”Missilhotellet” – mere end kulørt spænding

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Anmeldelse af Lis Garval, U-landsnyt.dk

”Missilhotellet” er en roman – en spændingsroman, der foregår i Afghanistan. Men den er mere end en fængslende og på mange måder utrolig historie, der alligevel godt kunne være sand.  Formentligt.

Som handlingen udfolder sig, giver den læseren et indblik i det komplekse afghanske samfund – og måske en forståelse for, hvorfor krigen mod Taleban ikke kan vindes af udenlandske militære styrker.

Det er dog ikke et politisk budskab, der står centralt i ”Missilhotellet” og ej heller en stilling for eller imod den internationale militære intervention.

Men forfatteren får alligevel sagt meget om vestlig naivitet og uvidenhed om forholdene i Afghanistan og afghansk kultur og følgelig manglende succes  – spild af milliarder af kroner  – i  nok velmente bestræbelser på at skabe fred og udvikling.

Korruption og kærlighed

Keld Broksø har fokus på en handling, der udspiller sig inden for rammerne af en iransk-amerikansk kamp om indflydelse i det vestlige Afghanistan og er garneret med korruption, inkompetence, bortførelse, fængsling og kærlighed.

Blandt hovedaktørerne er den iranske konsul i Herat, den amerikanske CIA-agent, den smukke schweiziske sygeplejerske i Røde Kors, den hæderlige og heroiske afghanske bistandsmedarbejder og hovedpersonens gravide kone.

Vi er i morgendagens Afghanistan efter hovedparten af de NATO-ledede ISAF-styrker har pakket sammen og er rejst hjem og det internationale samfund satser på en fredelig genopbygning af det afghanske samfund med storstilede hjælpeprogrammer.

Sikkerhedssituationen er tvivlsom. Stabiliteten har ikke indfundet sig, og der er nådesløs kamp om indflydelse både mellem lokale grupper og stormagterne Iran og USA.

Bistand og magtkamp

Kernen i bogen er et stort tysk bistandsprojekt i Herat-området i det vestlige Afghanistan.

Den geografiske placering er vigtig, da relationen til naboen Iran spiller en afgørende rolle. I Herat er den iranske konsul konge, CIA forstår kun det halve af det, der foregår og den ny chef for en tysk bistandsorganisation og dens projekt endnu mindre.

Keld Broksø har valgt at lade historiens hovedperson – en ansat i det tyske udenrigsministerium og nu midlertidig leder af en bistandsorganisation – være tysker og trækker følgelig tråde tilbage til Berlin.

Det tyske bistandsprojekt er i konflikt med iranske interesser, og da den ny leder ikke forstår, hvem der bestemmer, fængsles han og en dødbringende flugt gennem Afghanistan begynder.

Hvordan flugten foregår og ender? Det må jeg anbefale, man læser sig til.

”Missilhotellet” giver megen kulørt spænding og er samtidig forfatterens beske kommentar til vores vestlige engagement i Afghanistans udvikling.

Man kan som læser godt mærke, at Keld Broksø har besøgt landet mange gange – første gang i 1986 og har dyb respekt for den afghanske befolkning. 

Keld Broksø er ikke John le Carré, men ”Missilhotellet” fik mig alligevel til at tænke på ”Den standhaftige Gartner”. Ikke dårligt.

 

Missilhotellet af Keld Broksø. 289 sider. SKRIVEforlaget. Vejl. Pris 199 kr.

På www.missilhotellet.dk kan man læse mere og se en video ligesom det første kapitel af bogen er tilgængeligt.