På en trappesten uden for Capri Juice ved hovedgaden i Asmara sidder fire mænd med hvide turbaner. De passer ikke rigtig i bybilledet. Jeg spørger venligt ’Fra Sudan?’. De nikker, og jeg hilser dem på den sudanske måde med højre hånd på venstre skulder. De smiler. ’Velkommen!’ svarer jeg.
Christian Sørensen
Christian Sørensen er tidligere programkoordinator i udviklings-organisationen ADRA. Han har boet og arbejdet i blandt andet Tanzania, Kenya og Eritrea, og han er gift med en eritreer.
Han har i en årrække løbende skrevet indlæg på Globalnyt.
Der har på det seneste været en menneskehob af sudanere – kvinder med slør, mænd med turbaner eller uden og en del børn – alle steder i Asmara, særlig i byens centrum. De store hoteller – Nyala og Ambasoira – melder fuldt hus. Alle værelser er udlejet. Noget ingen af disse to hoteller har oplevet i mange år, måske endda aldrig før. Alle den indre bys wi-fi-shops er propfulde, selv om man skal være glad med bare 10 minutters dårlig internetadgang. På fortovene sidder kvinder med børn. På fliserne ved Asmaras mange smukke moskeer holder også mange til.
Foran et rejsebureau på hovedgaden er der en kæmpe flok mennesker. De fylder hele fortovet og vejen udenfor, som næsten er blokeret. Det er en kø, men den er kileformet. Eritreanere står altid i en lang række, når de står i en kø, for eksempel når de venter på en bus, og de venter i stilhed. Dette er en typisk sudansk kø med skubben og råben. Næsten kun mænd.
De er kommet i store grupper de seneste uger. Asmara ligger langt fra Sudan-grænsen, men man skal til Asmara for at finde en lufthavn med forbindelse til Dubai og Qatar og den store verden. Det er tydeligvis derfor, de er kommet så langt.
Eritrea åbnede sine grænser – ligesom alle andre nabolande – da den nuværende borgerkrig i Sudan begyndte i april 2023. Og siden er omkring en million sudanere flygtet til Egypten, Etiopien, Tchad og altså også Eritrea. Og der er op til seks-syv millioner internt fordrevne. Det er verdens største humanitære krise i 2023.
Der er ingen politi på gaden, som jager rundt med de sudanske flygtninge. De får lov til at gå, som de vil. I baghaven på et af de store hoteller i den indre by så jeg et bål tændt med tre kvinder omkring en stor gryde.
Smilets revolution
Mine minder om Sudan er ellers alle positive. Jeg var der, da den mangeårige diktator Omar al-Bashir blev styrtet efter store demonstrationer. Sudanerne betegner det selv som smilets revolution. Og der var folk på gaden hver dag – i stigende grad flere og flere kvinder, som smed tørklæderne og lod deres lange sorte hår få frisk luft. Om aftenerne i Khartoums centrum ville kvinder aldrig før revolutionen tage del i aftenlivet. Det gjorde de nu siddende på cafeer i små familie- og venindegrupper. Te- eller kaffedrikkende og spisende små ’æbleskiver’ drysset i flormelis.
Når man kommer til Sudan, er det normal praksis at få en briefing om sikkerhedssituationen. Jeg blev advaret mod at gå ud sent om aftenen, Men det var ærlig talt heller ikke en god ide tidligere, for Khartoums aften- og natteliv var præget af biler, som kørtes af testosteron-fyldte unge mænd, som ikke stopper ved fodgængerovergange og lyskryds. Der kunne godt blive rullet et vindue ned og komme en masse tilråb til en hvid mand på gaden.
For blot tre år siden skrev jeg det følgende efter et besøg i Sudan:
’I Sudan er de fortsatte demonstrationer fredelige. Det pointeres i slagord og plakater, at protesten skal være fredelig. Afbrænding af bildæk er det mest ekstreme, denne bevægelse har udført, og det var mest i begyndelsen. Det siges endda (men der snakkes også virkelig meget, så om dette er rigtigt, kan jeg ikke vide), at medlemmer af de væbnede oprørsgrupper, som opererer rundt omkring i Sudans mere marginaliserede områder, har tilsluttet sig demonstrationsbevægelsen uden at tage deres våben med.’
’Er det så det sudanske regimes sidste dage? Der er delte meninger, for demonstrationsbevægelsen er ikke ledet af hverken den organiseret opposition eller tidligere magthavere. Disse politikere følger med i kulisserne, men er på forskellig måde blevet afvist af de demonstrerende. Demonstrationerne er disciplinerede, har ofte forskellige temaer, for eksempel var torsdagens demonstration i denne uge for Sudans mange internt fordrevne. Nogle af disse interne flygtninge, som bor i omkredsen af Khartoum, deltog i demonstrationerne.’
’Der er mange dagsordener, og bevægelsen bliver langsomt bredere. Flere og flere kvinder ses i de mobil-videoer af demonstrationer, som alle ser dagligt. Men der er ingen tydelig ledelse, og ud over de mange temaer er der kun et klart politiske krav: Præsidenten skal gå af!’
’Der er blevet spekuleret i, om det er et nyt, men forsinket, arabisk forår, som foregår i Sudan. Der henvises også til forholdene i både nabolandene – Libyen og Egypten – og til Syrien, hvorfra der er et stort antal flygtninge især i hovedstaden, Khartoum. Det er ikke i sådanne situationer, de demonstrerende sudanere vil ende. Det er måske snarere ’Afrikas Gule Veste’, vi ser. Alle er optaget af det, som er ved at ske og kan ikke lade være med at udtrykke deres følelser af glæde og befrielse over at kunne udtrykke sig.’
’Mens jeg har været i Sudan, er demonstrationerne stille og roligt vokset i omfang. Luften er fuld af begreber som frihed, forandring, demokrati og fredelig revolution. Der er en ny stemning, selv om dagligdagen fortsætter normalt – ja, næsten mærkværdigt normalt. Folk tager på arbejde, spiser på restaurant og går på kaffebar om eftermiddagen og aftenen. Jeg møder også de samme mennesker, som jeg har mødt i flere år på mine morgenløbeture.’
’Forskellen er, at mange flere af dem smiler end tidligere. De unge middelklassekvinder på kaffebarerne har smidt tørklæderne – i hvert fald på Valentinsdag – og nyder sammen med venner og veninder Khartoums kølige aftenbrise, som de tidligere måtte tilbringe derhjemme for at undgå at blive anklaget for ’ikke-islamisk opførsel’.
’Den 23. februar erklærede præsidenten en etårig undtagelsestilstand, som blandt andet forbyder demonstrationer. Disse er dog ikke ophørt af den grund. Jeg spurgte en af de ansatte på kontoret, hvor jeg arbejder, hvad hun følte mest i den nuværende situation: vrede eller glæde. Svaret var prompte: ”Glæde! Endelig kan vi udtrykke alt det, vi har indeni.” Og så smilte hun et kæmpesmil. ”Vi føler os som et folk nu. Vi er sammen om det her.”
Præsident Omar al-Bashir faldt den 11. april 2019.
Ny krig
Men tiden efter diktatorens fald blev ikke nem. Overgangen fra diktatur til en form for legitim civil ledelse løb ind i vanskeligheder. I april 2023 startede en borgerkrig mellem to hærledere. Det var den, som fik millioner af sudanere til at forlade deres hjem. Der er mindst 10.000 dræbte, og antallet af interne flygtning er mellem seks og syv millioner. Alle Sudans nabolande har åbnet deres grænser, og en million sudanere har taget til Tchad, Egypten, Libyen, Etiopien, Sydsudan eller Eritrea.
De fleste af mine rejser til Sudan i tiden før og umiddelbart efter revolutionen startede i 2020, gik til Darfur. Nærmere bestemt Vest-Darfur, som i skrivende stund er centrum for den nye krig, som har ramt hovedstaden Geneina og sendt store befolkningsmasser på flugt.
Jeg har fået at vide, at alle ADRA-ansatte og mange af de lokale grupper, som jeg kender så godt, nu er flygtninge i Tchad. Det var med dem i minde, jeg reagerede så venligt overfor de fire mænd på trappestenen i Asmara.
Geneina er en millionby med en relativt ny og flot lufthavn, men ellers er der kun lav bebyggelse. Ingen rigmandsvillaer som i Khartoum. Her har jeg har opholdt mig mange gange – senest i 2022, hvor man kunne se revolutionære vægmalerier på skoler og andre bygninger.
Jeg elskede at gå på det store åbne marked i byen, hvor man kan købe alt, som kan gro i denne provins, for eksempel Sudans største og saftigste tomater og guava. Man kunne også købe frisk mælk og yoghurt. En gang om måneden var der kamelvæddeløb, som jeg dog aldrig havde held til at overvære.
Men nu er byen ligesom også Khartoum bombet sønder og sammen.
