dig og din familie. Cirka fire gange om året var recepten den samme, når I var i Hanoi: Først en middag med Lien og dig hjemme hos os sammen med vennerne fra Hanoi. Du var det uundgåelige midtpunkt.
2. halvleg i dine Hanoi-besøg var altid en frokost under fire øjne på Bistro i Ngo Van So. Så talte vi om alle dine forehavender – og mine med – tilsat godmodig sladder om gamle kolleger – og om en fælles dødsfjende eller to på den øverste etage i UM. En lille fest var det hver gang.
Efter den opslidende ballade i Seoul om, hvem der skulle tage tæskene for Lars Løkkes flyrejser på første klasse, havde ambassadørposten i Yangon givet dig ny rastløs energi. De som troede, at du var på en retrætepost, blev hurtigt klogere.
Der kom gang i overgangsbistanden, du fik danske virksomheder til at se nærmere på forholdene i Myanmar (Burma) og kastede dig frygtløst ud i dét, der snart skulle blive et magtpolitisk morads med brutale følger for rohingyaerne (fordrevet muslimsk mindretal, red.).
Asken spredes i Den Røde Flod
Vores sidste møde sammen i tirsdags på Hanois franske hospital gjorde mest ondt, men også godt. Jeg sagde, at du burde blive på hospitalet. Det gjorde du ikke. Du ville hjem til Liens fødselsdag, og du nåede det lige. Samme dag – den 18. oktober kl. 22:55 sov du lige så stille ind i Liens arme.
Sammen med Lien har jeg i de sidste par dage sorteret i dine efterladte dokumenter. Da du fik vished for, at du ville tabe kampen mod metastaserne, brugte du de sidste energireserver på at sikre Lien og Khoi.
På tirsdag bisætter vi dig i Hanoi. Min indboks flyder over med beskeder fra din familie i Danmark, kolleger og venner over hele kloden. Alle beder om det samme – hjælp til at få kranse og blomster frem til bisættelsen. Vi når det, Peter.
Efter bisættelsen skal du kremeres, og din aske bliver strøet i Den Røde Flod. Som du har villet det.
Hvil i fred. Du har om nogen fortjent det.
Se tillige https://thomasbopedersen.wordpress.com/2018/10/23/farewell-to-my-mentor
Se også Globalnyts omtale af Thomas Bo Pedersen på hans 60-års dag i 2015
