Mogens Jensen advarer mod et “forældet verdensbillede”

Jesper Søe

22. marts 2014

ACCRA; GHANA: “Hvis man holder fast i en opfattelse af, at handel og udvikling skal være fuldstændig adskilte, har man et forældet verdensbillede – ikke mindst hvad angår de behov, der er i de enkelte udviklingslande.” Sådan siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) i et interview med U-landsnyt.dk.

”Der har været nogle, der har udtrykt skepsis over for sammenlægningen af de to ministerområder. Men jeg synes ikke, at jeg har mødt megen skepsis og bekymring i de samtaler jeg har haft med NGO-ledere”, anfører han.

Interviewet fandt sted torsdag i forbindelse med Mogens Jensens lancering af en ny politik for Danmarks udviklings-bistand til det vestafrikanske land med mere vægt på kommercielt samarbejde og mindre på “klassisk bistand”.

Samtidig bliver Ghana nu det fjerde afrikanske land, som ryger ud af Danida-klubben efter mange års medlemsskab som priviligeret partner. Første land var Sydafrika, derefter kom Zambia, så Benin og nu (inden for fem til seks år) Ghana.

Den nye politik lægger op til et skifte i det danske engagement, så hovedvægten bliver lagt på handel og eksportfremme.

”Det, vi nu kommer til at opleve i Ghana med nedtrapningen af bistanden, følger det almindelige mønster for vores engagement i udviklingslandene”, anfører den 50-årige socialdemokratiske politiker.

“Når et land har løftet sig økonomisk, som Ghana har, skal vi ikke give bistand på samme måde, som vi har gjort tidligere”, fortæller han under sin rundrejse i denne uge til Mali, Ghana og Uganda.

En succeshistorie

”For mig at se, er det kun en succeshistorie, at bl.a vores tilstedeværelse i Ghana har bidraget til at løfte landet til et økonomisk stadie, hvor vi kan tage nogle nye redskaber i brug for fortsat at hjælpe Ghana,” fortsætter Mogens Jensen.

Han er ikke blind for, at der fortsat er mange meget fattige mennsker i Ghana og han udelukker heller ikke at Danmark også med den nye politik vil hjælpe dem direkte, men som nævnt i mindre målestok end nu.

Ministeren mener, at Danmark skal bruge de tætte bånd, der er kommet mellem de to lande efter mange års dansk engagement i Ghana, som afsæt for et øget kommercielt samarbejde hvilket skal være med til at styrke væksten og beskæftigelsen i Ghana.

Man kan se papiret “Danmark – Ghana: Landepolitik” (2014-2018) på http://um.dk/da/~/media/UM/Danish-site/Documents/Eksportraadet/Nyheder_Eksportraadet/2014/Ghana%20landepolitikpapir%202014%20dansk.pdf