Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Det ser ganske uskyldigt ud, og det går sikkert til et godt formål, men det er samtidig et tydeligt tegn på en ændring i rollerne i dansk-støttet udviklings- og nødhjælpsarbejde. Indsamlingsmarkedet har indtil for nylig først og fremmest været ngo’ernes.
Vi oplever i stigende grad et skift i den rollefordeling, der både uudtalt og direkte har været gældende mellem staten i kraft af udenrigsministeriet og de andre aktører inden for udvikling og nødhjælp.
I korthed har staten haft følgende opgaver:
Udenrigsministeriet giver midler til FN’s forskellige udviklingsorganisationer, Verdensbanken eller andre overstatslige institutioner.
Udenrigsministeriet giver midler direkte til andre stater i udviklingsverdenen. Det kan være igennem ambassaderne eller direkte fra ministeriet i Danmark.
Og endelig fungerer Udenrigsministeriet (Danida) som den aktør, der giver midler til civilsamfundet i Danmark, som arbejder gennem civilsamfundet i den tredje verden
Udenrigsministeriet giver også midler til konsulentvirksomheder, hvoraf nogle implementerer direkte.
Statslige ngo’er
Rollefordelingen er for alvor kommet op at hænge i luften inden for de senere år. Det er ikke kun i det danske udenrigsministerium, at rollerne er under forandring, men i høj grad også i EU, som både er donor og direkte implementerende.
Der er ngo’er, som nok kalder sig ved et selvstændigt navn, men som stort set er statslige, og der er statslige ngo’er, der selvstændigt implementerer. Danida har allerede i dag den form for projekter, hvor implementeringen ikke er lagt over til en myndighed eller en ngo, men ligger direkte under de danske myndigheder.
Det tyske statslige GIZ (Tysklands svar på Danida) er dybt involveret i hands-on arbejde med lokalbefolkningen rundt omkring i verden. De behøver ikke at gå gennem nogen civilsamfundsorganisation eller en lokal myndighed. GIZ får også midler fra andre end den tyske stat, blndt andet fra Danmark.
EU gør præcis det samme. I 2015, mens jeg var udstationeret i Tanzania, iværksatte EU et valgprojekt på Zanzibar, hvor det var ventet, at der ville blive ballade. EU fandt ikke nogen lokal partner, som unionen ønskede at overlade implementeringen til, og iværksatte derfor selv et projekt implementeret af ECES (European Centre for Electoral Support).
Projektet ansatte en række udenlandske konsulenter, der skulle vise de lokale, hvordan man gennemfører et valg, og samtidig dækkede projektet sig under en eller anden form for civilsamfundsorganisationsmodel.
Men det stod hurtigt klart, at projektet manglede lokale rødder, og det endte med, at regeringen på Zanzibar smed de udenlandske konsulenter ud.
Tanzania har senere også smidt EU’s ambassadør ud af landet, så begivenhederne på Zanzibar i 2015 var ikke enestående. For undertegnede var begivenhederne en øjenåbner; at EU selvstændigt gik ind og implementerede i lande langt fra EU.
Selvom projektet havde midlerne fra EU, ansøgte det alligevel om midler hos en række donorer, blandt andet ambassaderne i Dar es Salaam.
Finansieringscirkus
Denne form for projektarbejde skaber et sammenrod mellem rollerne og gør givetvis implementeringen endnu dyrere end den burde være. Derudover stiller den et væsentligt spørgsmål om lokalt ejerskab og civilsamfundets rolle.
Når pengene kommer fra danske udviklingsmidler til EU’s kasse for udviklingsmidler, så er der administration. Kommer der penge tilbage, så er der administration igen. De samme midler cirkulerer rundt imellem de statslige instanser, og hvor kravene er sat op på en måde, så det reelt kun er statslige institutioner, der kan administrere dem. Hvert led skal have administration – og hverken staten, EU eller FN er næppe så beskedne som ngo’erne.
Vi har behov for at se på udgifterne ved sådan et finansieringscirkus.
Måske er vi ikke så langt væk fra, at EU eller Udenrigsministeriet selv går ud og beder offentligheden om midler direkte! Sådan en statslig indsamlingsagent vil de fleste ngo’er ikke kunne matche. Forhåbentlig kan Danida holde sig i skindet.
Derimod er det næppe sidste gang, vi ser FN-agenturer, som ellers får deres midler direkte fra Udenrigsministeriet, være ude på det danske givermarked i konkurrence med ngo’erne.
Der er valg igen i Tanzania i efteråret 2020. Man må håbe, at EU har lært lidt af erfaringerne, men det er næppe tilfældet. De vil hellere give pengene til sig selv, tror jeg.
Den rigtige rollefordeling?
Det fremgår af Globalnyt’s orientering fra et IDA-arrangement i sidste uge, at lidt over halvdelen af al dansk bistand på godt 16 mia. kr. kanaliseres igennem FN systemet, EU eller udviklingsbankerne, men der er ikke nogen fyldestgørende dokumentation af resultaterne konkluderer en tidligere FN-ansat, Niels Boesen.
Man må spørge, om så omfattende en bistand uden klare resultater, hvor der samtidig gøres indhug i ngo’ernes indsamlingsområde, er den rigtige måde at fordele rollerne på?
Helt overordnet har vi brug for en mere gennemgribende revision af historien om bistand i Danmark.
Der er sket meget siden 1960’erne, og rollerne mellem bistandens forskellige aktører er ikke længere den samme, ligesom den tidligere skelnen mellem stat og civilsamfund ikke respekteres mere.