Mindst 1.200 omkommet efter jordskælv og tsunami i Indonesien

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Mandag har redningsarbejdere fundet mindst 1.200 døde efter et jordskælv og en efterfølgende tsunami fredag ramte den indonesiske ø Sulawesi. Det skriver The Straits Times fra Singapore.

Myndighederne frygter, at antallet af omkomne kommer op på flere tusinde i takt med at redningsmandskaber når frem til mere afsides områder, rapporterer flere medier. 

Tsunamien var visse steder seks meter høj, da den ramte kysten. Jordskælvet målte 7,5 på richter-skalaen.

Frivillige har gravet massegrav

Værst ramt er provinshovedstaden Palu og uden for byen har myndighederne etableret en massegrav på 10 gange 100 meter. Arbejdshold bestående af frivillige er blevet bedt om at gøre plads til 1.300 døde, skriver South China Morning Post fra Hong Kong.

Den nærliggende by Donggala er også hårdt ramt, rapporterer Røde Kors, som beskriver ødelæggelserne som “mareridsagtige”.

Landets præsident Joko Widodo har meddelt, at landet gerne modtage hjælp fra andre lande. Men med erfaring fra tsunamikatastrofen i 2004 vil regeringen forsøge at styre hvilken slags hjælp, der kommer ind og hvor den havner.

Efter katastrofen i 2004, hvor flere end 227.000 omkom i 14 lande omkring det Indiske Ocean og især den indonesiske provins Aceh blev hårdt ramt, skabte den økonomiske bistand fra udlandet stor ulighed i nogle af de ramte områder. Det forsøger landets regering at undgå denne gang, skriver South China Morning Post.

Naturkatastrofen har forårsaget store materielle ødelæggelser. Blandt andet er mange veje samt elektricitets- og kommunikationsforbindelser er ødelagt. Det gør redningsarbejdet endnu mere svært.